Kan I hjælpe mig fri af min pornoafhængighed?

Vis spørgsmål

Jeg er en dreng på 17 år, som overskriften jo udtrykker har jeg nogle problemer med porno, jeg er blevet afhængig af det, og andre som jeg har snakket med tror at problemet bare er til at slippe af med ved "Bare at stoppe", men for mit vedkommende er det slet ikke sådan.

Jeg kan nogle gange sidde oppe i flere timer og se porno, mest om aftenen, det hænder tit at jeg ligger mig ind i sengen klokken 23 hvor det er meget normalt at gå i seng, hvorefter jeg ikke kan lade være med at tænde computeren og gå ind på de frække sider, og det er heller ikke unormalt at klokken bliver 2-3 stykker inden jeg er færdig med at onanere og kan komme i seng med en virkelig dårlig følelse indeni som om jeg har svigtet nogen.

Og jeg har virkelig prøvet meget for at komme af med problemet, men det føles bare som en uendelig kamp mod en umådelig lyst der nærmest styrer mig, og når det også begynder at gå ud over min indsats i skolen som det allerede nu gør idet jeg ikke får nok søvn så føler jeg bare ikke at jeg kan klare det.

Og jeg er næsten sikker på at det her er det rigtige sted at spørge om hjælp, så jeg ser frem til et forhåbentligt hjælpende svar...

Hilsen "én"


SVAR:

Kære Én

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva, og for den tillid du gir udtryk for, du har til AdamogEva.dk. Jeg håber mit svar vil give dig lidt hjælp.

Du er ikke alene

Først har jeg lyst til at fortælle, at du er ikke alene om at opleve, at porno kan fylde meget og til tider kan tage styringen i ens liv. At du ikke er alene fjerner naturligvis ikke problemet. Men det viser i hvert fald, at du ikke behøver føle dig forkert eller anderledes.

Kick i hjernen

Lad mig forklare lidt om noget af baggrunden for udvikling af afhængighed. Når du ser på porno, så bliver dine seksuelle følelser stimuleret meget og der vækkes endnu flere seksuelle følelser. Når disse seksuelle følelser leves ud gennem onani og en seksuel udløsning, så kommer der ligesom et kick inde i hjernen. Hjernen får en behagsoplevelse og en forløsning for den seksuelle spænding, der er opbygget. Men der kommer også en eksplosion af et stof som hedder endorfin. Endorfiner minder om det smertestillende stof morfin og ligeledes om narko-stoffet heroin. Begge disse stoffer er stærkt vanedannende, og sådan er det også med endorfin. Når hjernen får det endorfin-kick i den seksuelle udløsning, så siger den ofte ret hurtigt: ”Wau – lad mig prøve det igen.” Noget som kan opleves som en stærk trang, og noget som kan være meget svært bare ”at stoppe med”.

Utilfredsstillende "Junkfood"

Seksuelle følelser og seksuelle behov er naturlige behov i os, som særligt vågner i puberteten. Seksuel appetit kan på nogle måder sammenlignes med den appetit, vi kan opleve i forhold til mad. Appetitten i forhold til mad er en god ting hos os, men det er absolut ikke ligegyldigt, hvordan vi imødekommer denne appetit.

Hvis vi altid forsøger at stille sulten med chips, ja så vil vi godt nok få en god smag i munden og vi vil også kunne opleve en mæthedsfornemmelse. Men vi vil hurtigt blive sultne igen og vi vil på sigt blive fejlernæret. Det kan også sammenlignes med tørst på nogle varme sommerdage. Hvis vi kun fylder os med sodavand, når der er 30 graders varme, og vi er tørstige, så vil det nok smage godt, men vi vil efterhånden mærke, at jo mere vi drikker, jo mere tørstige bliver vi. Det betyder, at den strategi, som vi anvender for at stille en sult eller en tørst, ikke vil hjælpe os, men snarere skabe mere sult og tørst. I værste fald bliver vi fejlernæret.

Seksuelle følelser og behov er gode og naturlige behov og følelser, som du kan imødekomme på forskellige måder. Porno og solosex (onani) kan komme til at fungere på samme måde som junkfood – i stedet for at mætte og give næring på den gode og sunde måde, så skaber det mere og mere trang og det giver ikke den dybe tilfredsstillelse og glæde som kroppen og følelserne egentlig længes efter. Nogen vil faktisk opleve, at de på lang sigt opnår det modsatte, nemlig tomhed og tristhed.

Svigte nogen?

Du skriver, at du efter onanien har en følelse af at have svigtet nogen. Jeg har lyst til at udfordre dig med om denne ”nogen” kunne være dig selv? Måske er det dig selv, du svigter? Måske svigter du dig selv ved at give dig selv junkfood i stedet for sund og nærende mad? Måske svigter du dig selv, fordi pornoen og onanien ikke overvinder ensomheden, men i stedet skaber mere ensomhed.

Sex er designet til at foregå mellem en mand og en kvinde, og når den udfoldes dér i ansvarlighed og respekt, så vil sex styrke en samhørighedsfølelse og hjælpe til at overvinde det, at vi grundlæggende er alene her i verden og dermed også vores ensomhedsfølelser.

Gode råd til skridt til at bryde afhængigheden

At bryde med et afhængighedsproblem i ens liv kræver flere ting. For det første så er det noget, der kommer til at tage tid, dvs vær tålmodig med dig selv. For det andet, så er det vigtigt, at du ikke bebrejder dig selv, når det ikke lige lykkes at undgå pornoen. For det tredje, så kan du begynde at observere om pornoen og onanien bliver brugt til at løse andre følelser med, fx et forsøg på at dulme ensomhed eller et forsøg på at dulme bedrøvelse eller usikkerhed eller vrede. Det kan også være et forsøg på at komme ud af stressoplevelser. For det fjerde skal du lære ”høj-risiko-situationer” at kende – umiddelbart ser det ud til, at der er særlig højrisiko med computeren i nærheden ved sengetid. Måske kan du flytte computeren ud af værelset. For det femte skal du finde noget, som er godt at fylde ind i stedet. Det kan være at øge samværet med kammerater, løbe en tur, tale med en ven eller andet. Og for det sjette vil jeg anbefale dig, at fortælle om dit problem til en ven eller en voksen, som du har tillid til . Det kan virke uoverkommeligt, men rigtig mange kan berette om, at netop samtaler med en ven eller en voksen blev det vigtigste skridt på vejen til at overkomme afhængighed.

Der er håb

Måske bliver du let fortvivlet i din situation. Jeg vil gerne opmuntre dig – der er en vej frem – der er masser af håb. Måske lykkes det ikke lige i morgen, men hvis du arbejder med det, så vil det også lykkes. Du har allerede taget det første og modige skridt, ved at skrive til AdamogEva om problemet. Den erkendelse, du dermed har overfor dig selv, har gjort at afhængigheden har tabt sit første slag. Så grib godt fat i modet og god arbejdslyst. Der er håb.

Kærlig hilsen Ole Rabjerg


Ole Rabjerg

Skrevet af:

Ole Rabjerg

psykolog i Foreningen Agape

adamogeva.dk

Annoncer