Lærer kigger på vores bryster - skal jeg gøre noget ved det?

Vis spørgsmål

Hej adam og eva. Jeg er en pige på 12, som har et problem. Jeg går i skole og har en klasselærer, som er 53, men det, der er med ham, er, at han går og kigger på vores bryster og har en gang taget en på brysterne og det er lige som ret klamt.

Mine veninder og jeg har snakket lidt om det og der er en af dem, hvor han også nussede hende på ryggen og det har han også gjort på mig og jeg synes, det er ubehageligt, men jeg ved ikke, om jeg skal sige noget og hvem skal jeg sige det til. Håber I vil svare

Knus Syrene, 12 år


SVAR:

Kære Syrene

Tak for din mail til Adamogeva. Jeg er rigtig glad for, at du tager dig selv alvorligt i denne situation og reagerer ved at gøre noget ved det. Det glæder mig også, at du kender til Adamogeva som et sted, hvor det er muligt at få vejledning. Og det vil vi rigtig gerne forsøge at give dig.

Dine grænser er vigtige

Først har jeg lyst til at understrege, at dine grænser er vigtige. Ingen har ret til at krænke dine personlige grænser. Og selvfølgelig heller ikke dine kammeraters grænser. Så når der er noget i dig, som reagerer ved en andens krænkelse, så er det altså en god og sund side i dig, som reagerer. Og derfor er det også både sundt og godt, at du reagerer på, at dine grænser er blevet krænket.

Det er vigtigt, at du henter hjælp

Netop fordi dine grænser er vigtige, så er det også vigtigt, at du gør noget ved denne sag. Jeg vil anbefale, at du søger hjælp hos nogle voksne. Umiddelbart tænker jeg, at dine forældre er nogle vigtige voksne i denne sag. Jeg kan jo ikke vide, om du har tillid til dem, eller om du er tryg nok ved, at de ønsker at hjælpe dig i denne sag. Hvis ikke du kan få hjælp fra dine forældre, så er det vigtigt at undersøge mulighederne for at gøre brug af andre voksne. Det kan fx være andre i din familie, fx en moster eller en tante. Det kan også være, at du fx har tillid til en af dine veninders forældre. Så handler det om at spørge dem, om de vil hjælpe dig med noget, som er svært. Det kan fx også være en leder i en eller anden klub (fx fritidsklub), som du kan betro dig til, hvis du er tryg ved en af dem.

Ellers er der mulighed for, at du kan henvende dig til en af PPR-psykologerne. PPR står for Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning. Alle skoler har tilknyttet en psykolog, og du har som elev på skolen ret til at gøre brug af denne psykolog. Det kan du gøre ved at ringe til vedkomne. På de fleste skolers hjemmeside er det muligt at finde telefon nr og email-adresse på skolen psykolog. Her kan du kontakte psykologen, som har tavshedspligt. Psykologen vil så kunne hjælpe dig videre. Fx vil psykologen kunne tale med skolelederen om problemet. Og så kan skolelederen gøre noget i forhold til din lærer.

Hvorfor er det vigtigt at hente hjælp

Der er 2 hovedgrunde til, at det er vigtigt at hente hjælp. Den ene er, at der skal gøres noget ved din lærers adfærd. Det er ikke i orden, at han har en krænkende adfærd. Det andet er, at det er vigtigt, at du har nogle at dele dine oplevelser med. Når vi oplever krænkelser, så har vi alle brug for nogle at dele disse oplevelser med. Det kan være godt at dele det med veninder, men når det er en voksen, som har krænket dig, så er det også vigtigt, at du deler det med voksne.

Du kan vælge at vise dine forældre eller de voksne, du taler med dette svar. Det kan måske gøre det lidt lettere for dig.

Måske er du bange for at stå frem

Måske er du bange for at opsøge en voksen, fordi du ikke ønsker at stå frem med dette. Det kan jeg godt forstå – det er meget naturligt at have det sådan. MEN det ER vigtigt, at du står frem og søger hjælp hos en voksen. OG det er muligt, at de voksne går videre, UDEN at dit navn indgår videre i forløbet. Det er altså ikke sådan, at du skal stå overfor din lærer og fortælle, hvad du har oplevet. Du skal blot fortælle om dine oplevelser overfor den voksne, som du har tillid til.

Din lærer….

Jeg kan ikke vide, hvad der er årsagen til, at din lærer har gjort, som han har gjort. Måske er han en, som ikke kan finde ud af det med grænser og derfor krænker. Måske er han bare en type, som ikke tænker så meget over, hvad han gør. Derfor kan det godt være, at din lærer bare skal have at vide, at der er nogle, som føler sig krænket, og så er han i stand til øjeblikkeligt at stoppe det.

Uanset hvad der er årsagen til din lærers adfærd, så er det vigtigt, at du tager dig selv alvorligt og tager kontakt til en voksen.

Håber du har mod på det. Pas godt på dig selv. Du ønskes alt godt fremover.

Kærlig hilsen

Ole Rabjerg, psykolog


Ole Rabjerg

Skrevet af:

Ole Rabjerg

Psykolog i foreningen Agape

adamogeva.dk

Annoncer