Kan jeg lide ham eller ikke?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 16 år, og går på efterskole. Håber i vil læse og prøve at besvare mine spørgsmål. Fortæller lige historien.

Jeg startede på efterskolen, og skulle bo i hus med en dreng, jeg lagde meget mærke til. Ikke fordi at jeg kan sige, at det var kærlighed ved første blik, overhovedet. Men vores mødre snakkede meget sammen den dag, vi skulle starte. Senere begyndte vi, at sms'e sammen, og vi begyndte hurtig at skrive om alt, fordi at jeg følte en tryghed.

En aften kom han ind på mit værelse og gav mig et godnat kys, jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle reagerer, da jeg havde meget blandede følelser, jeg vidste ikke rigtig, om jeg var forelsket i ham. Men alligevel gav det lidt sommerfugle i maven.

Hver aften kom han ind og gav mig et godnat kys, og jeg blev gladere og gladere for det. Men så begyndte jeg at lægge mærke til alt ved ham. Han blev mere og mere højrøstet. Jeg begyndte at føle, at han følte mere for mig, end jeg gjorde for ham.

Han spurgte, om vi skulle være sammen en weekend, og det sagde jeg ja til. Vi begyndte at snakke om, hvilken weekend det skulle være. Eftersom ingen af os havde tid, når den anden havde, ville der gå næsten 2 måneder, for vi kunne. Da tiden kom, havde jeg ikke rigtig lyst. Og kan ikke begrunde hvorfor?

En mandag aften sluttede vores flirt, fordi at vi ikke rigtig snakkede sammen på efterskolen. Hvis vi var i samme rum, stod vi begge bare og sagde ingenting. Der var ingen af os, der gik hen til den anden, og jeg følte ikke rigtig, at vi kom nogen vegne med det. Vi var begge meget generte. Det var som om at vores flirt kørte over sms. Hele tirsdag på efterskole græd jeg, det hele væltede sammen. Det gjorde mig mere ked af det, end jeg havde regnet med. Og nu tvivler jeg på, om jeg virkelig er forelsket i ham?

Vi har aftalt, at vi skal have snakket, om det skal stoppe helt, eller vi skal prøve igen. Jeg ved ikke, hvad jeg vil?

Hvordan finder jeg ud af, hvad jeg vil? Om jeg er forelsket i ham eller ikke?

Håber i kan hjælpe med at besvare mit spørgsmål, om hvordan jeg finder ud af det.

Hilsen Malene.


SVAR:

Kære Malene

Tak for dit spørgsmål

Allerførst vil jeg fortælle dig, at det simpelthen er så godt, at du ønsker at finde ud af, hvad DU vil. Dine spørgmål fortæller dette. Og hvis der er noget, der er vigtigt i det her, så er det lige præcis, hvad DU vil og hvor DINE grænser går. Det er ikke altid så nemt at finde frem til, hvad man vil og hvad man føler, men første skridt er, at have et ønske om at finde svar på spørgsmålene – og det fornemmer jeg tydeligvis, at du vil.

At have sig selv med

Når jeg læser det, du har skrevet, får jeg en fornemmelse af, at du ikke helt har været klar til de ting, drengen har lagt op til. Han gav dig et godnatkys og du vidste ikke, hvordan du skulle reagere, fordi du havde blandede følelser for ham. Du beskriver, at du heller ikke på dét tidspunkt var helt sikker på, om du var forelsket i ham. Et kys kan sagtens give sommerfugle i maven, selvom man ikke er forelsket i den, man kysser. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt først at blive mere klar over, hvad du vil, før du kysser en dreng. For det at kysse er dejligt, og det er nemt at blive glad for at kysse. Men er det HAM, du har lyst til at kysse, eller kunne det lige så godt være en anden, du kyssede? Det kender du bedst svaret på selv.

Venskab eller kærester?

Du beskriver, at du i starten lagde meget mærke til ham og at han gav dig en tryghed, der gjorde, at du turde åbne dig for ham. Tryghed og åbenhed er rigtig vigtige ting at bygge både venskaber og et kæresteforhold op på.Derfor bider jeg mærke i, at du skriver om den tryghed, der var imellem jer i starten. Men hvordan finde ud af, om I skal være kærester, venner eller der slet ingenting skal være nu? Lige nu oplever I, at det hele er kørt lidt skævt, at I er generte og ikke helt ved, hvad I skal snakke med hinanden om. Jeg tror, at du har brug for tid til at finde ud af, hvad du vil. Du har/ har haft en oplevelse af, at han har følt mere for dig, end du har for ham. Måske har det lagt et pres på dig? Måske har du haft en oplevelse af, at du skulle føle mere, end du gjorde, men også at du synes, du skulle være afklaret hurtigt? Men lige nu er du ikke afklaret og det er så vigtigt, at du holder fast i ikke at gå med til noget, du ikke kan være med i.

Giv dig selv et frirum

Jeg tror, det kunne være godt for dig at give dig selv et frirum den næste måneds tid. Et frirum på den måde, at du giver dig selv lov til at gøre det, DU har lyst til. At du mærker efter og siger nej til at være sammen med ham, hvis du i virkeligheden hellere vil hygge dig med veninderne eller lave noget helt andet. At du giver dig selv lov til at føle lige præcis det, du føler. Hvis du føler forvirring og blandede følelser, så sig til dig selv, at det er ok. Det er irriterende og hårdt, men det er faktisk helt ok ikke at vide, hvad du vil lige nu. Du har brug for tid til at blive afklaret. Jeg tror, du bliver afklaret ved at være sammen med andre og give dig selv lov til at gøre lige præcis det, DU gerne vil. På den måde finder du ud af, om du har LYST til at snakke med ham. Lyst til at være sammen med ham og lære ham bedre at kende. Hvis du så kommer til at mærke, at du gerne vil ham, så start med at opbygge et venskab. På den måde finder du ud af, om du gerne vil have ham som kæreste også selvom du oplever ham som højrøstet og med andre sider, du ikke synes er så positive.

At flirte

Selvom du blev ked af det, da flirten stoppede, behøver det ikke at fortælle, at du er forelsket i ham. Det er dejligt at flirte, så når en flirt stopper, så kan der godt opstå en tomhedsfornemmelse – også selvom den, du flirtede med, slet ikke var en, du havde lyst til skulle være din kæreste. Når du blev ked af det, kan det også være, fordi du holder af ham som ven og at det lige nu er svært at bygge et venskab op. Endelig kan det også være fordi, du ønsker mere end venskab. Det vil tid kunne hjælpe dig til at få afklaret. Held og lykke med at mærke efter, hvad DU har lyst til og blive afklaret i forhold til, hvad du vil. Det vil måske tag tid. Vigtigst er, at du forholder dig til, om du selv er med i det, der sker, eller ej. Det er tydelige signaler, der viser dig, hvilken vej, du skal gå. Spørg igen hvis dette svar ikke hjalp dig nok.

Kærlig hilsen

Lene Graugaard Esmarch


Lene Graugaard Esmarch

Skrevet af:

Lene Graugaard Esmarch

Efterskolelærer

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK