Kan vores venskab bære, at vi bli’r kærester?

Vis spørgsmål

Hejsa. Det ligger sådan, at mig og min bedste veninde begge kan lide hinanden, men vi er ikke sikre på, om et forhold kan holde. Vi havde begge gået med skjulte følelser for hinanden i et helt år, inden jeg besluttede at snakke med hende om det. Jeg fik det dejlige svar, at det var gensidigt.

Efter vi snakkede om det i længere tid, besluttede vi, at det ikke skulle være os. Grunden var, at vi ikke ville ødelægge venskabet, for vi havde været venner, siden vi kunne gå. Det var også, fordi vi begge har små søskende, som er gode venner, og vores familier er gode venner, og vi er bange for, vi vil ødelægge meget af det, hvis vi bliver uvenner, efter at vi måske ville slå op. Vi vil gerne høre, om I havde nogle gode råd, der kunne gøre, at vi blev kærester, eller om hvordan man kunne forhindre det, osv.

Hilsen to forvirrede nordjyder

Kasper, 16 år


SVAR:

Hej Kasper

Tak for dit spørgsmål – jeg kan godt forstå, at det ikke er så enkelt for jer at finde ud af, hvad I skal gøre.

Du skriver, at I begge har gået med skjulte følelser for hinanden, og jeg forstår det, som om I begge er forelskede i hinanden, men bare usikre på, om det er klogt at blive kærester.

Jeg kan kun fortælle dig, hvad jeg tænker, og så håber jeg, I kan bruge det i jeres overvejelser.

Dreng-pige-venskaber

Når drenge og piger er rigtig gode venner, så er det noget helt specielt og anderledes, end hvis man som dreng har en god drengeven. Man kan opleve, at man som drenge- og pigevenner passer godt sammen, og der er noget helt særligt ved at snakke sammen og komme tæt på hinandens tanker og følelser.

Måske oplever I, at I er gode til at hjælpe hinanden og kan muntre hinanden op på en særlig måde.

I hvert fald har Gud skabt os til som mand og kvinde at passe sammen på en særlig måde, som vi ikke oplever med en ven af vores eget køn.

At passe så godt sammen er det, vi længes efter og ønsker i et kæresteforhold, og derfor begynder følelserne at komme på banen, når drenge og piger er venner. 

Længsler og forelskelse

Måske er det forelskelse, I oplever, eller måske er det følelser, som minder om forelskelse, men egentlig handler mere om længslen efter at få en kæreste, som man er så tæt på, som I er på hinanden. Jeg kan læse, at I gør jer mange overvejelser om jeres venskab, jeres familier osv., hvis det ender med, at I går fra hinanden som kærester. Det er nogle gode overvejelser, men I kan ikke bruge dem til så meget i forhold til, hvorvidt jeres følelser er noget, som I skal handle på.

Derfor vil jeg opfordre jer til at finde ud af, hvad jeres følelser egentlig går ud på – fx ved, at I begge to hver for sig stiller jer selv de her spørgsmål:

 

  • Hvor forelsket er du?
  • Kan du leve med, at I fortsætter som venner, eller MÅ du bare prøve at se, hvordan I vil kunne få det sammen som kærester?
  • Har du lyst til at kysse hende?
  • Har du lyst til at være sammen med hende hele tiden?
  • Tænker du på hende, når I ikke er sammen?

 

Tag springet

Hvis I kommer frem til, at jeres følelser er reelle nok, og at I hellere vil være kærester end at fortsætte som venner, så kast jer ud i det!

I kan ikke garantere hinanden, at det holder for evigt. Det er jo det, I skal bruge kærestetiden til at finde ud af. I kan også overveje at blive kærester, uden at alle og enhver ved det lige fra begyndelsen af. Så har I ro til at finde ud af det, uden at familie og venner bliver rodet ind i det. Jeg tror også, at man kan spekulere sig til mange komplikationer, som måske i virkeligheden viser sig ikke at være så kompliceret. Der er ting, man først finder ud af, når man står i det. Der er altid en vis form for risiko, når man brænder nogle broer bag sig og indleder et nyt kapitel. Men det virker, som om I er gode til at tale sammen, så jeg kan forestille mig, at I kan hjælpe hinanden til tryghed, hvis det er det, I vil.

Men hvis det skulle ske, at I bliver kærester og senere slår op, så skal I være indstillet på, at det vil forandre jeres forhold. Det er noget, I i givet fald må tale sammen om, hvis det sker.

Venskaber forandrer sig

Uanset hvilket valg, I træffer om jeres venskab, så vil det forandre sig på et tidspunkt, og det er ikke negativt. I skal måske på hver jeres efterskole, gymnasium eller andet. I får måske nye venner, som også påvirker jeres hverdag. En af jer finder måske en kæreste, og så skal I finde ud af at være venner på en anden måde.

Og ja, hvis I bliver kærester, ændrer jeres venskab sig også, og I begynder at være sammen på en anden måde.

Jeg ved ikke, hvad det bedste vil være for jer at gøre. Men jeg kan fortælle jer, at jeres venskab vil forandre sig, så det er op til jer og jeres følelser, hvordan I skal fortsætte det, I allerede har nu.

Jeg tænker også, at det er en stor gave at opleve det venskab og den fortrolighed, I har til hinanden. Tak Gud for det, I har, og bed også Ham om hjælpe jer med at tage de valg, I skal tage.

Du kan også læse nogle andre svar på spørgsmål, der ligner dit:

Forelsket i min bedste ven – hvad gør jeg?

Vi er bedstevenner – tør vi satse på et forhold?

Hvordan finder vi vished, om det skal være os to?

Tør jeg satse på min forelskelse?

Håber I hver for sig og sammen finder ud af, hvad der er det rigtige for jer at gøre.

Kærlig hilsen
Camilla


Camilla Gaarsdahl Bak

Skrevet af:

Camilla Gaarsdahl Bak

Undervisende sygeplejerske

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK