Jeg føler ikke, min kæreste gengælder min kærlighed

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er i en meget forvirrende situation, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre for at komme ud af den.

Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over et år, og vi er desværre begyndt at skændes hele tiden over småting. Det er blevet værre og er endt med, at vi ikke undgår at skændes mindst en gang om ugen. De fleste af vores skænderier handler om, at jeg har brug for at være sammen med ham, og han har brug for frihed.

Min kæreste arbejder hver eneste dag til sent på aftenen, og når han har fridage, vælger han ikke at fortælle mig det og tager hellere hjem til sine venner. Jeg har været meget forvirret over, hvordan han kan prioritere mig lavere end hans venner, når jeg ville smide alt, jeg har i hænderne for ham og være der, hvis han bad mig om det.

Jeg har prøvet at tale med ham om, at jeg er den type, der har brug for kærlighed, og at jeg mangler den, da jeg kun kan få hans opmærksomhed, når han selv lige føler for det, og når han ikke er sammen med sine venner. Han ved, at grunden til at vi skændes så ofte er, fordi jeg mangler ham og vores kvalitetstid, og alligevel gør han ikke noget ved det. Han vælger i stedet for at lade være med at skrive og svare ...

Han siger selv, han har så meget fokus på at være fri, at han glemmer mig. Og når jeg så spørger, om han ikke bare hellere vil være helt fri, siger han, jeg er dum i hovedet, og at han selvfølgelig elsker mig.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre mere. Mange siger, jeg bare skal droppe ham, men det er jo netop det, jeg ikke vil, for jeg mangler ham.

Jeg håber på, at jeg måske herinde kan få nogle råd til, hvad jeg kan gøre?

Vh. “mig”, 18 år


SVAR:

Kære “mig”

Mange tak for din henvendelse til AdamogEva.dk. Jeg synes, det er rigtigt godt, at du prøver at gøre noget ved dit problem, bl.a. ved at skrive ind til denne side. Jeg vil reflektere over det, du har skrevet, og håber, det er med til at give dig nye handlemuligheder.

Frihed i forholdet

Når man er i et forhold, er det vigtigt med gensidig frihed til at kunne gøre noget af det, den enkelte har lyst til: sport, venner, gå på café, biograftur, osv. Som jeg ser det, er der selvfølgelig også grænser. Jeg mener ikke, det er frihed til at have noget kørende med en anden ... Det vil også sige, at indimellem bliver vi skuffet over, vi ikke bliver valgt, som vi kunne have ønsket. Det vil alle opleve i et forhold. At vi oplever noget hver især, kan også være med til at berige et forhold. Hvis man formår at dele oplevelser og glæder med hinanden, kan det være med til at skabe glæde hos den anden, og det er jo medvirkende til at gøre noget godt for forholdet og kan også medvirke til, at der er noget nyt at snakke om.

Også vigtigt med gode fælles oplevelser

Når man er i et kæresteforhold, er det jo også for at have noget sammen – ellers er det ikke et kæresteforhold!! Derfor er det selvfølgelig også vigtigt, at man som kærester har nogle dejlige oplevelser sammen, som begge glæder sig over. Udgangspunktet må være, at man har et ønske om at gøre det godt for den anden, samtidigt med ikke at være selvudslettende.

“Det er min kæreste”

Det er umiddelbart et positivt udtryk, men det kan også være et usundt udtryk. Det jeg mener er: Det afhænger af, hvor man lægger trykket i sætningen. Fx “Det er MIN kæreste!!” På den måde kan vi have en oplevelse af at “eje” hinanden, hvilket kan være usundt. Hvis forholdet er kendetegnet af, at hver især mener, det hovedsagelig drejer sig om mit behov, hvad jeg brug for, og at du skal opfylde mit behov på bekostning af, hvad du selv vil, bliver det et usundt forhold.

Åbenhed

Kun du og I kan vurdere, om I giver hinanden frihed på en god måde, eller I har en oplevelse af at “eje” hinanden. Som jeg læser din henvendelse, er der noget, der er usundt i jeres forhold. Manglende åbenhed virker til at være på spil! Han siger ikke, hvornår han har fri. Hvis det er en tendens, at han vælger ikke at sige, at han har fri, men vælger at bruge tiden sammen med vennerne, er det noget, der skal gøres noget ved. Åbenhed og tillid i et forhold er grundpiller; det er grundlag for, at et forhold kan fungere.

Hvad betyder kæresteforholdet for hver af jer?

Du skriver følgende, hvor jeg oplever, din frustration og smerte kommer frem:
“Jeg har brug for at være sammen med ham.”
“Jeg ville smide alt, jeg har i hænderne for ham og være der, hvis han bad mig om det.”
“Jeg mangler ham og vores kvalitetstid.”
– og til sidst: “Jeg mangler ham.”
Det kan godt være, jeg tager helt fejl, men det virker, som han flygter fra nærheden i jeres forhold.
Hvis du var ham, og jeg spurgte, hvad det skyldes, at du ikke er mere sammen med din kæreste, hvad ville du svare? Hvad tror du, han ville svare? Måske: “Jeg føler mig omklamret!” eller “Min frihed bliver indskrænket, når vi er sammen.” Eller handler det om, at han ikke mener det samme som dig, når han siger, han elsker dig? Det er helt nødvendigt for jeres forhold, at I får afklaret, hvad det betyder. Måske har I forskellige oplevelser af, hvad det vil sige at være i et kæresteforhold?
Det kan være, I kan få noget ud af at læse artiklen Konflikter i parforholdet.

Kommunikation

Det vil uden tvivl være godt at få snakket om, hvad der ligger i at være i et forhold: Hvilke forventninger har du? Hvilke har han? Vil du kunne leve med, at han fortsætter som nu? Er det holdbart at leve i et forhold, hvor du oplever ikke at være elsket? (Hvis det altså er det, du oplever – min tolkning!) Hvad var det, der gjorde, du blev forelsket i ham? Hvad kan han gøre, for at du får en oplevelse af, at du føler dig elsket?

At få en afklaring på disse spørgsmål er en rigtig god idé, da det ofte er sådan, at vi giver det videre, vi selv oplever som godt. Det kan medføre, at ens kæreste sidder tilbage med en oplevelse af ikke at være elsket. Selvom det er den bedste intention vi har, kan vi ramme ved siden af med det, vi giver til vores kæreste. Så hvis jeg spurgte dig eller din kæreste, hvad du skal gøre, for at din kæreste føler sig elsket, ville du så kunne svare rigtigt? Måske kan det være en hjælp for jer at læse bogen Kærlighedens 5 sprog. Den har hjulpet mange par til at forstå hinandens måde at udtrykke kærlighed på.

Nogle gange kan det være godt at søge hjælp fx ved en terapeut. En, der kan hjælpe jer med at se, hvordan I kan komme videre, så I begge oplever glæde i forholdet. På fanen Ressourcer er der en hel række personer, I kan tale med. Måske findes der en i nærheden af, hvor I bor.

Jeg håber, mine tanker kan være med til at åbne øjnene for nogle gode og brugbare handlemuligheder til at komme videre.

Venlig hilsen
Dennis


Dennis Hansen

Skrevet af:

Dennis Hansen

Pædagog/diakon og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer