Jeg kan ikke være kristen og homofil – kan I råde mig?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en kristen dreng på 15. Jeg elsker at læse i Biblen og andre kristne bøger, lytte til kristen musik osv.

Jeg føler mig tiltrukket af drenge, jeg er udmærket klar over, at homoseksualitet er afskyeligt i Biblen (og Guds øjne). Det er dog ikke forkert at være homoseksuel, så længe man lever i cølibat.

Så jeg må hellere lade være med at være den jeg i virkeligheden er, og leve med aldrig at må få et fysisk forhold, ellers kommer jeg i helvede.

Hvordan skal jeg acceptere min overbevisning, når den er imod det, jeg ønsker at være..

Jeg er så trist.. Mit liv bliver så besværligt, hvis jeg ikke giver min religion (som betyder meget for mig) helt op.

Dreng, 15 år


SVAR:

Hej

Hvor er det godt, du skriver! Din situation er alt for tung til, at du skal gå og slås med det selv. Så det er super, du søger hjælp.

Beskrivelsen af din kamp

Jeg er rigtig glad for at høre, du er kristen og ønsker at blive ved med at være det. Det er den absolut bedste og vigtigste beslutning, man kan tage! Men jeg kan godt forstå, du synes, det ser helt umuligt ud.
Du beskriver den dybe splittelse i dig: På den ene side oplever du dig som homoseksuel og ønsker at leve det ud. På den anden side er du kristen og ved, hvad Gud siger om det ønske.
Du forudser en kamp, der bliver så forfærdelig, at du tænker, det måske er bedst at droppe Gud, for det er ikke til at forestille sig et helt liv, hvor du skal bekæmpe og afvise din seksualitet.

Vigtigt du får kontakt til en, der kan hjælpe dig

Jeg forstår sandelig godt, du oplever det som ret håbløst. Det er du bestemt ikke den første, der har gjort i den situation. Forhåbentlig vil det vise sig, det hele ikke er så håbløst alligevel. Men det kræver, at du får rigtig professionel hjælp. Du må ikke prøve at kæmpe denne kamp selv – du er nødt til at få god hjælp til det.

Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til Basis. Det er en kristen organisation, der ønsker at være til støtte for mennesker, som oplever deres seksualitet problemfyldt.

Seksualiteten er foranderlig

Du lyder meget sikker på, at du er homofil. Det er meget forståeligt, fordi du oplever denne tiltrækning overfor drenge. Du er kun 15 år – og det betyder, du er i den alder, hvor din seksualitet er under udvikling. Derfor kan det godt være, at den ikke er fastlåst på det, du oplever nu, men er under forandring. Det er der skrevet en del om i forskellige artikler og svar her på siden. Her er to svar, som jeg vil anbefale, og du kan også læse links i svarene:
Kan I hjælpe mig med min forvirring omkring min seksualitet?
Hvad mener I om homoseksualitet?

Jeg ønsker dig Guds hjælp i alt det her.

Venlig hilsen
Sprint


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:

Sprint Aagaard Korsholm

Undervisningskonsulent, præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK