Kan jeg overvinde min angst for fysisk kontakt?

Vis spørgsmål

Som barn blev jeg krænket og mine grænser blev overskreddet. Af min far. Både med psykisk og fysisk vold.

Nu har jeg en kæreste, og jeg er så utrolig bange for fysisk kontakt. Derfor tænker jeg, om det overhovedet er det rigtige, at han og jeg er sammen.

Jeg har brug for lidt hjælp


SVAR:

Kære "jeg har brug for hjælp"

Ja – du har brug for hjælp, og det er rigtig godt, at du erkender det. Det er et sundt skridt og vigtigt skridt for dig nu. Jeg tror det vil være en rigtig god idé, hvis du opsøger noget hjælp til at få arbejdet det igennem, som du har oplevet i din opvækst , og som tydeligt har sat sig spor i dig, så du nu oplever at være bange for fysisk kontakt. Det jeg kan skrive til dig her er slet ikke nok, men jeg håber det kan give dig frimodighed til at komme videre. Spørg gerne din læge til råds om, hvor du kan henvende dig.

Kroppen husker

Det er nemlig sådan, at vores krop husker, hvad den har været igennem. Det er meget almindeligt, at hvis man har været udsat for fysisk eller psykisk vold, så reagerer kroppen med afstandstagen, ubehag eller angst for fysisk kontakt. Fordi kroppen husker, aktiverer den sit forsvar, når nogen kommer tæt på. Det behøver ikke at betyde, at du ikke kan have en kæreste - men det betyder sandsynligvis, at du har brug for meget tid og meget tryghed i dit kæreste-forhold for at kunne klare fysisk kontakt.

Kend dine grænser

Måske skal du også stille dig selv det spørgsmål, om noget af din reaktion kommer af, at jeres fysiske kontakt udvikler sig til mere, end du egentlig har det godt med? At du oplever det svært og måske som et pres, behøver ikke at hænge sammen med dine oplevelser fra din opvækst (selv om det er sandsynligt, at noget af det stammer derfra). Det kan også hænge sammen med, at der i dag er mange store forventninger til, hvad man skal kunne have lyst til at gøre med hinanden i et kæreste-forhold. Mange oplever det som en forventning, at man dyrker sex, og lader sig inspirere af film og måske porno, og tænker at de er unormale, hvis de måske nok tænder på det, men i virkeligheden ikke har lyst til at udføre det. Det er et trist pres, for porno og ægte sund seksualitet har ikke så meget med hinanden at gøre. Så det er meget meget vigtigt, at du selv tager dine egne grænser seriøst, og spørg dig selv om din kæreste er villig til at høre og respektere et nej fra dig? For både i forhold til, hvad du slæber med dig fra din opvækst, men også i det hele taget i et forhold, er tryghed den absolut vigtigste forudsætning for at have det godt med kærtegn og fysisk kontakt. Fuld tryghed kommer af, at I respekterer hinandens grænser. Du skal altså mærke efter i dig selv og sige nej til det, du ikke har det godt med. Din kæreste skal lytte til dig, og respektere dine grænser. (Ligesom du naturligvis skal respektere hans) Hvis han ikke er villig til det; ja så skal du stille spørgsmål ved, hvorvidt det skal være jer to.

Dine sår kan heles – tro på det.

Til sidst vil jeg anbefale dig nogle bogtitler. I forhold til at hele dine sår fra din opvækst er der er bog som hedder "At hele sårene". Den handler godt nok om incest - men du vil sandsynligvis finde, at den beskriver nogle af de samme reaktioner, som du er igennem . I forhold til seksualitet og opvækst er der en bog som hedder "Stolen for døren" - igen handler den en del om incest og de seksuelle problemer det skaber, men igen vil du sikkert kunne genkende nogle af reaktionerne. Sidst er der en bog om det at turde stå ved sig selv og sine egne grænser også i seksuel sammenhæng som hedder "Seksuel intelligens". Jeg tror, du kan låne alle tre bøger på biblioteket.

Fysisk kontakt og seksualitet

Jeg ved ikke om du med fysisk kontakt mener seksuelt samvær - men jeg ved, at i et kæresteforhold er det seksuelle altid en kraft der rører på sig i enhver form for fysisk kontakt, og derfor har jeg behandlet emnet som seksualitet. Hvis I slet ikke har haft sex med hinanden, så er det alligevel rigtigt af dig at reagere på de reaktioner, du mærker. I en hver form for fysisk konktakt, skal du opleve, at dine grænser bliver respekteret. Du skal mærke det meget stærkt, for at hvile i forholdet og føle dig tryg. Så vær ærlig over for dig selv og din kæreste. Fortæl ham, hvordan du har det, og arbejd sammen med din kæreste på at skabe tryghed i jeres forhold. Det sker ved kendskab og gensidig respekt for hinanden. Det ER utrolig vigtigt, hvis I skal satse på en fælles fremtid.

Jeg vil ønske dig alt godt frem over i din rejse mod helhed på alle områder af dit liv.

venlig hilsen Grete

Psykolog


Skrevet af:

Grete Karlsen

psykolog

adamogeva.dk

Annoncer