Tak for din henvendelse.
Helt normalt
Først og fremmest har jeg lyst til at lade dig vide, at det er helt normalt, at have oplevelser og at tænke de tanker, som du beskriver i dit brev. Ikke mindst når man som du er 16 år. I den periode af dit liv, som du er midt i nu, sker der en masse forandringer med dig, både i dit følelsesliv og i den måde du oplever dig selv og dine omgivelser på. Men samtidig med at det er helt som det skal være, kan det til tider opleves voldsomt.
Vi har brug for at blive set som dem vi er
Du skriver, at du får masser af opmærksomhed og kærlighed. Men samtidig længes du efter mere af begge dele, fordi den opmærksomhed du får, ikke altid er den, som du kunne ønske dig. Jeg er helt sikker på, at det er en oplevelse, som rigtig mange – ikke mindst unge i teenage-alderen – kender til.
Du skriver i den forbindelse, at du i skolen ofte er den, der ”joker” – altså, at du siger eller gør noget, som de andre synes er morsomt og som på den måde giver dig opmærksomhed. En sådan opmærksomhed er god. Men samtidig har den den svaghed knyttet til sig, at du kan ha' en oplevelse af, at det i højere grad er dine ”jokes” end dig, der får den.
Vi har som mennesker brug for at blive set (= få opmærksomhed) som dem vi er. Hvis vi ikke i tilstrækkelig grad har oplevelsen af at blive set af andre, vil vi ha' en oplevelse af at mangle noget væsentligt – og ofte i form af en oplevelse af ensomhed.
At ”joke” kan være en god ting, og ofte kan ”jokes” være med til at skabe en afslappet og lystig stemning i flokken. Men nogle gange kan den, der leverer ”jokes´ene” og får opmærksomhed, samtidig være den, der betaler regningen i form af at ”jokes'ene” stjæler den opmærksomhed, som han gerne selv ville have haft.
”Jokes” har det ved sig, at man kan ”gemme sig bag dem” – bevidst eller ubevidst, ønsket eller uønsket. Med det mener jeg, at ”jokes” kan være med til at forhindre at den, der ”leverer” dem, bliver set som den, han virkelig er. Man bliver så at sige væk bag sine egne ”jokes”.
Jeg ved det ikke, men eventuelt kunne det være godt for dig at ”joke” mindre, for at give mere plads til at dine venner og bekendte kan se dig, og gi' dig opmærksomhed. Du kunne prøve det for en tid og så se, hvordan du har det med det. De første uger vil folk måske undre sig over ændringen, men på lidt længere sigt giver det dig mulighed for at vise dem mere af, hvem du er.
At opleve at man får opmærksomhed og bliver set, hænger tæt sammen med man har oplevelsen af, at man har mennesker omkring sig, som ved, hvad man føler og tænker. Mennesker, som ved noget om, hvor man er i sit liv.
Din styrke
Du har den store styrke og fordel, at du både kan og har mod til, at sætte ord på dine tanker og følelser. Det viser du meget tydeligt med dette brev. Du har god kontakt med dig selv og dine føleler. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at du er i stand til at ”lukke andre mennesker ind i dit liv”, hvilket er nøglen til at opleve at få den opmærksomhed, som du længes efter.
Det betyder ikke, at du skal delagtiggøre alt og alle i dine tanker. Men når lejlighed byder sig, så kan du fortælle en eller to andre om det, som optager dig. En sidegevinst kan meget vel blive, at andre så også får lyst og frimodighed til at fortælle dig om deres tanker og hvad, der optager dem. Derved vil I gensidigt opleve jer set og få den gode opmærksomhed fra andre, som vi alle har brug for.
Prøv – i første omgang for dig selv - at sætte ord på, hvilken opmærksomhed det er, du ønsker dig fra andre, - og overvej, hvordan du kan få netop den opmærksomhed fra dine venner og bekendte. Jeg er sikker på, at du på denne måde vil kunne være med til at starte en proces, hen imod at du og dine venner/bekendte i højere grad end nu deler jeres liv og tanker med hinanden, og derigennem gensidigt erfarer den gode oplevelse af at blive set og anerkendt, som dem I hver især er.
Dine bedste venner
Du fortæller om dine to bedste venner. Én af dem har en sød kæreste og den anden har næsten altid ”noget kørende” med en pige. Samtidig er du forelsket i en pige, men er ikke sikker på, at det er gengældt. Jeg kan godt se, at det pt. ikke er en optimal situation for dig, for en stor del af den opmærksomhed, som du tidligere fik fra dine venner, får pigerne sikkert nu. Øv!
Nytteløs opmærksomhed
Du skriver, at du godt ka' li' at gå til fester fredag og lørdag, og at du ofte drikker dig forholdsvis fuld. Du overvejer om det, at du drikker dig fuld, kan skyldes, at du får masser af opmærksomhed, når du er fuld. Det ved jeg selvfølgelig ikke, men siden du selv får den tanke, kan der sagtens være noget om snakken. Til gengæld er jeg helt sikker på, at den opmærksomhed du får til fester, af den grund at du er fuld, aldrig vil kunne slukke den tørst efter den ”sunde” og ”ægte” opmærksomhed, som du gerne vil have mere af.
Af samme grund vil jeg opfordre dig til at drikke mindre til festerne. At drikke sig fuld kan nemlig ha' en hel del af de samme uønskede virkninger, som jeg beskrev ovenfor angående det, at være kendt som den, der altid ”joker”. Dit fuldskab stjæler den opmærksomhed, som du gerne selv vil ha'.
Kæreste, cigaretter og opspændt muskel
Sidst i dit brev nævner du nogle forhold i dit liv, som ikke er, som du gerne vil ha' dem. Du har ikke nogen kæreste, men vil vældig gerne ha' en. Det skal der to til, at beslutte, men du kan gøre, hvad du kan for, at det må ske. En begyndelse kunne være, at du lader hende, som du godt kan li', det vide.
Du har en opspændt muskel, som giver dig hovedpine. Det lyder for mig som oplagt, at opsøge en læge, som evt. kan sende dig videre til en fysioterapeut eller lignende. Men det har du måske allerede forsøgt.
Og så det med cigaretterne! Som den eneste af de tre ting, du nævner, er det en ting, som du selv helt kan bestemme over – og vælge fra. Så det gør du bare, hvis det er det, du vil! Det gode ved rygning er for dig, at du kan li' det. Det dårlige er, at det som regel ikke tiltrækker piger. Så du må vælge!
Gid jeg røg på hospitalet!
Hvad gør sig gældende for en, som er kommet på hospitalet? Jo, der er sket noget med vedkommende, som vedkommende ikke selv har spurgt om (ulykke eller sygdom), og som vedkommende derfor lider under, uden selv at være skyld i det, som er sket. Og så får vedkommende masser af opmærksomhed, fordi mennesker kommer hen til hospitalet med det ene formål: at opmuntre, vise medlidenhed og lytte.
Måske svarer det (på nogle måder) til det, du savner? Jeg kan ikke vide det, - men det kan du? Overvej det eventuelt.
Sandsynligvis ender du ikke op på hospitalet – og det synes jeg heller ikke, du skal ønske dig. Der er uden tvivl gode grunde til, at du kan få disse tanker, men jeg er ikke i tvivl om, at du vil kunne opnå at få de samme ting (opmærksomhed; at blive set som den, du er; sympati o.s.v.) uden at ligge på langs i en hospitalsseng med et ben eller hele hovedet bundet ind i gazebind….
Og årsagen til min sikkerhed er det faktum, at du i dit brev har vist både mod og evne til at meget præcist at give udtryk for, dels hvad du savner og hvad du gerne vil ha' - og dels hvordan du har det (hvad du tænker og føler).
Prøv at vise bare lidt af dette til dem i dit liv, som du har tillid til. Ikke til alle og enhver, men til nogle få. Sørg for, at der er nogle i dit liv, som kender dig godt og ved, hvordan du har det. For så ser de dig på den måde, som kan give dig den opmærksomhed, som vi alle sammen har behov for, for at trives.
Flemming H. Møller, psykoterapeut og præst
