Jeg skal være far men er ikke klar til det. Bliver jeg nogensinde klar?

Vis spørgsmål

Min kæreste gennem de sidste 4 år er nu blevet gravid. Det var ikke planlagt, men hendes største drøm er at blive mor. Jeg ønsker for hende, at det skal ske, og at vi en dag kan stifte vores egen fantastiske familie, men lige nu ligger det sådan, at jeg bare ikke er klar til at blive far.

Jeg har fortalt hende, hvad jeg føler og bedt hende om at få det fjernet, men det lader ikke til at ske. Hun er lykkelig over at skulle være mor og har allerede knyttet bånd til det lille ufødte barn.

 

Ved ikke, hvad jeg så skal gøre. Bliver jeg nogensinde klar til at blive far? 

C, 21 år


SVAR:

Kære C

Mange tak for dit spørgsmål og fordi du vil dele dine tanker med os. Jeg vil forsøge at svare dig på det eller måske nærmere hjælpe dig til at finde svaret på dit spørgsmål. Der er så mange ting, jeg ikke kender til i jeres forhold og i dine fremtidstanker, at det kan være, jeg rammer helt ved siden af med noget af det, jeg skriver. Så må du bare tage det fra mit svar, som du kan bruge.

Konflikt i parforholdet

I står midt i en konflikt i jeres parforhold, som jeg tror, det er rigtig vigtigt, I får taget hånd om. Det handler om jeres fremtid sammen. Det handler om graviditet og abort. Jeg ved, det er svært at tage de her samtaler, men det er så vigtigt for jer begge to, at I får taget stilling til, hvordan jeres fremtid skal se ud. Jeg har skrevet lidt spørgsmål ned, som I evt. kan læse sammen, og som kan inspirere til at få samtalen i gang. Inden I går i gang, vil jeg dog anbefale jer at læse denne artikel sammen eller hver for sig: Konflikter i parforholdet.

  • Hvis du skulle ønske, hvordan ser jeres fremtidige familie så ud?
  • Hvilke ting må du undvære/forandre, hvis I beholder barnet?
  • Hvad skal der til, for at du vil vælge abort?
  • Hvad skal der til, for at du vil vælge at beholde barnet?
  • Hvis I beholder barnet – hvilken familie skal barnet vokse op i? Hvilke værdier er vigtige for jer? 

Forskelle på mænd og kvinder

Du spørger, om du nogensinde bliver klar til at blive far. Det vil jeg gerne svare på her, og det bliver så med tanke på, at I har snakket sammen, og du skal være far. Du beskriver, at din kæreste allerede har knyttet et bånd til jeres lille ufødte barn. Det er helt naturligt, at I reagerer forskelligt på, at hun er gravid. Både havde du tænkt, at det skulle vente noget tid endnu, men det er også anderledes at skulle være far, end det er at skulle være mor. Din kæreste har sikkert mærket graviditeten i kroppen. Måske hun har kvalme eller madlede. Måske bukserne allerede begynder at stramme, og hormonerne i kroppen ændrer sig. Hun mærker helt fysisk på sin krop, at hun er gravid, så derfor har hun lidt et “forspring”. Du har måske set den positive graviditetstest, men der sker ikke forandringer i din krop. Måske du til tider kan glemme, at hun er gravid. Alt det er helt normalt og noget, mange kommende fædre oplever. Faktisk er der de senere år udgivet en del bøger skrevet af fædre. Måske du vil kunne genkende nogle af de tanker, de har. Jeg kan bl.a. nævne: 

Far på færde af Lars Daneskov
Dysfunktionel far af Jan Gintberg
Det blev en far af Jacob Weinreich

Bliver du klar?

Jeg ved ikke, hvorfor du tænker, du ikke er klar til at blive far. Det kan være mange forskellige ting. Måske du ikke er klar til at miste nattesøvn. Måske du ikke er klar til at forpligte dig på denne måde. Måske du føler dig fastlåst og tænker, at nu kan drømmene om rejser eller karriereudvikling eller økonomisk uafhængighed ikke lade sig gøre. Og uanset, hvordan din kæreste reagerer lige nu, så kan hun også opleve, at det hele kan være skræmmende samtidig med, at det er spændende og nyt. Men måske hun ikke tør dele det med dig, fordi hun ved, at du ikke som udgangspunkt ønsker barnet. Uanset hvad der er grunden, tror jeg det er rigtig vigtigt, I får talt sammen om det.
I alle parforhold – også når man bliver forældre – er det vigtigt, at I giver hinanden plads til at have “alenetid”. Det kan være fodboldaftener, du tænker, er vigtige at holde fast i, eller kæresteture, hvor det bare er jer to. Livet går ikke i stå af at få børn, men det kan kræve lidt mere planlægning.

Tilknytning

Når jeg som jordemoder møder kommende forældre, hvor graviditeten ikke var planlagt, fortæller de ofte, at det tager lidt tid at vænne sig til den nye tanke. Som jeg har skrevet, bliver det ofte hurtigere virkeligt for kvinden. Mange mænd beskriver, at de begynder at danne tilknytning, når de ser barnet på skanninger, og når de senere kan begynde at mærke barnet sparke. En del fædre bekymrer sig for, om tilknytningen overhovedet kommer, men hvis du giver dig selv lov til at elske og acceptere det lille barn, der kommer, så skal tilknytningen også nok komme. For nogle kommer glæden og “forelskelsen” først nogle dage efter fødslen.
Giv dig selv lov og tid til at reagere, som du gør. Der er ikke noget, der er forkert. Du kan også dele tankerne med jeres jordemoder, når I kommer så langt, eller det kan være godt at snakke med familie eller venner. Så når du spørger, om du nogensinde bliver klar til at blive far, så vil jeg svare JA, hvis du beslutter dig for, at det er det, du vil.
Umiddelbart virker det til, at din kæreste er fast besluttet på at beholde barnet. Derfor er det måske relevant for dig at se virkeligheden i øjnene og overveje: Når jeg nu skal være far:

  • Hvordan skal mit forhold være til barnets mor?
  • Hvordan skal mit forhold være til mit barn?
  • Hvordan ønsker jeg, at mit barns familie skal se ud? 

Til sidst vil jeg henvise til en enkelt artikel, som jeg tror, I vil kunne få glæde af: Kærlighed i praksis.

Jeg håber, mit svar kan hjælpe jer videre fra den situation, I står i lige nu. Når jeg står i vanskelige situationer, synes jeg, det er rart at dele det med andre. Jeg tror også på, at der findes en Gud, som gerne vil høre på mig. Måske du også vil kunne finde en ro i at bede. Det behøver ikke at være med fine ord, men bare det der fylder i dig.

Vh Anna Lindbjerg


Anna Lindbjerg

Skrevet af:

Anna Lindbjerg

jordemoder

adamogeva.dk

Annoncer