Kan jeg blive gravid af onani?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er MEGA bange for, at jeg er gravid, efter jeg har onaneret. Min menstruation har jeg fået, og der tænkte jeg, at jeg ikke kunne være gravid, men jeg plejer at have det i 6-7 dage, men denne gang havde jeg det i 3 dage. Kan jeg være gravid? Er MEGA nervøs og MEGA BANGE. Jeg fik min menstruation aller første gang, da jeg var 12 år ca. Og jeg plejer at have regelmæssig menstruation.

Håber virkelig I kan hjælpe mig.  

Hilsen den bange, 14 år 


SVAR:

Hej 14-årige

Tak for dit spørgsmål. Det er godt, du er frimodig og spørger, og jeg forstår, at du bliver nervøs. Jeg vil rigtig gerne svare dig.

Onani gør dig ikke gravid

Jeg kan berolige dig med, at du ikke kan blive gravid ved at onanere. I hvert fald ikke hvis du gør det selv og ikke har været sammen med en fyr. For at blive gravid skal en ægcelle og en sædcelle mødes, og som pige har du kun ægceller. Graviditet er altså ikke muligt, med mindre der er mandlige sædceller involveret.

Om at blive gravid kan du læse meget mere i artiklerne
Samleje og befrugtning og Sådan bliver du gravid?

Uregelmæssige menstruationer er helt normalt

Jeg forstår godt, at du bliver nervøs, når din menstruation er anderledes, end den plejer at være. Men faktisk er det ikke unormalt, at man i de første par år efter den første menstruation kan opleve, at menstruationen er lidt uregelmæssig både i varighed og interval.

Menstruationen kan også påvirkes af, hvordan du har det og i en periode, hvor du fx har travlt eller andet, er det heller ikke unormalt, at menstruationen bliver lidt anderledes end normal. Hvis din menstruation begynder at udeblive, vil det være en god ide at snakke med din læge om det, men så længe din menstruation kommer, omend den er lidt uregelmæssig, behøver du ikke bekymre dig om det.

Du kan læse mere om årsager, til at menstruationen kan udeblive i denne artikel: Menstruationen udebliver - er jeg gravid

Jeg håber, at jeg har givet dig et svar, du kan bruge. Hvis ikke er du meget velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker dig alt det bedste.

Kærlig hilsen Anette


Anette Wedel Jensen

Skrevet af:

Anette Wedel Jensen

Jordemoder

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK