Kan jeg godt være gravid selv om jeg har blødt?

Vis spørgsmål

Jeg havde et "halvt" ubeskyttet samleje med en fyr. Det var meget kort og han nåede slet ikke at komme. Alligevel bliver jeg mega bekymret. Min menstruation er ret regelmæssig, men det er meget forskelligt, hvor meget jeg bløder. Jeg har fået min menstruation, som jeg skal, men her på tredje dagen bløder jeg nærmest slet ikke.. Er den mulighed for, at jeg er blevet gravid?

Hilsen

Anne, 17 år


SVAR:

Hej Anne

Mange tak fordi du betror dig til os her på Adamogeva.dk. Jeg kan læse, at du er i en frustrerende situation, som vækker mange spørgsmål i dig. Tanken om at være uønsket gravid kan gøre én bange, og det er godt, at du fortæller nogen om din situationen, så du ikke går og gemmer på det.

Afbrudt samleje

Du beskriver, at din fyr har trukket sig ud, før han kom. Denne form for prævention kaldes ’afbrudt samleje’, og er ikke særlig effektiv. Ved afbrudt samleje siger man, at 15-20% af kvinderne bliver gravide indenfor et år. Det kan både skyldes, at det er meget svært at styre, hvornår drengen skal trække sig ud, og at der inden udløsningen kommer noget væske, kaldet præsperm, som også kan indeholde sædceller. Altså er det en mulighed, at du er gravid. Jeg vil derfor opfordre dig til at bruge en anden form for prævention, hvis du vil fortsætte med at have sex med din fyr og ikke ønsker at blive gravid, fordi afbrudt samleje ikke beskytter særlig godt mod graviditet og heller ikke beskytter mod seksuelt overførte sygdomme.

Du kan læse om andre slags prævention her, og jeg kan også opfordre dig til at snakke med din mor eller andre om det:

Prævention

Få svar og snak med nogen

Det er svært at sige noget klart ud fra din beskrivelse af menstruationen, fordi du skriver, at det varierer, hvor kraftig blødningen er. Man kan godt være gravid, selvom der er kommet en lille blødning. Nu hvor du fortsat er bekymret, vil jeg opfordre dig til at tage en graviditetstest. Den vil kunne sige nu, om du er gravid. Hvis du er gravid, står du overfor nogle store og svære beslutninger. Du har flere muligheder, og de er beskrevet rigtig godt i den her artikel, som jeg vil anbefale dig at læse:

Uønsket gravid - hvad gør du?

Du kan altid snakke med din læge, inden du snakker med dine forældre. Han har tavshedspligt.

Jeg er gravid - hvad skal jeg gøre?

Pas på dit sexliv

Jeg håber, at du har fået svar på dine spørgsmål. Jeg ønsker alt det bedste for dig, og derfor synes jeg også, at jeg er nødt til at skrive lidt mere. Du beskriver, at du har været i seng med en fyr, som du altså ikke kalder din kæreste. Du beskriver, at I ikke brugte prævention. Jeg bliver nødt til at skrive, at det gør mig bekymret for dig, fordi det virker som om, du tager meget let på dit sexliv. Når du gør det, følger der mange bekymringer med. Det ved du godt, og det behøver jeg vist ikke sige til dig nu… Men jeg bekymrer mig ikke kun for, om du skulle være gravid, men også for dit ”følelsesliv”. Sex er så meget mere end en fysisk ting, som man kan blive gravid af. Sex påvirker os følelsesmæssigt, og kan både føre til masser af glæde og dybe sår. Derfor vil jeg opfordre dig til at passe på dig selv i den her tid, hvor du er ved at udvikle dig fra pige til kvinde. Tag hellere skridtene lidt langsommere, så du er sikker på, at det er de rigtige skridt, du tager. Det handler både om at passe på dig selv og din kæreste/fyr.

Pas godt på dit sexliv

Sex og følelser

Jeg har tidligere skrevet et svar til en anden pige, hvis situation ligner din. Det får du også lige et link til:

Kan jeg være gravid efter sex uden kondom?

Pas godt på dig selv.

Vh Anna


Anna Lindbjerg

Skrevet af:

Anna Lindbjerg

jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer