Kan jeg være blevet gravid selv om han trak sig ud?

Vis spørgsmål

Hejsa

Jeg er en pige på 16 år, og har haft samleje for første gang, og jeg er rigtig nervøs, om jeg er blevet gravid, eller blir det? Han kom ikke oppe i mig, altså hans sæd. Han nåede at trække den ud. Det er første gang, vi begge har haft samleje.. Jeg er en muslimsk pige ! Kan jeg risikere at blive gravid :( hvis ja, hvad skal jeg gøre ?? Hjælp mig.


SVAR:

Hej!

Jeg kan godt forstå, at du er nervøs. Det er altid en svær situation at være bange for, at man er blevet gravid - og i din situation kan jeg forestille mig, at konsekvenserne af en positiv graviditetstest er uoverskueligt store.

Jeg ville ønske, at jeg kunne forsikre dig om, at du ikke er gravid, men det kan jeg desværre ikke.

Ofte kommer der nemlig lidt sædvæske ud inden selve udløsningen, og det kan være nok til at gøre dig gravid. Når det er sagt, er sandsynligheden for at du er gravid nok ikke særlig stor.

Du får dog først sikkert svar omkring det tidspunkt, du plejer at få din menstruation.

  • Hvis den kommer som normalt og er lige så kraftig, som den plejer, er du ikke gravid.
  • Hvis den er forsinket, eller du bløder mindre end normalt, kan du være gravid.

Hvis du har uregelmæssige menstruationer – hvilket mange piger har – kan det imidlertid være svært at svare på disse spørgsmål, så hvis du 2-3 uger efter samlejet stadig er i tvivl, vil en graviditetstest kunne give dig svar (dog viser den nogle gange først positiv efter 4-5 uger). Den kan købes i de fleste supermarkeder eller på apoteket, og der medfølger en vejledning i, hvordan den bruges.

2-3 uger kan være meget lang ventetid, og du kan måske blive roligere ved at vide, hvornår sandsynligheden for at blive gravid er størst. Det er ikke særlig sandsynligt, at du er gravid, hvis samlejet har fundet sted, mens du har menstruation, de første dage efter eller lige inden, du plejer at få menstruation. Omvendt er sandsynligheden for graviditet størst, hvis I havde sex 14-16 dage før menstruationen – det vil for de fleste sige ca. midt imellem to menstruationer.

Hvad skal du gøre, hvis du er gravid?

Hvis du er gravid, synes jeg, at du først og fremmest skal finde nogen at betro dig til. Det er en alt for stor hemmelighed at bære på alene. Jeg ved ikke, om du kan sige det til dine forældre. Omvendt synes jeg, at det er de mest oplagte personer at betro sig til, fordi de er dig nærmest, og både hvis du vælger at beholde barnet eller få en abort, har du brug for nogen til at støtte dig. Nogen voksne der kender dig og elsker dig.

Jeg tror, at de fleste forældre uanset religion bliver kede af det og måske vrede, hvis deres datter bliver gravid som 16-årig – fordi de vil deres datter det bedste, og de må se i øjnene at en graviditet har konsekvenser for bl.a. fremtidsplaner og skolegang, men også fordi de føler, de selv har svigtet - men når det første chok har lagt sig, vil de alligevel gøre, hvad de kan for at støtte og hjælpe. Du er trods alt deres datter, og det er deres barnebarn, du har i maven. Jeg siger dette for at få dig til at overveje nøje, om du kan betro dig til dem. Som teenager kan man godt føle, at ens forældre ikke rigtig forstår, hvordan man har det, men hvis man giver dem en chance, forstår de tit mere, end man regner med. Omvendt kender jeg ikke din familie, og du ved bedst, hvordan deres reaktion bliver. Om de måske endda kan blive så vrede, at de kan finde på at skade dig eller din kæreste. I så fald kan du overveje, om der er en anden voksen i din eller hans familie, eller måske en lærer, du kan tale med.

Dernæst må du få tid hos din læge. Han eller hun kan rådgive både omkring. hvad du skal gøre, hvis du vil fuldføre graviditeten eller vil have en abort. Som regel skal man have tilladelse af sine forældre, hvis man vil have en abort, inden man bliver 18 år, men lægen kan se bort fra den regel i særlige tilfælde.

Umiddelbart kan det virke som om, det er nemmest bare hurtigt at få en abort, uden nogen ved noget om det. Men en abort er aldrig en nem løsning – og slet ikke, hvis du aldrig kan fortælle nogen om den. Den efterlader spor i dit sind og din samvittighed, og mange kæmper med psykiske mén efter en abort. Samtidig er det heller ikke enkelt at blive mor, når man kun er 16 år, og jeg kan godt forstå, hvis du ikke føler dig klar til det.

Du kan læse mere om at være uønsket gravid i denne her artikel.

Uønsket gravid – hvad gør du?

Hvad bør du overveje, hvis du ikke er gravid?

Under alle omstændigheder synes jeg, at du skal overveje, om du vil have samleje med din kæreste fremover. Jeg ved ikke, hvorfor I gik i seng med hinanden, men jeg kan forestille mig, at det nok var fordi, I var tiltrukket af hinanden - måske var det spændende eller måske trængte du til, at nogen gav dig nærhed og kærlighed. Det er reelle følelser, og de fleste teenagere kender til dem. Problemet er bare, at sex ikke kan adskilles fra muligheden for graviditet, og hvis du konstant skal leve i frygt for at blive gravid, er det en høj pris at betale. Der findes ikke prævention, der beskytter 100 % mod graviditet, så jeg synes, at du er bedst tjent med kun at have samleje med en mand, der også er klar til være familiefar, hvis du bliver gravid. Den garanti har du i ægteskabet. Desuden er sex mere end en fysisk ting. Der er mange følelser på spil, og hvis du ikke værner om dig selv, kan du hurtigt blive såret eller såre andre. Du går faktisk også glip af noget af det virkelig gode ved sex – nemlig at man kan være helt nær et andet menneske, som man er elsket af og kan stole på.

Her er nogen artikler, der handler om, hvorfor det er godt at værne om sit sexliv.

Sex og følelser

Pas godt på dit sexliv

Hvis du fortsætter med at være seksuelt aktiv, synes jeg, at du skal finde en form for prævention, der beskytter bedre mod graviditet (og sexuelt overførte sygdomme), end at manden trækker sig ud inden udløsning. Dem kan du læse om her.

Prævention

Jeg håber, at det hele ordner sig. Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du stadig er i tvivl om noget.

Hilsen Amalie


Amalie Á. Kühnrich

Skrevet af:

Amalie Á. Kühnrich

jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer