Kan jeg være gravid efter ubeskyttet sex?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er en ung pige på 16, som har haft sin menses i 4½ år, så den er regelmæssig og kommer til tiden hver gang. For 1 år siden fik jeg p-piller, og det har fungeret fint for mig.

Sidste gang jeg skulle holde pause med mine p-piller, var jeg midt i 3. uge af min cyklus. (En onsdag midt i måneden). Jeg fik min menses dagen efter, ikke særlig meget. Om søndagen havde jeg ubeskyttet sex, han kom i mig. Om mandagen stoppede min menses. Tirsdag og onsdag havde jeg igen ubeskyttet sex... (DUMT!) Det er en uge siden på onsdag, at jeg sidst havde ubeskyttet sex. Kan jeg være blevet gravid?

Jeg er meget træt i de her dage, spiser en portion mere end jeg plejer, skal tisse HELE tiden, selv om jeg drikker ganske normal. Jeg har ondt i maven (Den er hård midt på og bare rigtigt træls øm), og i dag er jeg begyndt at pletbløde... (Jeg har fået en abort før, og havde lidt lignende 'tegn' i de 2 mdr. min graviditet var der. Jeg havde også min menses, inden jeg fandt ud af, at jeg var gravid).

Jeg håber på et hurtigt svar!

- Simona (:


SVAR:

Kære Simona

Det er et tungt spørgsmål, du går og bærer på! Jeg vil gerne svare dig, så godt jeg kan, men tror også, du kunne have glæde af at snakke med din kæreste, en veninde, din mor eller andre om det.

Du spørger, om du kan være blevet gravid. Det korte svar på det spørgsmål er, at der altid er mulighed for at blive gravid, når du har sex. Det længere svar, som kommer her, kan måske være med til at give dig en fornemmelse af, hvor sandsynligt det er i dit tilfælde.

P-piller

Du skriver, at du tager p-piller og har gjort det det sidste år. Mon du har fået en god oplysende vejledning i, hvordan de fungerer, og hvordan du skal tage dem? Jeg bliver lidt i tvivl, fordi du skriver, at du skulle holde pause midt i 3. uge af din cyklus. P-piller tages normalt i 21 dage i træk og derefter holder du 7 dages pause, hvor du får din menstruation. Du kan kun regne med pillerne som prævention, hvis du tager dem rigtigt. Læs evt. indlægssedlen, som ligger sammen med dine piller for at blive sikker.

Hvis du tager p-pillerne rigtigt, beskytter de mod graviditet hele tiden. Det gælder OGSÅ i den uge, du ikke tager dem. Når det er sagt, er der ingen prævention, der har 100% garanti. P-piller har en sikkerhed på 95-99%.

Det var lidt om p-piller. Jeg fornemmer, at du er meget nervøs og tænker, at det måske kan berolige dig at vide, hvordan det fungerer.

Desuden er det mest sandsynlige tidspunkt at blive gravid på typisk 14 dage før din menstruation, hvor du har ægløsning. Hvis du har sex i forbindelse med menstruationen, er muligheden meget lille, men alt kan lade sig gøre!

Læs mere her: Den første menstruation

Samleje og befrugtning

Hvornår sker befrugtningen

Blødning, stress og ondt i maven

Det lyder også, som om situationen går dig meget på! De tegn, du beskriver med ondt i maven og at du skal tisse hele tiden, lyder for mig som en stress-reaktion. Igen må jeg opfordre dig til at snakke med nogen om det. Jeg tror, det også vil hjælpe på disse symptomer!

Når det er sagt, kan jeg selvfølgelig ikke udelukke, at du kan være gravid. Det kan kun en graviditetstest fortælle dig! Og det først 4 uger efter din menstruation startede.

 

Kroppen reagerer på stress og angst på mange måder, og specielt kroppens hormoner stiger og falder. Det kan betyde, at man skal tisse oftere, og at man bløder på mærkelige tidspunkter eller ikke bløder, når man skal.

Man kan ikke mærke eller se på maven, om man er gravid, så tidligt som du er. Faktisk er din livmoder på størrelse med en valnød og gemmer sig omme bag skambenet. Først når du har været gravid i ca. 12 uger, begynder livmoderen at vokse op bag skambenet! Det er altså ikke livmoderen, du kan mærke, men din ”stressede” mave.

Kend din krop

Når alt dette er sagt, har jeg det ønske for dig, at du bliver tryg ved din krop og de ting, den gør. Måske du ikke tidligere har tænkt så meget på, hvordan din krop fungerer, men så vil jeg opfordre dig til at sætte dig ind i det nu! Find en biologibog eller lån en på biblioteket og læs om menstruationscyklus. Du vil sikkert også kunne hjælpe mange af dine veninder!

Klar til sex?

Næste skridt er så at finde ud af, om du egentlig er klar til sex. Sex er en fantastisk ting, men der følger også et kæmpe ansvar og for dig en masse bekymring med! Det er nogle tunge spørgsmål, du går og tumler med i så ung en alder. Og så må jeg spørge dig: Er sex virkelig det værd?

Jeg tror, at sex er ment som et udtryk for kærlighed mellem en mand og en kvinde, som har valgt, at de vil være sammen resten af deres liv. Og det er lige præcis dette, der kan gøre sex så fantastisk. Så er der ingen utryghed og ingen præstationsangst. Man har valgt hinanden, og det ændrer sex ikke på. Hvis du er i sådan et forhold, vil det også være lettere, hvis det skulle ske, at du bliver uplanlagt gravid. Så er det noget, der sker for jer og ikke kun dig, der fysisk bærer på barnet. I vil være to om det til at snakke, bekymre og beslutte.

Pas godt på dit sexliv

Jeg håber, det er svar på dit spørgsmål, og at du kan slippe noget af din bekymring. Pas på dig selv.

Venlig hilsen Anna Lindbjerg


Anna Lindbjerg

Skrevet af:

Anna Lindbjerg

Jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer