Jeg er forelsket i 2-3 stykker – hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Jeg er forelsket i 2-3 stykker. Hvad skal jeg gøre?

L, 13 år


SVAR:

Kære L

Nu skriver du jo meget lidt, så jeg må prøve at forestille mig din situation, som nok ikke er så ualmindelig. Når man er dreng og 13 år, raser hormonerne rundt i kroppen, og når der er så mange søde, sjove, spændende og dejlige piger rundt omkring, er det ikke så mærkeligt, hvis du forelsker dig i flere på én gang, og det er der i udgangspunktet ikke noget problem i.

Flirt giver opmærksomhed

Jeg ved ikke, om du oplever, at de 2-3 piger også er interesseret i dig, så der er tale om flirt, eller om det mest er noget, du kæmper med indeni. Flirt er en måde at få positiv opmærksomhed på – en måde at finde ud af, om ens interesse er gengældt, og vi har alle brug for positiv opmærksomhed. Men når man flirter, sender man samtidig signaler om, at man er interesseret i noget mere – uanset, om man virkelig er det, eller bare har brug for at blive bekræftet i, at man er sjov, spændende og sød. Og den, man flirter med, kan have eller få meget dybere følelser for dig, end du måske er interesseret i at følge op på.

Men tænk lidt dybere

Hvis du flirter og forsøger at blive kæreste med mere end én ad gangen, bliver du utroværdig og gør dem alle sammen kede af det, og på sigt kan du risikere, at det også påvirker dig selv, så du får sværere ved at engagere dig dybere. Så prøv at spørge dig selv, om du virkelig er klar til at engagere dig dybere, eller om det mest handler om, at det er dejligt at få opmærksomhed og sommerfugle i maven – og andre steder i kroppen.

Brug livet og mulighederne

Jeg vil også opfordre dig til at tænke på, at du som 13-årig har en del år foran dig, før det vil være realistisk at indgå i et egentligt og forpligtende forhold. Så måske skulle du bruge noget af din energi på at udvikle og dyrke gode venskaber i stedet for. Både med drenge og piger. Og udvikle dine evner, så du har noget at tilbyde på den lange bane, som livet er.

På AdamogEva.dk er der masser af gode artikler og svar, som handler om din situation, og som jeg tror, du kan have glæde af at læse. Prøv fx Flirt – den vilde jagt efter en kæreste og “Plusser” ved at vente med at få en kæreste.

Der findes mere af samme slags i temaet Fra venner til kærester.

Mange gode ønsker om en god ungdomstid fra
Inge


Inge Bøgel Lassen

Skrevet af:

Inge Bøgel Lassen

lærer

adamogeva.dk

Annoncer