Ved ikke om nogen vil ha´ mig - kan I hjælpe mig?

Vis spørgsmål

Jeg har mange veninder og nogen af dem er single, men jeg kan ikke finde ud om, om nogle af dem elsker mig. Hvad skal jeg gøre. Kan I hjælpe mig ?

Alex, 17 år


SVAR:

Kære Alex

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er dejligt, at du har mange venner. Vær glad for det, og sørg for at holde på de venner du har, ved at være en god kammerat, sådan en kammerat, du selv sætter pris på at have. Det fællesskab har du brug for - nyd det.

Husk dine egne følelser

Jeg kan forstå, at der er mange single-piger i din vennekreds og selvfølgelig kunne det være dejligt, hvis de var vilde med dig. Men forstå mig ret, det ville ikke nødvendigvis gør det nemmere for dig at finde en kæreste. Selvfølgelig kan det give dig en fed selvtillid og større frimodighed til at forsøge at score. Men først og fremmest handler det om, at du mærker efter om der er en pige, du har varme følelser for, om der er en pige, du føler dig rigtig godt tilpas sammen med og kan bygge et godt ligeværdigt venskab op med.

Hvis hun ikke findes i din vennekreds nu, så dukker hun måske op senere og måske møder du hende et helt andet sted. Det er dumt at vikle sig ind i en eller flere halv-hjertede forhold, fordi du føler dig presset til at finde en kæreste. Sådan en "bagage" kan gøre det sværere for dig, den dag du begynder at føle kærlighed til en pige.

Øv dig i at blive en god kæreste

Mit råd er derfor: Drop det at "spejde" efter, om der er nogle piger, der holder øje med dig. Det kan pigerne også mærke, og det kan virke meget uheldigt. Sæt i stedet fokus på venskab og dyrk fællesskabet med både drengevenner og pigevenner. Mærk godt efter i dig selv, hvem du svinger godt med og udbyg det venskab. Du kan også øve dig på at blive en god kæreste. Det at være en rigtig god ven er det vigtigste i et kæresteforhold, og det kan man øve sig på.

Pas godt på dine venner

Du kan selvfølgelig også begynde at opsøge venner og fællesskab andre steder, for at se om du der kan møde en pige. Men du skal passe på ikke, at svigte dine venner, fordi du har mest fokus på at finde en kæreste. Derfor endnu engang: Pas godt på de venner du har - dem har du brug for - og en kommende kæreste vil helt sikkert sætte pris på at opleve, at du er en god kammerat for dine venner.

De bedste ønsker

fra Benna


Skrevet af:

Benna Asmussen Hørlück

journalist, tidligere redaktør på AdamogEva.dk

adamogeva.dk

Annoncer