Jeg kan ikke sove og er utrolig trist – hjælp!

Vis spørgsmål

Dagene for tiden går ad helvede til. Har et kæmpe problem. Jeg er utrolig trist og sover ikke om natten. Selvom jeg er træt om aftenen, kan jeg ikke sove, når jeg lægger mig på puden. Ofte smider jeg tankerne væk og forsøger at gøre mit hoved helt tomt, da jeg har hørt, det er bedst ikke at tænke på noget, når man skal falde i søvn. Det falder jeg så bare ikke i søvn af. Enten ligger jeg bare, og alt føles tomt, eller også begynder jeg at føle smerte i min ryg – også selvom jeg ligger på en madras, der skulle være utrolig god for ryggen.

Varer det lang tid, uden at jeg er faldet i søvn, begynder jeg at tænke og altid på negative ting. Det er oftest min ekskæreste. Jeg tænker på, hvordan det var at være sammen med ham, og at jeg savner ham. Jeg tænker, at jeg fortryder min beslutning om at holde op med at være sammen med ham. Det føles som en kniv, der skærer ind i mit bryst og derefter bliver hakket fra side til side. Det får mig ofte til at græde. Når jeg så har grædt, kan jeg slet ikke sove. Det at græde får mig til at føle mig på en måde utrolig frisk samtidig med, at jeg har ondt i hovedet og er vanvittigt træt.

Jeg tænker nogle gange, hvor skønt livet ville være, hvis vi bare var sammen igen. Derefter tænker jeg på den kæreste, jeg har nu. Hvor skøn han er, og hvor godt vi har det sammen. Og undrer mig over, hvorfor jeg nu efter snart et år stadig græder over bruddet med min ekskæreste. Og hvor meget jeg ville ønske, at denne smerte holdt op.

At jeg ikke får min søvn om natten gør, at jeg ikke kan koncentrere mig og indlære ordentligt på gymnasiet. Jeg tager mig en lur i frikvarteret og falder omkuld i min seng, så snart jeg når hjem. Jeg kan altså sove om dagen, fordi jeg er så udmattet efter ikke at få min søvn om natten. Dette søvnproblem er kommet efter mit brud med eks’en. Jeg kan godt forstå, at man føler ulidelig smerte et stykke tid efter, et forhold er afsluttet, men hvorfor den er der endnu, er mig en gåde. Det skal bare forsvinde!

Det gør mig grimmere og grimmere. Render rundt med render under øjnene. Nogle jeg ikke havde for et års tid siden, men som bliver værre og værre for hver dag, der går. Livet føles så udmattende, og det er forfærdeligt … Normalt kan jeg sagtens snakke med min nuværende fyr om det, der nu måtte være, men dette vil jeg ikke blande ham ind i. Jeg ved nemlig, at han vil blive ked af det. Det er jo skuffende, at ens kæreste stadig tænker på sin eks. og føler for ham, som jeg nu gør ...

Lige nu føler jeg bare, at livet går ned ad bakke, og at jeg står i stampe og ikke ved, hvad jeg skal gøre for at vende mit liv om til noget godt igen.

Hjælp! S, 17 år


SVAR:

Kære S

Først skal du have tak, fordi du deler dine vanskeligheder her på AdamogEva.dk. Det lyder bestemt ikke rart med den tilstand, du beskriver at være i: “dage der går ad helvede til” og kæmpe problemer med nattesøvn, indlæring, negative tanker, og tiltagende sorte rande under øjnene.

Søvnproblemet

Du fortæller, det er svært for dig at falde i søvn om aftenen, selv om du føler dig træt. Du skriver også, du er nødt til at tage dig en lur i frikvarteret – og at du falder om kuld i din seng, når du kommer hjem fra skole. Så du får sovet en del om dagen, hvis minutterne lægges sammen. På en måde har du fået byttet om på dag og nat, tænker jeg.
Helt konkret kan du ændre det tilbage – på 1 uge – ved at tvinge dig selv til at være vågen hele dagen – og nægte dig selv en lur i frikvarteret eller sengen om dagen! Hvis du vil ud af den rytme, din krop nu har tillært sig, må du være konsekvent og hård – og dødtræt – så du igen kan falde i søvn om aftenen og sove hele natten. Du må først gå i seng for at sove kl. 22 (afhængigt af, hvornår du står op) og ikke bruge sengen for “bare at hvile” – så du samlet får 9 timer søvn. Hvis det ikke hjælper, må du sætte søvntimerne yderligere ned. Det er næsten matematik det her, og kroppen er SÅ klog – den husker!

Vær fysisk aktiv om dagen

For at undgå at sove om dagen, kan du være fysisk aktiv – gå, hop, cykel, dyrk sport osv. Frisk luft hjælper også til at holde dig vågen. Samtidig er det vigtigt at undgå elektroniske stimuli (tv, iPad, telefon osv.) og store diskussioner eller problemstillinger om aftenen og før sovetid. Det er også vigtigt at være mæt og få spist nok “rigtig mad” i løbet af dagen, så du har energi til skole, venner og fritid og for ikke at blive så træt om dagen.
Jeg tænker også, at søvn om dagen måske er blevet en slags “flugt” for dig – flugt fra en virkelighed, du lige nu ikke ønsker (orker/magter) at se i øjnene og tage konsekvensen af? Måske forsøger du at drømme dig til en anden tilværelse, end den der er din lige nu?

Drømmen om din ekskæreste

Den “gåde” du beskriver, hvor du græder over din ekskæreste (som det snart er 1 år siden, du var kæreste med) – Hvad er det, du savner hos ham? Og hvad er det, du mangler i dit liv lige nu – hvor du beskriver, at du har en dejlig kæreste, som du er bange for at såre? – Hvad var det, der var så skønt i livet dengang? Drømmen: “Hvis vi bare var sammen igen …” det er det, du ikke får opfyldt lige nu, men som du kan forsøge at nå frem til, hvis du finder ud af, hvad det i virkeligheden er, du savner. Hvad er det, du er så glad for ved ham, der er din kæreste lige nu??

Sorg er en byrde

Måske er der også anden sorg i dit liv, andre brud eller frygt for forladthed, sygdom eller død i familien eller blandt venner? “Sorg er ikke et problem, der kan løses – det er en byrde, som må bæres” er der en præst, der siger. Der er noget, du sørger over, noget du har mistet, noget du savner. Andre kan være med til at bære byrden, hvis du vover at dele den med fx din nuværende kæreste. Han kan ikke fjerne sorgen, men hjælpe med at bære den ved at høre på dig og lade dig være i den, så du kan være den du er – med alt.

Smerter i både krop og tanke

Du beskriver stor fysisk smerte med din ryg, når du ikke kan sove og tænker negative tanker, og psykisk som en kniv, der skærer i dit hjerte. Også gråden gør ondt og giver ingen lettelse, men hovedpine. Og du ønsker, den smerte må holde op. Det skal bare forsvinde! Jeg forstår fuldt ud dit ønske!

Smerter er til for at fortælle os, at noget er galt og må ændres. Måske kan du genkende og bruge noget i artiklerne
Slip angsten – giv nærheden en chance 
Når fortiden gør ondt

En vej ud af smerter og håbløshed

Du beskriver, hvordan livet lige nu går ned ad bakke eller står i stampe – men du kan ændre det og vende dit liv om til noget godt igen. Her er syv råd, du forhåbentlig kan bruge til noget i processen:

1) Søvnen – glem alle undskyldninger – det ER muligt at ændre søvnvaner
2) Negative tanker kan fylde meget. Slut dagen med at tænke på tre ting i dit liv, du er glad og taknemlig for
3) Tænk på tre ting, du håber for i morgen
4) Del sorgen med kæresten – lad ham hjælpe dig som fortrolig ven
5) Find en voksen at dele dine bekymringer med, så du igen tør leve om dagen og sove om natten
6) Måske har du en god læge – bliv undersøgt for, om du mangler jern, om dit stofskifte er ok, og om dit helbred generelt er i orden
7) Skriv til AdamogEva.dk igen – det er du altid hjertelig velkommen til

Jeg ønsker sådan for dig, at din smerte må hjælpe dig til at forstå, hvad du har brug for, og at du må få gang i det gode liv – lige nu.

De kærligste hilsner
Else Ø. Andersen


Else Ø. Andersen

Skrevet af:

Else Ø. Andersen

Familie- og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer