Kærestebrud - mister jeg nu også min bedste ven?

Vis spørgsmål

Kære adamogeva, jeg vil gerne sige, at I gør et mega godt arbejde ang. denne hjemmeside. Så tusinde tak for det...

Nu til min historie/spørgsmål:

Her for et par år siden mødte jeg den her dreng, vi begyndte at skrive sammen og kom rigtigt godt ud af det med hinanden.

Men så en dag stoppede vi med at skrive med hinanden, og det var ikke før her i januar 2010 vi begyndte at skrive sammen igen. Den her gang snakkede vi endnu bedre sammen, og endte så med at vi også begyndte at tilbringe meget tid sammen.

Efter nogle dage var vi blevet rigtig gode venner... Vi kaldte hinanden for bedste venner, og sådan blev det ved i et stykke tid, indtil den 27.februar, hvor vi blev kærester.

Det var ikke af min egen viljestyrke jeg sagde ja.

Det var fordi jeg var bange for at sige nej, og derfor miste det venskab, vi næsten lige havde bygget op...

Men her i dag gjorde jeg det slut, jeg kunne ikke gå rundt og lade som om jeg var glad for ham på den måde længere...

Vi snakkede om det, og da jeg sagde, at jeg følte mere om ham som ven end som kæreste blev han sur og sagde: ja, det sagde hun også i går !

Jeg blev selvfølgelig ked af det, men kunne også se det fra hans side. Jeg prøvede at forklare ham, at jeg meget hellere ville være venner med ham, fordi at jeg var rigtigt glad for ham, bare ikke på samme måde, som han var for mig.

Lidt længere inde i samtalen spurgte han om han havde gjort noget galt, selvfølgelig sagde jeg nej...

Men det troede han ikke helt på...

Nu er situationen så at han er blevet rigtig sur/ked af det, så han vil ikke snakke med mig mere.

Jeg er helt ude af den, og magter ikke at miste ham som ven... Der er allerede sket så meget i mit liv at jeg snart ikke kan holde til mere...

Hva' kan jeg gøre for at komme over ham ?

Er der mon en chance for at vi kan blive venner igen ?

Var det rigtigt af mig at gøre det slut med ham ?

vh "L" 15 år


SVAR:

Kære "L"

Tak for de rosende ord og tak for dit ærlige spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du er ked af det. Det er hårdt at miste sin bedste ven. Ud fra det du skriver, virker du til at være meget bevidst om, hvad der er bedst for dig. Du er bevidst om dine tanker og følelser, men kan have svært ved at handle ud fra dem.

Der er gået lidt tid siden, du sendte spørgsmålet til brevkassen, og der kan være sket meget imellem jer de sidste uger. Jeg vil prøve at besvare de spørgsmål, du har stillet, selvom jeg er klar over, at din situation kan se meget anderledes ud nu.

At slå op

Du spørger om du har gjort det rigtige ved at slå op med din kæreste. Til det må jeg svare, ja! Ved at slå op med ham, har du lyttet til dig selv, været ærlig og handlet ud fra det, du tænker og føler.

Du skriver, at det ikke var med din egen viljestyrke, at du sagde ja til at komme sammen med ham, men at I begyndte at komme sammen, fordi du ellers var bange for at miste ham som ven. For at komme sammen, er det nødvendigt, at I begge to har lyst til at være kærester. Et godt kæresteforhold kan ikke bygge på, at man er kærester fordi den anden ellers vil blive såret/ ked af det. Man må være helt ærlige overfor hinanden – så det var både rigtigt og nødvendigt, at du slog op med ham, når du har det som du har det.

Lige nu er det både hårdt for dig, at du har slået op og skabt skår i venskabet med din bedste ven, men også hårdt for ham, at du ikke føler det samme for ham, som han gør for dig. Men du har gjort det helt rigtige ved at slå op med ham. Du må have dig selv helt med i det du gør – og når du ikke følte, du havde det i kæresteforholdet, så er det helt rigtigt, at du reagerer på det og handler efter det.

Giv tid

Om I kan blive venner igen eller ej, må tiden vise. Lige nu er din ven/ tidligere kæreste meget såret og er sandsynligvis ikke klar til et venskab med dig. Det må du acceptere ved at give ham tid uden at du kontakter ham og forsøger at presse ham. Måske bliver han efter et stykke tid klar til, at I igen kan være venner. Måske bliver han det aldrig. Men du kan ikke gøre andet, end at respektere hans udmelding nu.

Pas på dig selv

Ud fra din historie spørger jeg mig selv, om du også i andre situationer kan have svært ved at sige ja, når du mener ja, og nej når du mener nej. Du kan passe på dig selv ved at øve dig i kun at sige ja, når du mener det. Det kan være en svær udfordring, men en meget vigtig udfordring, som kan hjælpe dig til at komme videre. I denne svære tid, hvor du er ked af det, vil jeg opfordre dig til at bruge dine veninder. Hyg dig med dem, snak med dem. Det kan være med til at aflede dine tanker, give dig nogle gode oplevelser og måske hjælpe dig videre.

Du skriver, at der er sket så meget i dit liv, at du snart ikke kan holde til mere. Du skriver ikke noget om, hvilke ting, du tænker på. Du er altid velkommen til at vende tilbage med uddybende spørgsmål til brevkassen, hvis du tænker, at vi på nogen måde kan hjælpe dig.

Jeg ønsker det bedste for dig og håber, at du en dag må finde en fyr, som du helt selv har lyst til at sige JA til.

Pas på dig selv!

 Læs evt. flere artikler her på hjemmesiden ved at søge på ”kærestesorg”.

f.eks disse links her:

Min bedste ven er forelsket i mig, hvad gør jeg?

Vraget som kæreste, skal jeg også miste ham som ven

Forelsket i min bedste ven - hvad gør jeg?

Kærlig hilsen Lene Graugaard Esmarch


Lene Graugaard Esmarch

Skrevet af:

Lene Graugaard Esmarch

Efterskolelærer

adamogeva.dk

Annoncer