Kan jeg få mine bryster gjort større?

Vis spørgsmål

Det har altid været et problem for mig at anerkende mine bryster, som de er. Derfor har jeg i meget lang tid overvejet at få lavet en brystforstørrelse. Jeg er selv en kristen pige, men har flere veninder, som ikke er det, og nogle af dem har gennemført en operation. Mit spørgsmål er så, om det er i orden som kristen???

Jeg er en meget blufærdig pige, og dette bliver et problem den dag min kæreste frier. Jeg ved, han elsker mig, som jeg er, men vil aldrig kunne være sammen med ham uden tøj på. Jeg har en overbevisning om, at det vil hjælpe mig med en brystoperation, da jeg vil kunne føle mig smuk.

mvh. A... 19 år.


SVAR:

Kære A..

Jeg mener ikke, at man kan sige, at som kristen er det rigtigt eller forkert at få lavet en brystforstørrelse. Gud har givet os frihed til at vælge i vort liv, og han har givet os mange muligheder for at få vejledning og vurdere, om vi handler efter hans plan med os. Først tror jeg, at du skal prøve at finde ud af, hvorfor så stor en del af dit selvværd og din anerkendelse af dig selv sidder i brysterne?

Jeg tror, det kunne være en hjælp for dig at tale med en (lidt ældre) erfaren kristen, som du har tillid til om det.

Tal med din skaber

Tal også med Gud om det. Du kan godt skælde ud på Gud over at han - efter din mening – har skabt dig ”forkert”. Det kan han godt tåle – ja faktisk tror jeg, at Gud ønsker, vi skal fortælle ham præcis, hvordan vi har det. Så tal med ham om det og prøv at lytte til hans svar.

Gud har skabt dig, og han elsker dig højt. Det ved du selvfølgelig godt. Men det betyder også, at han godt kan lide dig – som du er. At du er en vidunderlig og dyrebar person, som han gerne vil være sammen med. Du er noget i dig selv, og du kan være noget for andre – netop sådan som du er. Måske finder du også ud af, at Gud faktisk ikke har taget fejl?

Kærlighed gi´r tryghed til at være sig selv

Med hensyn til en kommende kæreste og ægtemand, er det normalt sådan, at når man elsker en anden så højt, at man vil dele hele livet, så føler man sig efterhånden så tryg sammen, at blufærdigheden forsvinder og man tør være helt nøgne overfor hinanden – både fysisk men også følelsesmæssigt. Kærligheden favner dig, kærlighed gør tryg og vil hjælpe dig til at turde være dig selv – helt og fuldt, og til at turde stå ved dig selv, som den du er og få dig til at føle dig smuk. Så jeg tror, du vil opleve, at du er ligesom du skal være, fordi det er dig han elsker.

Overvej dine grunde

Jeg synes også, at du skal overveje meget grundigt, hvilke konsekvenser en brystoperation kan få. Der er altid risiko for komplikationer både ved operationen og på længere sigt, desuden er det en meget dyr affære, som du selv skal betale for. Hvis du engang får børn, som du gerne vil amme, kan det blive svært og i hvert fald vil din krop ændre sig, og hvordan skal dine bryster da se ud? Du er kun 19 år nu, så det bliver mange år, du skal leve med brystimplantater.

Som du nok kan forstå, synes jeg ikke, at det er en god idé for en pige i din alder at få ændret sin krop ved operation. Jeg vil råde dig til først at forsøge at arbejde med årsagerne til, at du føler, som du gør. Søg gerne hjælp hos en professionel. Der er mange, der har svært ved at acceptere deres udseende og krop og former, og det er også godt at du tør erkende det. Men jeg tror, der er en bedre vej for dig, end en operation, som du måske senere vil komme til at fortryde. Så mit råd er: søg hjælp til at opbygge dit selvværd. Enten ved at tale med en du har tillid til, og måske kan bede sammen med – eller også en psykolog.

Mange kærlige hilsener

Lisbeth Boeskov Kristensen


Lisbeth Boeskov Kristensen

Skrevet af:

Lisbeth Boeskov Kristensen

Sundhedsplejerske

adamogeva.dk

Annoncer