Kan vi blive kærester igen efter brud?

Vis spørgsmål

Kære Brevkasse

Jeg er en 20-årig pige, som for nogle måneder siden blev kæreste med en dejlig fyr. Vi matcher hinanden sindssygt godt, og vi respekterer hinanden. Jeg vidste fra starten af, at han skulle på højskole her i efteråret.

Vi snakkede ikke på forhånd om, hvordan de fire måneder skulle foregå, hvilket var en stor fejl. Jeg ringede for et par uger siden til ham og kom ud med alle mine tanker. Jeg gjorde det på en dum måde, og han blev virkelig såret. Men sket er sket. For et par dage siden fortalte han, at han ikke føler, jeg accepterer, at han er på skolen. Derfor syntes han, vi skulle holde en pause. Men jeg ville ikke holde en pause. Det endte med, at vi slog op. Hvilket jeg fortryder nu ...

Jeg ved, at når han kommer hjem, vil vi komme til at se en del til hinanden, da vi kender de samme mennesker. Min søster og en del andre tror, vi finder sammen igen. Jeg giver ham tid, fordi jeg vil det her forhold 120%.

Jeg har brug for svar: Er det muligt at ende sammen igen?

D, 20 år

(forkortet af red.)


SVAR:

Kære D

Tak fordi du skriver til AdamogEva.dk. Det er godt, du søger råd.

Du fortæller, at du har fortrudt, at du og din kæreste slog op, efter han var taget på højskole. Du skriver, at I elsker hinanden, at I er tæt forbundet både i forhold til familie og geografisk, hvor I bor i samme område. Du skriver også, at andre omkring jer tror, at I vil finde sammen igen. Nu spørger du så her, om jeg tror, det er muligt, at I ender sammen igen.

Muligheder og udfordringer

Jeg tror, der er store chancer for, at I kan komme sammen igen, med det du fortæller. Jeg tænker, du har to udfordringer, som du må gøre noget ved.

Det første er, at du må fortælle ham, at du fortsat har alle de følelser for ham, og at du gerne vil, I skal blive sammen. Det andet er, at du er nødt til at gå på kompromis med mængden af samvær i den periode, han er på højskole. Måske er du nødt til at acceptere en slags pause, hvor I kun ringer sammen engang imellem (fx 2 gange om ugen) og ses én gang om måneden, mens han er væk. På den måde kan man sige, at jeres forhold er på vågeblus, men det er ikke slut. Hvis du kan gå med til sådan en løsning og ikke tænker sort/hvidt i forhold til, om I er sammen, kan du måske beholde din kæreste.

En øvelse i adskillelse

Du skal huske, at fire måneder er kort tid, og inden du ser dig om, er han hjemme hos dig igen. Du kan også betragte det som en god øvelse i adskillelse. De fleste par oplever gennem livet perioder, hvor de må undvære hinanden (soldatertid, arbejde langt fra hjemmet, rejser osv.), og så er det godt at vide, at det kan I holde til, for I har prøvet det, da din kæreste var på højskole.

Det er vigtigt, du får talt med ham hurtigt og får lavet en god aftale om mængden af kontakt, og så må du i denne periode koncentrere dig om dine veninder og din familie, mens han er væk.

Måske kan du få flere input ved at læse nogle artikler og svar i vores tema At finde den rigtige.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, I finder sammen igen.

Kærlig hilsen
Lise Berggren Smidt


Lise Berggren Smidt

Skrevet af:

Lise Berggren Smidt

krops- og psykoterapeut, lærer

adamogeva.dk

Annoncer