Jeg kan ikke finde ud af, om onani er en synd

Vis spørgsmål

Hej Brevkasse

Jeg er en kristen ung kvinde, der har brug for at tale med jer om, at jeg synes, der er nogle ting i mit liv, der giver mig meget dårlig samvittighed, og som gør, at når jeg mødes med mine kristne venner i den menighed, hvor jeg kommer, så føler jeg mig forkert og “skyldig”, og det er noget, der fylder næsten ALT i mine tanker.

Jeg kan ikke finde ud af, om onani er en synd. Men jeg onanerer, og jeg talte en dag med en af mine kristne venner om det, og hun sagde, fordi vi talte om en kristen seksualvejledningsbog, at hun ikke onanerer men beder Gud om at styrke hende i IKKE at gøre det. Jeg sagde ingenting! Jeg har SÅ meget lyst sommetider! Og har også lært, at det ikke er “pænt” at give denne lyst sådan “plads” men at ignorere den.

Noget andet er, at jeg sommetider om sommeren bliver meget varm i kroppen, hvis jeg ser en fyr på stranden uden bluse på! Så får jeg også nogle ret så “frække” tanker. Og det er slet ikke noget, jeg tør fortælle andre, ikke engang Gud!!

Men hvad skal jeg gøre? Jeg synes, mit kristne fællesskab er meget berigende, og jeg har fået mange gode bekendtskaber. Men er jeg skyldig, fordi jeg ikke vil stoppe med at onanere? For det vil jeg egentlig ikke! Jeg vil bare ikke føle skyld mere over det!

A, 24 år


SVAR:

Kære A

Tak for dit ærlige spørgsmål. Du er bestemt ikke den eneste, som kæmper med forvirring og dårlig samvittighed over, hvordan du skal takle onani – det er der mange unge kristne som gør (jeg gjorde det også selv, da jeg var i 20’erne). Så hvor er det godt, du spørger!

Din seksualitet er Guds gave

Allerførst er det vigtigt for mig at slå fast: Din seksualitet er en god og Gud-villet ting! At mærke lysten til et andet menneske og at blive varm i kroppen, når du ser en lækker overkrop, det er naturligt, godt og Gud-villet. Jeg tænker, det er Guds måde at minde os om, at det ikke er godt for mennesket at være alene. At vi har brug for andre mennesker; om det så er en ægtefælle, forældre, bofællesskaber eller nære venner. Det minder mig også om, at kærlighed ikke er noget teoretisk, men noget som kan mærkes og opleves med hud, hår og det hele. Gud har ikke skabt din krop, bare for at hovedet har noget at sidde fast på, men fordi livet og troen også handler om, at du fysisk mærker og oplever både andre mennesker og Gud.

Onani er ikke i sig selv en synd

Der står ikke i Bibelen, at onani er en synd. Der står, at du ikke må have sex med et menneske, du ikke er gift med (utugt), og der står, at du ikke må begære mennesker, du ikke er gift med. (Obs: At begære er ikke lig med at blive tændt af et andet menneske, men derimod ønsket om at “bruge” et andet menneske til sit eget seksuelle formål.)

Onani er at nyde kroppens dejlige reaktioner på dine berøringer – det er der ikke noget i vejen med ifølge Bibelen. Gud har skabt din krop og de behagelige følelser, der opstår, når du rører ved dig selv, så det er der ingen grund til at føle skyld over. Når det er sagt, skal du være opmærksom på to ting vedrørende onani:

1. Du kan blive afhængig af onani

Onani udløser lykkehormonet oxytocin, og det vil kroppen altid gerne have mere af, så onani har den bagside, at du kan blive afhængig. Hvis du oplever, at onani kommer i vejen for dit hverdagsliv, så du for eksempel hellere vil være hjemme og onanere end at være sammen med venner, er du blevet afhængig af onani. At være afhængig af noget – udover af Gud – er en synd (“Du må ikke have andre guder end mig”). Hvis du oplever, at onanien bliver en nødvendighed i dit liv – noget du ikke kan holde op med og ikke blot noget, du nyder af og til – må du arbejde på, at tingene får deres rette plads igen. (Hvis det er tilfældet, er det altid en god idé at spørge om hjælp – måske fra et menneske i din menighed, du har tillid til).

En anden fare ved at dyrke for meget onani er, at kroppen kan komme til at vænne sig til den måde, du berører den på, for at få orgasme. Derfor risikerer du, at når en anden engang får glæden af at dele sex med dig, er kroppen så vant til en særlig måde at få orgasme på, at den ikke reagerer rigtigt på den andens berøring. Så føl dig fri til at nyde, når du onanerer, men vær opmærksom på, at det ikke bliver for ofte – ikke for samvittighedens skyld, men for din egen skyld.

2. Kæmp mod porno og andre forestillinger

Nogle kvinder kan onanere uden først at se på billeder eller danne sig billeder i hovedet. Her nyder du blot kroppens reaktioner på, at du rører ved den. Andre forestiller sig, de er sammen med en specifik person, eller de ser porno for at blive tændt. Det er imod Guds bud, at vi bruger andre mennesker til vores eget seksuelle formål – derfor er det en synd at se porno eller forestille sig sex med en anden. Vær derfor opmærksom på, at du ikke kommer ud i forestillinger eller ser porno. Hvis onani og porno/forestillinger hænger sammen for dig, må du tage kampen op med begge. Det er en svær kamp, men en kamp imod porno er også en kamp for en sund seksualitet og er det hele værd!

Tal med dine veninder om onani

Og så vil jeg klart anbefale dig at være åben og ærlig med dine nære kristne veninder og snakke med dem om onani og seksualitet – også når I ikke er enige. Pointen er ikke, at I skal blive enige, men at der skal være plads til at snakke med – og forstå – hinanden, så I sammen kan blive klogere på, hvad Gud vil jer hver især. Som sagt er der flere unge kristne kvinder, der går med spørgsmål om onani, så hvis du tør åbne op og være ærlig om emnet blandt dine veninder, er der bedre mulighed for, at andre også tør fortælle om, hvor de står. Husk, der er ingen af os, som er perfekte – vi lever alle med synd i vores liv, og grunden til at Gud hader synd er, at det ødelægger ting i vores og andres liv. At skamme mig og holde de svære ting for mig selv ødelægger også noget i mit liv, så vejen frem er at snakke ærligt med Gud og andre om, hvem jeg er og hvad jeg gør, så jeg kan være elsket med alt, hvad jeg er og gør – ikke bare de pæne sider.

Tal med Gud om onani

Og snak endelig også med Gud om disse ting. Jeg tror, han med vilje har undladt at give os faste regler om visse ting, så vi bliver nødt til at snakke med ham om, hvad der er godt for os. Gud vil dig jo uendelig godt, og han kender din seksualitet bedre, end du selv gør. Bed til ham og fortæl ham, når den dårlige samvittighed dukker op – spørg ham, om den er fra ham (om den vil dig noget godt) eller ej.

Når det handler om fyren uden bluse på stranden, er din naturlige reaktion at blive varm i kroppen, og dine tanker ryger over i det “frække”. Det sker, før du når at tænke over det, og er altså ikke noget, du kan styre. Derfor er det heller ikke noget, du skal føle dig skyldig over. Overhovedet ikke. Du er barn af Gud, og han vil hjertens gerne dele alt, han har skabt med dig og vil rigtig gerne inddrages i det, som fylder dig.

Et eksempel på bøn til Gud

I stedet for at lade skyldfølelsen fylde dig, kan du give plads til en samtale med Gud, som måske lyder sådan her:
“Hej Gud, godt gået med strandløven – han er ikke dårligt skabt! Tak fordi min krop og min seksualitet er i live og reagerer, når den skal. Jeg håber sådan, jeg får lov at mærke endnu mere af det her, når jeg forhåbentlig engang møder min ægtefælle!
Jeg vil gerne give min krop og seksualitet den rette behandling – værdig en gudsdatter – og jeg har brug for din hjælp til at holde mig fra tanker og billeder, som truer din fantastiske hensigt med min seksualitet.
Og når jeg ikke kan holde tankerne rene, så tak for, at du tilgiver mig fuldt og helt.”

Måske kan du også få noget ud af at læse vores artikel Onani og svar til andre, som du kan finde ved at søge på onani på siden.

Jeg håber sådan, du vil opleve, at din seksualitet og din krop er gode og dejlige gaver fra Gud. Og at Guds rammer for sund seksualitet må blive tydelige for dig og være en god støtte i dit liv.

Venlig hilsen
Maria


Maria Swartz Pfrogner

Skrevet af:

Maria Swartz Pfrogner

Musikterapeut

adamogeva.dk

Annoncer