Kan jeg få et godt liv?

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva 

Jeg er en pige på 18 år, som går og tumler med nogle ting. Jeg ved ikke, hvordan jeg lige skal fortælle, hvad jeg egentlig går og tumler med, da jeg synes, der er flere ting, og jeg kan ikke helt sætte ord på, hvad der egentlig er problemet. Jeg kan bare ikke se en ende på alt det dårlige ...

Jeg ved ikke, hvornår det startede, men allerede i de små klasser (går på gymnasiet nu) oplevede jeg, at jeg ikke har været god nok i venneflokken. Jeg var/er ikke “upopulær”, men alligevel er jeg heller ikke god nok til at være med. Så var jeg god nok den ene dag, og den anden var jeg ikke. Sådan er det egentlig fortsat gennem hele min skolegang.

Jeg havde nogle veninder, der gik på årgangen over mig, dvs. jeg gik i 8., hvor de gik i 9. på daværende tidspunkt, som jeg snakkede godt med, men alligevel var jeg ikke helt med i flokken. Da jeg så selv startede i 9. klasse, tog jeg med til en fest for at lære nogle at kende fra min egen klasse, da dem jeg snakkede godt med, jo var gået ud af skolen, og jeg skulle jo overleve 9. klasse, så jeg tog med til festen i håb om, at jeg begyndte at snakke med nogen fra min egen klasse.

Det skal siges, at jeg synes, det er et hjernedødt koncept at mødes for at drikke sig plørefuld, og det gik hele festen jo ud på ... Der kom én, som jeg snakkede godt med, en af mine gode kammerater, så ham snakkede jeg med meget af aftenen. Han blev rigtig fuld og spurgte, om jeg ikke vil med ud og snakke, da han var ked af det og stod med tårer i øjnene. Vi gik udenfor, og der forgreb han sig på mig, og han fuldbyrdede et samleje. Det var min “første gang”. Jeg turde ikke sige det til nogen, eller jeg vidste ikke, hvem jeg skulle sige det til, så jeg holdt det for mig selv i to år. I løbet af de to år begyndte jeg at selvskade, fordi jeg bare ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv ...

Det med overgrebet kom først frem, da jeg startede på efterskole, og min kontaktlærer fandt ud af det. Hende snakkede jeg meget med, og til sidst fortalte hun det til mine forældre, og jeg startede til psykolog. Jeg havde/har mange selvmordstanker, fordi jeg bare ikke kunne/kan rumme alle de grimme tanker, og fordi jeg bare ikke kan se nogen som helst ende på alt det her. Jeg ved ikke, om man kan sige, jeg har en spiseforstyrrelse, men jeg føler ikke, jeg kan spise; jeg har ingen appetit, og jeg kan bare bedst lide, når vægten går nedad, selvom jeg godt ved, det er et helt forkert!!

Jeg var så startet hos en psykolog, men efter et selvmordsforsøg kom jeg hen til en ny psykolog, da min gamle mente, hun kunne hjælpe mig bedre. Jeg kom tilbage til min første psykolog, men blev sendt videre til en tredje. Og nu er jeg så ved den 6. psykolog på kun et år. Jeg har i forvejen svært ved at stole på folk, og det med at blive sendt videre fra den ene psykolog til den anden hjælper ikke ligefrem på det. Det har på en måde resulteret i, at jeg ikke tør at sige til nogen, hvordan jeg egentlig har det, da jeg er bange for at blive indlagt, og det har jeg ikke lyst til, da der har været snak om det nogle gange. Selvom folk siger, de ikke vil sige noget videre, så har jeg nemlig bare oplevet, at det er kommet videre alligevel.

Jeg tror bare ikke, at jeg kan se noget som helst lys for enden af denne lange, mørke tunnel ...

Det skal siges, at jeg kommer fra en kristen familie, og at jeg har det godt med dem, når det handler om de gode ting, men jeg kan ikke snakke med mine forældre, når jeg har det træls, selvom jeg prøver ihærdigt!

Håber min noget forvirrede mail er til at finde rundt i.

De kærligste hilsner fra en pige på 18

SVAR:

Kære pige på 18 år

Først vil jeg takke dig for dit mod og din tillid til AdamogEva.dk – godt, du vover at stå frem på din ærlige og oprigtige måde – med hele din sårbarhed.

Forståelse

Allerhelst ville jeg ønske, jeg kunne sidde sammen med dig for at være tæt på dig, mens du fortæller om dine svære tanker og oplevelser. Det gør mig ondt at høre, at det allerede på ét år er den sjette psykolog, du besøger, og det er meget forståeligt, at du på den baggrund passer godt på dig selv og ikke åbner for “hele posen” lige med det samme. Det kræver lang tid at skabe tillid, og når du så føler, tilliden tidligere er blevet brudt, må det gøre det hele ekstra svært for dig.

Indlæggelse kan være en god mulighed

Jeg forstår din frygt for at skulle indlægges – samtidig lyder det til, at nogle vurderer, det kan blive nødvendigt at passe godt på dig, fordi du i perioder ikke er i stand til at passe godt nok på dig selv og for at undgå, du skader dig selv eller kommer til at tage livet af dig. Måske kender du reglerne for grænsen for tavshedspligten? Grænsen er der, hvor man får kendskab til, at der er fare for et menneskes liv. (Fx tanker om og konkret planlægning af selvmord eller alvorlig spiseforstyrrelse eller trussel om at ville slå en anden ihjel.)

Ensomhed

Det gør mig ondt at læse, at du på den måde kommer til at holde det allersværeste for dig selv, fordi du ikke vover at dele det med andre – eller når du forsøger at ”hejse signalflaget” i din allernærmeste familie, viser det sig, de ikke er i stand til at rumme dig, når du har det svært. Hvor må det føles ensomt for dig.
Måske har du altid været en ensom pige? Måske har du været en af “de stille piger” – uproblematisk for andre at se – og selv når der blev begået overgreb mod dig, og en anden misbrugte din tillid, holdt du det for dig selv.

Det burde jo RÅBES ud – for det er jo aldrig i orden! Og så mistede du desuden din bedste kammerat, forestiller jeg mig. Blev du ikke vred? Måske er vrede ikke en tilladt følelse, der hvor du kommer fra? I stedet ser jeg, at du nu vender vreden mod dig selv – ødelægger dig selv – skader dig selv – nægter dig selv at spise – du fortæller, at du har det bedst, når vægten går ned … Og du har plagsomme, grimme tanker af forskellig slags – også om at slutte livet – tænker kun negative tanker – kan kun se det dårlige. Det er hårde odds, og jeg ved godt, at du ikke selv er herre over det alt sammen – dog tror jeg, der er gode og forståelige grunde til, at du har det sådan, som du beskriver.

Ikke god nok

Jeg er nysgerrig efter at vide, om oplevelsen du har haft gennem din barndom – og måske stadig har – om ikke at være god nok, hvor kommer den fra? Og den manglende tillid til dine forældre? Og hvilke følelser er det, der ikke er tilladt i din familie? Når du oplever ikke at blive rummet i din nærmeste familie, tænker jeg ikke, det er af ond vilje fra deres side – nærmere en magtesløshed de kommer i – de ved ikke, hvad de skal gøre! (Og de skal jo i virkeligheden ikke gøre andet end at være hos dig, se dig og rumme din smerte.)

Undgår at mærke følelser

Måske undgår du med din selvskade (spiser ikke – overvejer at dø osv.) at mærke dine følelser: forladthedsfølelse – vrede – glæde – seksualitet – sorg – ensomhed – tomhed – kærlighed? Og frygt for konsekvenserne styrer dig. (Hvis de vidste – så …)

Du kan få hjælp

Desværre kan jeg ikke tage det svære væk fra dig; det er der ingen, der kan. Men du kan få hjælp til at ”komme overens” med det svære ved at give det plads – sætte ord på det (evt. skrive det ned) – finde en der vil hjælpe dig med at bære alt ved at lytte, være medfølende og rumme. Og når du har fundet sådan en person – så slip ikke ham/hende igen! Find dig ikke i at blive “kastebold” i systemet!

Du kan få et godt liv!

“Kan jeg få et godt liv?” spørger du. Og mit klare svar til dig er: Ja, du kan! Du kan få appetit på livet igen. Du kan blive den udfarende, som ikke venter passivt på, at det gode liv kommer til dig – det kræver dog noget mod. Mod til at vove at være den du er – med de følelser du har og med den historie, du allerede har med. Mod til at sige til og fra, når du mærker, hvad der er rigtigt for dig.

Hvad er et godt liv?

Hvad er et godt liv for dig? Hvilke forestillinger har du om “det gode liv”? Er der nogle venner/veninder fra efterskolen, som du evt. kan trække ind i venskaber? Kender du nogle som har et godt liv? Jeg tænker, at livet er som en pose blandede bolsjer – smager meget forskelligt, ser meget forskellige ud, og jeg kan bestemt ikke lide alting lige godt.

Jeg synes på ingen måde, det er en forvirret mail, du har sendt – det giver god mening, det du skriver. Hvis du synes, min besvarelse forvirrer dig, eller der opstår nye spørgsmål, håber jeg, du skriver igen, og jeg ønsker dig alt godt i din kamp for at få et godt liv.

Jeg forestiller mig dig som en sommerfugl, der endnu ikke har forladt puppestadiet. Hvor vil jeg gerne se dig som den smukke og frie sommerfugl.

Mange kærlige hilsner
Else Ø. Andersen

Annoncer