Kan mine følelser trække mig væk fra Gud?

Vis spørgsmål

Hej, jeg går p.t. på efterskole. Mit problem er, at jeg på en måde kun føler mig god nok, når jeg får opmærksomhed fra én bestemt dreng. Det er egentlig ret træls, da jeg er ret sikker på, at jeg ikke kan lide ham på dén måde. Jeg bliver bare ret 'jaloux', hvis andre får opmærksomheden.

Noget andet er, at det også påvirker mig, hvis to fra skolen kan lide hinanden. Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, men også trist, da jeg har en eller anden syg idé om, at det aldrig sker for mig osv.

Så jeg ville bare høre, om I har nogle ideer til noget, der kan hjælpe. Det er, som om veninderne på skolen ikke er nok, og at opmærksomheden betyder mere ... Jeg tror, det handler om usikkerhed, men er ikke sikker.

Og hvad bør jeg gøre ifølge Gud? – Det her må vel være noget, som bringer mig væk fra ham.

Pige, 17 år

SVAR:

Kære 17-årige pige

Tak, fordi du skriver til AdamogEva.dk med dine tanker og bekymringer. Jeg håber meget, at jeg kan hjælpe dig på vej – ikke mindst i forholdet til Gud, som du skriver om.

Længsel efter en kæreste

Alle, der har været 17 år, kan sætte sig ind i, hvordan du har det. Du har en masse følelser i kroppen, og det kan være svært at finde ud af, hvordan du skal håndtere dem. Du oplever lige nu, at opmærksomheden fra drenge – og særligt én dreng – fylder rigtig meget, og det frustrerer dig.

Du skriver også, at du ikke tror, du er forelsket i denne særlige dreng, og alligevel sætter han gang i de samme følelser, som en forelskelse gør. Du vil gerne, at han ser dig og er sammen med dig, og du mærker misundelse, hvis han giver andre opmærksomhed. Som jeg læser det, vækker han en længsel i dig efter at have en kæreste.

Måske kan du genkende noget fra artiklen Jeg er forelsket! – Eller er jeg?

Denne længsel mærker du også, når to fra skolen bliver forelskede. Du ville ønske, at det var dig, og du bliver trist over, at det ikke er dig. Samtidig har du svært ved at tro på, at det også vil ske for dig en dag.

Længslen er fra Gud

Denne længsel er fuldstændig normal. Man kan faktisk sige, at det stammer helt fra, da Gud skabte Adam og Eva. Gud skabte manden og kvinden til at være sammen, og derfor har mennesker altid søgt efter at finde en partner at dele livet med. Det er derfor en god længsel.

Samtidig skal vi nogle gange gøre noget for, at denne længsel ikke får lov at bringe negative ting ind i vores liv.

Fra misundelse til glæde

Din længsel efter en kæreste får dig nogle gange til at tvivle på dig selv og din egen værdi og gør dig misundelig. Lige for tiden gør den dig også lidt afhængig af opmærksomhed fra denne særlige dreng.

I Galaterbrevet kapitel 5 vers 19-24 kan vi læse om “kødets gerninger” og “Åndens frugter”. Blandt “kødets gerninger” som er ting, der påvirker os negativt, finder vi misundelse. Under “Åndens frugter” finder vi blandt andet glæde. Det er derfor godt at forsøge at vende misundelsen over andre, der får opmærksomhed eller finder en kæreste, til glæde over, at de har fundet det, som du også ønsker dig allermest.

At de finder det, gør ikke dine chancer mindre for også at finde det. Du skal ikke have en, der forelsker sig i alle mulige andre. Du skal have en, der forelsker sig i dig. Det er jeg helt sikker på, at du får lov til at opleve en dag!

Du er værdifuld

Det er ikke opmærksomhed fra drenge, der giver dig værdi. Du er værdifuld, præcis som du er. “For jeg er Herren din Gud, Israels Hellige er din frelser. Jeg giver Egypten som løsepenge for dig, Nubien og Seba som betaling, for du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig,” står der i Esajas’ bog kapitel 43 vers 3-4. Prøv at huske på det, når du føler, at det kun er opmærksomheden fra denne dreng, der betyder noget for dig.

Gud elsker dig højere end nogen anden, og han vil altid være der for dig. Hvis du havde været det eneste menneske på jorden, havde han alligevel ofret Jesus på korset for at kunne frelse dig og være sammen med dig altid! Læs mere i vores artikel Du er meget værd!

Jeg håber, du kan bruge mine skriverier til noget. Ellers skal du love mig, at du skriver igen!

Kærlig hilsen
Line

Annoncer