Kæresten var utro - findes der anden udvej end selvmord?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva.. jeg skriver til jer, for jeg er endt i et seriøst problem... I de sidste 1½ år har jeg været sammen med en pige, som er helt fantastisk.. men nu... finder jeg ud af, at hun var mig utro...... med 2 andre.. inklusive min barndomsven.......

Jeg har troet, jeg kunne klare det selv.. men det kunne jeg ikke.. Jeg føler, jeg har mistet alt... endda mig selv.. Jeg tænker på hende hele tiden... jeg kan virkelig ikke klare det her........ Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre......................... og jeg har fået lysten til selvmord.. Var ved at gøre det i forgårs; men blev stoppet af en ven..................... ved ikke, hvad jeg skal gøre.... Jeg har mistet mit hjerte og mig selv, dengang hun gik fra mig............ og er bange for, min tid er ovre.................

Hilsen....... Lonely Wolf..

SVAR:

Kære Lonely Wolf

Din tid er IKKE ovre…. Sådan føles kærestesorg. Det kan se ud, som om intet bliver som før. Men det gør det!

At være forelsket er noget af det bedste her i livet. At føle, man har fundet sin soulmate, føles af mange, som om man har fundet frem til den eneste ene.

Det, du har været ude for, giver jo selvfølgelig et alvorligt knæk. Ikke nok med at hun er gået fra dig; men du finder også ud af, at hun har bedraget dig undervejs. Og du finder også ud af, at din ven har bedraget dig.

Sorg og vrede

Der hvor du er lige nu, virker det som om, du mest synes, det hele kan være lige meget. Det virker håbløst. Sådan er det for de fleste, når noget alvorligt rammer dem. Så reagerer man med sorg og energiløshed.

Du beskriver ikke, at du er vred; men måske kommer de vrede følelser senere. Det er i alt fald naturligt, hvis du også kommer til at føle vrede mod disse to mennesker.

Kærestesorg

Det at blive droppet af en kæreste, oplever de fleste unge på ét eller flere tidspunkter i deres liv. Det gør det selvfølgelig værre, at hun også har bedraget dig; men selv det er der desværre også mange, der kommer til at opleve. Når jeg nævner det, så er det for at sige, at du ikke er alene. Og rigtig mange, der har prøvet det, kan fortælle, at disse følelser af håbløshed og sorg og vrede ligeså stille aftager, hvorefter man begynder at leve et mere normalt liv igen.

Læs evt. mere om Kærestesorg og Utroskab.

Det kan være rigtig slemt

Jeg ved, det kan være rigtig slemt, og nogle gange tager det meget lang tid at komme sig over det. Jeg fornemmer, at du lige nu måske er der, hvor det er allerværst. Du har også selvmordstanker.

Jeg vil råde dig til at tale med nogle om det. Du har nævnt det for en ven, og det er rigtig godt. Måske skal du også finde én, der er lidt ældre at tale med. Jeg ved ikke, om du kan tale med din mor eller far, ellers kan du måske finde en anden, som du har tillid til. Hvis du går i skole, vil der ofte også være en mulighed for at opsøge én der.

Når man har det så dårligt, som du har det, så skal du dele det med nogen. Det at tale med andre gør ofte, at det bliver lidt lettere at bære selv, og selvmordstankerne vil formodentlig aftage.

Når man har selvmordstanker, så fortæl det til en voksen. Én, som kan hjælpe dig med at søge mere hjælp, hvis det er nødvendigt.

Der findes mere til dig

Selvom du kan føle det anderledes, så vil jeg alligevel fortælle dig, at på den anden side af denne kærestesorg ligger der mange års ulevet liv til dig. Du vil helt sikkert møde nye mennesker og nye piger, som du vil blive forelsket i.

Jeg ved, at du med denne oplevelse også har fået indsigt i noget af det, der kan gøre ondt i livet; men det ændrer ikke på, at du kan komme ud af håbløsheden og finde ny glæde i livet.

Jeg vil ønske dig alt det bedste videre frem.

Venlig hilsen
Steen Kruse

Annoncer