Jeg bliver tiltrukket af drenge men ønsker ikke at være homoseksuel

Vis spørgsmål

Hej Adam og eva

Jeg skriver, fordi jeg længe har troet, jeg er homo. Jeg vil helt vildt gerne være “Normal” og ønsker virkelig ikke at være homo!!

Jeg har bedt og bedt og bedt Gud om at fjerne min tiltrækning af drenge. Jeg har snakket med nogle få personer om det.

Jeg ser bøsseporno og ved godt, det er et problem. Har prøvet at få og gi’ et handjob af og til en dreng. Og ja, jeg fortryder det, men ved også samtidig godt, at Gud har tilgivet mig. Jeg vil virkelig ikke gøre det igen, da jeg er bange for, det vil ødelægge mig.

Jeg brænder virkelig for min tro og ønsker ikke at være homo eller leve som homo. Mit spørgsmål er derfor: Kan det være, jeg bliver hetero, og hvordan??

Hilsen ham den forvirrede på 19 år


SVAR:

Kære forvirrede!

Tak for din henvendelse. Jeg vil gå direkte til at svare på det konkrete spørgsmål, du slutter af med at stille, og derefter kigge på et par af de andre ting, du kommer ind på.

Ændring er mulig

MEN dit liv er vigtigt og værdifuldt, også selvom du måske aldrig kommer til at have én eneste heteroseksuel følelse!

Der er forskellige teorier om, hvorfor nogle mennesker får homoseksuelle følelser. Er du født sådan? Er det oplevelser i opvæksten? Er det, fordi du er blevet mobbet eller seksuelt krænket? Er det, fordi du har påtaget dig en voksenrolle for tidligt, eller at du aldrig er blevet voksen? Er det, fordi du savner og længes efter en far? Alle teorier kan godt være korrekte, selvom de indbyrdes er i modstrid. Det kan de, fordi mennesker er forskellige, og seksualiteten er noget, som kan formes og udvikles gennem livet.

Hvis de homoseksuelle følelser har en konkret årsag, kan der også gøres noget konkret for at ændre det. Hvis det ligger dybere, bliver det mere kompliceret. Jeg vil opmuntre dig til at tale med en erfaren sjælesørger/rådgiver, måske også en terapeut/psykolog, da det er godt at få kigget på den bagage, du bærer med dig. Det er meget tænkeligt, at der er noget at arbejde med, så en ændring kan ske. Uanset om en ændring af de seksuelle følelser er en mulighed for dig eller ej, så har du brug for nogen at tale med, så du kan tage sunde valg for det liv, som er dit.

Du vil måske høre nogle påstå, det aldrig er muligt at ændre sin seksualitet, men det er simpelthen ikke rigtigt! Seksualiteten er noget, som udvikler sig hele livet igennem, så ændring er mulig. Læs mere i vores artikel Hvad er homoseksualitet?

At brænde for troen

Tillykke med, at du har fundet den frelsende og tilgivende Gud! Det er så godt at læse, og det mærkes tydeligt, at den kristne tro har stor betydning i dit liv. Derfor vil jeg her fokusere på en side af troen, som du ikke nævner, og som jeg mener har afgørende betydning i livsvandringen med Gud: Jesus elsker dig! – Selvfølgelig har du hørt det, men er det også det, du oplever og føler? Du ved det godt, men kan du gribe det? Jesus elsker dig betingelsesløst!

Hører du det? Betingelsesløst!... Lige nu, ikke først engang når/hvis dit liv bliver anderledes! Hvis din tro skal vokse sig stærk og sund, er det alt afgørende, du forstår, at Guds kærlighed er uden betingelser. Når/hvis du skal ændre nogle ting i dit liv, er det ikke for at opnå eller få mere af Guds kærlighed. Den har du allerede nu lige så meget af, som du nogensinde kan få. Når vi skal ændre noget i vores liv, er det, for at vi kan få et sundt liv, og Gud kan blive ophøjet.
I svaret Kristen Bøsse – hvad gør jeg? er der nogle konkrete forslag til det at bede til Gud, som måske kan være en hjælp for dig.

Porno og sex

Du ser porno og har haft handjob med en dreng; det ser du som et problem og er bange for, at det ødelægger dig, hvis det fortsætter. Jeg ved ikke, hvilke konkrete problemer du tænker på, og hvad du mener med, at det ødelægger. Er det din tro, som er i fare? Er du bange for, at du er afhængig, eller at du bliver det? Er du bange for, at det skal holde dig fast i de seksuelle baner, du er i nu? Jeg giver dig ret i, at det er noget skidt for dig, men jeg har brug for at vide mere, hvis jeg skal give konkrete råd.

På AdamogEva.dk under Leksikon eller Tema har vi skrevet meget om porno, så måske er her noget, du kan bruge.

Find nogle at tale med

Du skriver, du har talt med nogle få personer om det, at du har homoseksuelle følelser, men ikke hvem det er (venner, forældre eller andre voksne eller …?). Jeg tror, du har brug for at få snakket det igennem med en erfaren voksen. Er der nogen, du har tillid til, dine forældre, en præst, ungdomsleder, din læge eller …?

Jeg tror også, du kan have meget gavn af at kontakte foreningen Basis. Her hjælpes mennesker med udfordret seksualitet. De tilbyder bl.a. selvhjælpsgrupper for mennesker, som kæmper med homoseksuelle følelser. Mange, der står i en lignende situation som dig, har fået hjælp her.

Håber, du får den hjælp, du har brug for i forhold til de problemer, du har, og at du bliver velsignet og styrket i din kristne tro.

Kærlig hilsen
Karsten


Karsten Amby

Skrevet af:

Karsten Amby

Rådgiver i Basis

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK