Kan jeg lære igen at stole på en kæreste?

Vis spørgsmål

Efter næsten to år med min daværende kæreste fandt jeg ud af, at han havde været mig utro. Det var en kamp at få sandheden frem, for han blev ved med at fylde mig med løgne. Jeg måtte tage kontakt til en af de piger han havde haft en længerevarende affære med for at få sandheden frem. Det var meget mere omfattende, end jeg først havde forestillet mig, men sandheden kom frem.

De næste mange måneder var et helvede. Følelsen af at være blevet ydmyget og trådt på åd mig op, og selvtilliden røg i nul. Nu, et år efter, har jeg mødt en rigtig sød fyr. Men det er nu gået op for mig, hvor ødelagt jeg faktisk er, og min fortid med det svigt jeg oplevede kan risikere at ødelægge forholdet til den nye fyr.

Jeg er dybt paranoid, og min usikkerhed på mig selv gør, at jeg er blevet utrolig jaloux. Jeg sætter ingen begrænsninger for ham, og hvem han må se. Han har mange veninder, men jeg vil aldrig gå ind og bestemme over et andet menneske, og hvem vedkommende ser og er sammen med. Men som sagt kan jeg mærke, at jeg stadig lider under det, min eks gjorde imod mig, og jeg er så usikker, og jeg hader mig selv for ikke at have tillid til min nye fyr.

Jeg går i panik, hvis han ikke lige svarer efter et par timer, eller hvis han har set beskeden og ikke svarer. Hvis han får en sms, når vi er sammen, er min første tanke: Skriver han med en anden pige? Eller hvis vi er sammen, og han ikke lige tager mig i hånden, kører tankerne også rundt. Er han træt af mig? Vil han ikke mere? Han holder da ikke lige så meget i hånd, som han plejer? Har han mistet interessen osv? Det æder mig langsomt op.

Jeg ved, det udelukkende er mig, der overanalyserer alt. Min nye fyr ved, hvad der skete i mit tidligere forhold, og vi har snakket en del om det, men jeg er stadig i dyb konflikt med mig selv, og jeg er så bange for, at jeg ikke ved, hvor jeg har ham. Det skal lige siges, at jeg kun har kendt min nye fyr i 6 uger. Jeg er virkelig bange for, at mine paranoide tanker og brug for at få bekræftet hele tiden at han gerne vil mig, skal ødelægge det, vi er ved at opbygge. For hvilken fyr gider at være sammen med en pige i længden, der konstant er usikker? Er der noget, jeg selv kan gøre for at arbejde med mig selv og lære at stole på en fyr igen uden konstant at skulle være bange for at blive svigtet igen?

Mvh S, 26 år


SVAR:

Kære S

Hvor er det smertefuldt, det du går igennem, efter du oplevede ydmygelsen ved, at din tidligere kæreste ikke kunne holde sig kun til dig. Ovenikøbet blev du trådt grundigt på ved hans løgn og benægtelse – fra ham du trods alt var sammen med i to år.

Du reagerer helt naturligt

Det er en virkelig fin beskrivelse, du kommer med af din tilstand og din kamp for at komme videre i et nyt forhold uden at bringe ødelæggende tanker og følelser med ind.

Selvfølgelig har du alle antenner ude og frygter at komme i en lignende situation med din nye kæreste og blive svigtet igen. Du skriver, du er grundigt ramt på selvtilliden efter den oplevelse og frygter, at din nye kæreste bliver træt af dig pga. din usikkerhed.

Og du skriver, at du “hader dig selv for ikke at have tillid til din nye fyr”, og om der er noget du kan gøre for at arbejde med dig selv og lære at stole på en fyr uden konstant at være bange for at blive svigtet igen.

Du kan gøre noget

  1. Du kan være mere nådig mod dig selv. Det er helt naturligt, det du oplever, så du må komme dig selv i møde ved at forstå og ikke dømme eller fordømme eller hade de tanker og følelser, som er i dig nu.
  2. Byd tankerne velkommen – og send dem videre: “Det var dengang – det er ikke nu!”
  3. Tal med din kæreste om det. Det har du allerede gjort – fortsæt med det. Når du bliver i tvivl, så spørg ham om det, du er i tvivl om.
  4. Tag selv initiativ til fx at holde i hånd og vent ikke på, at han hver gang skal komme først – måske er han også usikker på dig?
  5. Det er rigtigt godt, at din nye fyr kender din forhistorie – snak om det igen, hver gang du har brug for det. Fortæl hvad det gør ved dig, når han fx ikke hurtigt svarer på en sms og lav aftaler om, hvordan I skal kommunikere med hinanden.
  6. Husk på, hver gang tankerne har vist sig IKKE at være virkeligheden. Tanker er ikke virkeligheden!
  7. Læg mærke til alle de gange, hvor din frygt har vist sig ikke at have hold i virkeligheden.
  8. Hold fast i det gode.
  9. Vær stolt af, at du ikke “binder” din kæreste; du lader ham se og kommunikerer med dem han vil.
  10. Kærligheden vover og risikerer men kan ikke sikres – du kan blive såret igen – men hvorfor skulle du lige blive det?
  11. Vov at være den du er, med sår og skrammer men også en erfaring klogere – og tag imod kærligheden midt i din sårbarhed.

Måske kan du også få noget ud af at læse artiklerne Jalousi og kærestesorg og Når fortiden gør ondt og svaret Hvordan kan jeg lade være med at være så jaloux?

De bedste tanker og ønsker for dig – og alt godt med dit arbejde for igen at finde fuld tillid til din kæreste.

Kærlig hilsen
Else Ø. Andersen


Else Ø. Andersen

Skrevet af:

Else Ø. Andersen

familie- og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer