Kastede op efter indtag af P-pille - kan jeg være gravid?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 18 år, som netop er begyndt på p-piller. Dvs. at jeg er halvvejs med anden pakke og har haft min første pause med menstruation i ca. 7 dage..

Her hen over julen har jeg døjet med kvalme og ondt i maven, hvilket har gjort, at jeg har kastet op et par gange. Jeg tager altid min p-pille om morgenen. Hvorvidt er det farligt, hvis jeg enten har kastet op inden indtag af pille eller 3-5 timer efter indtag af pille? Jeg mener "farlig", i forhold til beskyttelse/sikkerhed ved p-pille som prævention imod graviditet.

Min "kæreste" og jeg bruger nemlig ikke kondom, idet vi ikke ser andre. Vi har været sammen seksuelt flere gange henover ferien. Burde jeg tage en graviditets test eller blot vente og se, hvorvidt min menstruation kommer som forventet?

Jeg er bekymret og forvirret, i det jeg føler, at jeg har de tidlige symptomer på graviditet så som kvalme, spændinger i brysterne, ondt i maven, brunlig udflåd, trang til mad i anderledes/store mængder

På forhånd tak

Den forvirrede, 18 år


SVAR:

Kære Forvirrede

P-piller og bivirkninger

Når du starter på p-piller, kan du sagtens opleve forskellige bivirkninger. Det kan fx være kvalme, smerte i brysterne, hovedpine, humørsvingninger, udflåd m.fl. De symptomer, du beskriver, kan altså også forklares med, at du er opstartet med p-piller og er nervøs for, hvorvidt de virker. Nervøsiteten kan i sig selv give ondt i maven og lyst til at spise meget eller lidt. Ved p-pille-opstart kan dine blødningsperioder godt være lidt uregelmæssige. Derfor vil jeg anbefale dig, at tage en graviditetstest den dag, hvor du forventer, at få din menstruation. Uanset om du får menstruation eller ej. Det er en hurtig måde at blive helt afklaret på.

Opkast og p-piller

Virkningen af p-pillen bliver ikke mindre af, at du kaster op, inden du tager pillen. Det kan den derimod, hvis du kaster op for hurtigt efter at du har taget pillen. Det er vanskeligt at sige, hvor lang tid der må gå, inden opkast, da optagelsen af de virksomme stoffer i p-pillen afhænger af mange forskellige ting. Hvis du vil være helt på den sikre side, må der ikke gå mindre end 4 timer fra du tager pillen til opkast. Hvis det sker, kan du tage en ny pille. Følg vejledningen til ”glemt p-pille” på indlægssedlen. Samtidig anbefales det, at I også bruger en anden form for prævention i 7 dage, hvis du er i tvivl om pillen har virket. Hvis det bliver ved med at være et problem, at du får kvalme, kan du evt. tage pillen inden du går i seng.

Læs også artiklen: Rod i p-pillerne

Pas på jeres sexliv

Du skriver, at i ikke bruger kondom, fordi I ikke ser andre. Det er også helt fint, hvis I begge er sikre på, at I ikke har en kønssygdom, som kan overføres seksuelt. Det kan I få tjekket ved jeres læge, hvis I er i tvivl. Og så kræver det selvfølgelig, at I kan stole på hinanden.

Jeg håber, at det er svar på dit spørgsmål. Det er en spændende rejse, I har begivet jer ud på, når I vælger at have sex. Sex er så meget mere end en fysisk ting, som man kan blive gravid af. Sex påvirker os følelsesmæssigt, og kan både føre til masser af glæde og dybe sår. Derfor vil jeg opfordre jer til at passe på hinanden i den her tid, hvor der sker så meget nyt. Snak sammen og tag hellere skridtene lidt langsomt, så I er sikker på, at det er de rigtige skridt, I tager. I kan fx læse disse artikler sammen:

Pas godt på dit sexliv

Sex og følelser

Jeg håber, det har givet dig nogle svar. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen.

Vh Anna 


Anna Lindbjerg

Skrevet af:

Anna Lindbjerg

Jordemoder

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK