Kærestesorg - hvorfor er han så kold overfor mig?

Vis spørgsmål

Efter et halvt års forhold slog min kæreste op med mig i går.

Han havde inviteret mig hjem, og jeg frygtede ikke noget slemt, da der ikke har været nogen problemer i vores forhold. Da vi kommer hjem til ham, siger han så, at han ikke synes, det går. Jeg bliver ked af det og prøver at trøste mig, men jeg går min vej i vrede, frustration og sorg. Han følger selvfølgelig efter, selv meget ked af det, og jeg spørger så, hvad det egentlig er, jeg har gjort galt, hvortil han svarer, at det ikke er mig, der er noget galt med. Han siger, at han har brug for noget mere frihed og tid til at være sammen med sine venner, til trods for at vi kun sås 1-3 gange om ugen (dette fungerede fint). Jeg har aldrig bedt ham bryde en aftale med hans venner, og jeg har aldrig stået imellem dem.

Så tog jeg mine ting og tog hjem. Da jeg så kommer hjem, får jeg skrevet med ham på Facebook, hvor han bl.a. siger: "kan vi ikke bare lade den dø her, og så komme videre?" Og jeg spørger, hvordan han lige pludselig er blevet så kold og afvisende overfor mig, da han ellers altid har været sådan en god og kærlig person, hvortil han svarer, at det alligevel ikke nytter noget at vise følelserne.

Nu har han så slettet mig alle steder, på Skype, Facebook, Snapchat osv. Og jeg forstår det ikke. Det, der gør ondt, er, at for en uge siden, da vi var sammen, var det hele idyl, og intet var galt. Jeg føler, at han har taget en meget egoistisk beslutning, hvis det er fordi, han gerne vil have mere frihed, fordi det har han altid haft, og nu cutter han mig fra, hvilket gør utroligt ondt, da jeg føler, at jeg har gjort et eller andet helt forkert. Har aldrig villet stå imellem ham og hans venner, jeg ville bare gerne ses et par gange om ugen, så han ligesom også kunne fornemme, at jeg elskede ham, og jeg mærkede det også som gengældt.

Så begynder jeg at tænke, om det måske er hans forældre, der har haft en finger med i spillet, eller hvad det er, men det lyder også bare underligt, fordi de har altid virket utroligt søde og rare og har accepteret vores forhold.

Nu står jeg så bare der, utroligt smadret indeni. Som om et stort sort hul er ved at æde mig op indefra. Selvtilliden helt i bund igen, han kom med den, jeg fik den, og nu er den væk igen. Det er svært for mig at komme ind på folk som sådan, og jeg frygter også, at hvis jeg kommer i et nyt forhold, at han så dropper mig uden videre, mens jeg tror, alt er godt. Det er som et knytnæveslag i maven.., og som at få hjertet revet ud af kroppen på den mest brutale måde.

Line, 16 år


SVAR:

Kære Line

Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor han er sådan overfor dig, og jeg ved ikke, hvorfor han har gjort det forbi, men derfor kan jeg stadig godt have en masse tanker og meninger, som jeg gerne vil dele med dig.

Han har taget et valg

Et brud gør som regel altid ondt. Et brud, som man ikke havde set komme, og som ikke er til diskussion, gør MEGET ondt. Læs evt mere under temaet: Kærestesorg

Uanset hvorfor han har valgt at gøre det forbi mellem jer, er det svært. Uanset om hans begrundelse holder i virkeligheden, er det ikke noget, du kan bruge til ret meget. For han har valgt at gøre det forbi. Han har ikke valgt, at I to skulle tale om, hvordan I kunne komme videre sammen og få et rigtig godt forhold. Altså som man ville gøre, hvis der var noget, man var utilfreds med, men stadig havde kærlighed nok til at ønske at forholdet bliver ved.

Frustrerende at mangle forklaring

Du har ikke fået en reel chance for at ændre/tilpasse eller undskylde noget. Du står tilbage med alle dine spørgsmål og alle dine følelser, som du pludselig ikke kan få afleveret. Jeg forstår virkelig godt, at du er frustreret.

En anden ting, der også gør meget ondt, er de sociale mediers deltagelse i vores hverdag. 

Før snapchat, Instagram og Facebook slog man op, og så holdt man sig lidt fra hinanden. Det var svært. I dag bliver det meget tydeligt for den ”droppede”, når man bliver ”unfriended” og slettet fra alle kontakterne. Det er som om kniven bliver drejet engang mere, og der lige kommer et ordentligt drys salt i såret. Det virker på en måde dobbelt hårdt, fordi man bliver konfronteret med den droppede forbindelse hele vejen rundt.

Din værdi afhænger ikke af andre

Nu skal du til at finde dig selv igen, og jeg kan forstå, at det ikke bare er den mistede kærlighed, du tumler med. Du har udfordringer omkring manglende selvtillid. Det er noget, du KAN, og som jeg virkelig synes, du SKAL, gøre noget ved.

Du skal ikke i fremtiden binde din selvtillid op på, HVEM du er sammen med, for det kan skifte meget hurtigt, (det har du selv erfaret nu). Du bliver nødt til at arbejde med at elske dig selv, (selvværd) og med at tro på dig selv og det, du kan (selvtillid). Det skal ikke være afhængigt af hvilke mennesker, du ses med. Se artiklen: Hvad er jeg værd?

Du kan enten søge professionel hjælp, det koster oftest penge, eller du kan læse bøger om emnet.  Jeg vil anbefale dig at gå ind på hjemmesiden - Ungdomsproblemer.dk/ selvværd. Her fortæller Søren Lynge rigtig meget godt omkring de emner. Han har også skrevet nogle rigtig gode bøger for teenagere, som er rigtig lette og hurtige at læse.

Du har værdi i dig selv og er værd at elske

Jeg tror, det vil være godt for dig at få taget fat på kærligheden og accepten af dig selv. Særligt så du ikke kommer til at tvivle på, om du er god nok, netop fordi der er en kæreste, der har gjort det forbi. Du skriver selv, at du ikke mener, at I havde nogle problemer, du ved ikke af, at du har gjort noget galt, og du forhindrede ham ikke i at se vennerne, så du er helt i vildrede med, HVORFOR han kunne finde på at gøre det forbi.

Bruddet siger ikke noget om din værdi

Det er vigtigt, at du ikke kommer til at sætte lighedstegn ved bruddet og din værdi. Det er slet ikke sikkert, at du kunne gøre hverken fra eller til, for at I skulle blive sammen. Det kan godt være, han bare skulle finde én eller anden undskyldning for at gøre det forbi, fordi hans kærlighed var forsvundet. Derfor skal du ikke bruge en masse tid på at efteranalysere på, HVAD du kunne have gjort for at forhindre det, der skete. Du skal i stedet prøve at se fremad og indad. Tænke på dig selv og på, hvad du kan gøre, for at komme godt videre og være stærkere i troen på dig selv.

Jeg ønsker for dig, at du må finde ud af, hvor fantastisk og rigtig, du er, og at kærligheden kommer til dig. Det kan godt være, at du skal prøve til flere gange, men en dag finder du ham, som er helt rigtig for dig. Vigtigst lige nu er, at du finder kærligheden til dig selv.

Mange hilsner fra Anja


Anja Kaas

Skrevet af:

Anja Kaas

Psyko- og familieterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK