Jeg er kristen, men måske lesbisk, går det?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på 16 år, og jeg tror, jeg har et meget stort problem!

Jeg har igennem det seneste år kommet meget tæt på en af mine veninder...

Vi har altid haft meget fysisk kontakt og berøring, og det er blevet mere og mere med tiden. Vi kan sagtens kysse og tage på hinanden - over alt!

Vi har sovet sammen flere gange, og de sidste to gange har det endt ud i en hed omgang. hvor vi kyssede, gav hinanden "finger" m.m.

Det var virkelig dejligt... jeg nød det virkelig meget, og det er mit problem.

Jeg kommer fra et kristent hjem, og har gået på en kristen friskole. Så jeg har ALTID hørt, at vi er skabt som mand og kvinde, og at det er forkert at være tiltrukket af sit eget køn... og jeg ved, at min familie ville blive virkelig skuffet over mig, hvis jeg sagde, at jeg var lesbisk og havde en pige som kæreste... jeg ved ikke, om jeg er til piger eller ej. Men jeg nyder bare så meget at lægge nøgen sammen med min veninde. Men jeg ved jo godt, at det er forket i forhold til Bibelen og den kristne tro.

Er der steder i bibelen, som siger noget om dette? At man ikke må komme sammen med sit eget køn?

Havd skal jeg som ung troende kristen gøre?

Håber virkelig, I vil hjælpe mig med dette. For jeg tør ikke sige noget til min mor eller familie om hvad jeg føler, og hvordan jeg har det. De ville blive så kede af det...

HVAD SKAL JEG GØRE!!! HJÆLP!!!!

 


SVAR:

Kære dig

Jeg kan læse i dit brev, at du er opvokset i en kristen familie, og gået på en kristen skole, og på mange måder vant til at høre noget om det med, at mennesket er skabt som mand og kvinde. Du er nået en alder, hvor det er vigtigt, at du personligt tager stilling til disse ting, og tager stilling til hvilken betydning, det skal have for dit liv.

Hvad siger Bibelen?

Du spørger om der er steder i bibelen, hvor der står noget om dette. Jeg synes, det er rigtig godt, at du selv vil prøve at finde ud af, hvor der egentlig står hvad, så du kan afgøre med dig selv, hvordan du vil forholde dig til det. I 3. Mosebog kap.18 står der noget om seksuelle forbud. I vers 22 står der, at det er en vederstyggelighed hvis en mand har sex med en anden mand. Dette skal ses ind i den tid Bibelen er skrevet på, sådan at forstå, at hvis Bibelen var skrevet i dag, så tror jeg også, der ville have stået, at det er en vederstyggelighed hvis kvinder ligger med kvinder.

En anden forklaring jeg måske vil tillægge større vægt er, at Gud i sin skabelse har skabt os som mand og kvinde og tiltænkt os hinanden. Jeg mener derfor, at det helt fra starten har været meningen, at vi skulle danne par som mand og kvinde, simpelthen fordi vores køn er tiltænkt hinanden i skabelsestanken. Det er en tanke som Jesus også bygger videre på, så det er ikke noget, vi bare kan sige hører de gamle jødiske love til. Jesus siger f.eks. i Matthæus evangeliet kap 19 v. 4-5: ”»Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: ›Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød‹?

At være ung og opdage seksuelle følelser:

Det, at vi er skabt som mand og kvinde, betyder ikke nødvendigvis, at seksuelle følelser altid optræder i den sammenhæng. Du oplever også, at det er rart at være sammen med din veninde. Det er jo forholdsvis udbredt at veninder holder hinanden i hånden og fysisk også er ”slyngveninder”. Jeg tror ofte, at det udvikler sig sådan, at man kan komme til at mærke følelser, der er seksuelle. Som jeg læser dit brev og din problemstilling, er du kommet til at lade disse følelser løbe af med dig, uden at overveje, hvor du egentlig ønsker at sætte for nogle nødvendige grænser. Vi må have nogle mål for, hvad vi vil gøre ved vores følelser, det gælder for alle slags følelser.

Det, at du har seksuelle følelser for din veninde, og altså til én af samme køn, det et er der ikke noget unormalt i – det er typisk noget ,der sker i puberteten, når hele dette spændende område dukker op i vores bevidsthed, og vi oplever hvordan lysten kan stimuleres.

Er jeg så lesbisk?

Jeg tror imidlertid ikke, at du deraf skal slutte, at så er du lesbisk. Du er i en periode, hvor du er i gang med at finde dig selv, og lige pludselig havner du i en situation med en veninde, som også vækker dine seksuelle følelser, og det har du ladet dig rive med af, og bevidst stimuleret det gennem fysisk kontakt, berøringer og kærtegn.

Jeg vil råde dig til at tage stilling til, om det er dette, du ønsker og vil! Jeg tror nemlig, at der er stor sandsynlighed for, at du også kunne have følt, det var rart og stimulerende at være sammen med en fyr, som du følte dig tryg ved og glad for.

Derfor vil jeg råde dig til, at du ikke uden videre konkluderer, at du er lesbisk på baggrund af det, du oplever med din veninde. Du kan nemlig komme til alt for hurtigt at låse dig selv fast i en forestilling, som får vidtrækkende konsekvenser for dig.

Hvad kan du gøre?

Jeg vil råde dig til at stoppe med at sove sammen med hende. Jeg tror det vil være en god idé for dig, at vente med at gøre flere seksuelle erfaringer lige nu. Jeg vil også opfordre dig til at finde én du kan tale med om disse svære ting. Enten en voksen du kan have tillid til, eller en psykolog eller terapeut. Gennem samtale kan du få hjælp til at finde ud af, hvordan du skal forstå dig selv, og din seksualitet.

Sørg også for, at du finder en kristen at tale med, så kan I også tale sammen om det, der står i Bibelen. Ligesom du skal finde ud af din egen seksualitet og identitet, skal du også finde ud af, hvordan du vil forholde dig til det, der står i Bibelen.

Jeg tror, du skal sørge for at søge yderligere hjælp til at overveje, hvad du skal gøre i den situation, du er havnet i. Det bliver nemlig svært, tror jeg, at stoppe med at have sex med din veninde, hvis ikke, det er noget, du kan se en idé med at beslutte dig for.

Jeg vil også råde dig til at rette din interesse og opmærksomhed mod drenge, for at få nogle erfaringer der. Det skal ikke forståes sådan, at jeg vil opfordre dig til at gå i seng med dem, men mere, at du lærer nogle drenge at kende, viser dem interesse, og mærker efter, om du ikke også kan få kærlighedsfølelser for dem og mærke en seksuel tiltrækning. Prøv at beslutte dig for at være åben over for den mulighed, og se, hvad der sker.

På lang sigt.

Vi er skabt med en seksualitet, som er dejlig og spændende. Denne længsel vil du opleve i mange år – ja forhåbentlig resten af dit liv. Så du har tid nok. Jeg vil derfor råde dig til, at du ikke nu, her i de første år af din seksuelle opvågning, jagter seksuelle oplevelser og erfaringer. Formålet med denne hjemmeside er også at skabe en forståelse for, at der er en del at vinde ved at gemme de seksuelle aktiviteter, til den dag, du virkelig har fundet den, du vil leve sammen med. Jeg tror nemlig, at vi kan komme til at dele så meget ud af os selv på dette område, så det kan blive svært at knytte sig trofast til én person senere i livet.

Derfor handler dette også om at passe på dig selv. Hvem skal kende dig på dette meget personlige og private område? Hvad vil du gerne holde hos dig selv, indtil du bliver klogere på, hvem du er og, hvad du vil? Hvordan vil du gerne have, at dit fremtidige sexliv skal være – og hvordan når du bedst det mål?

Jeg ønsker dig held og lykke med at finde dig selv i dette.

Venlig hilsen Steen Kruse


Steen Kruse

Skrevet af:

Steen Kruse

parterapeut, afdelingsleder på Center for Familieudvikling

adamogeva.dk

Annoncer