Kære ”Mig”
Tak for din henvendelse. Jeg håber, det har hjulpet dig at få dine tanker ned på skrift, og at mit svar dig også vil være en hjælp for dig.
Forholdet til din mor
Du er kun 16 år, men du har allerede oplevet meget i dit liv. Nok også ting, som du gerne ville have været foruden. Din mor har været på stoffer og har ikke været i stand til at give dig den opvækst, som et barn har brug for. Du har heldigvis fået hjælp og bor nu hos en dejlig plejefamilie. Selvom du har en dejlig plejefamilie, som nok på mange måder gør det ud for din familie, så ændrer det ikke på, at du også har følelser for din mor og din øvrige biologiske familie.
Derfor er det også helt naturligt, hvis du tidligere har bekymret dig meget for hende, da hun tog stoffer. Du har måske været bange for at miste hende? Og det er på samme måde meget naturligt, at du nu igen påvirkes af din mors sygdom, som lægerne ikke kan finde ud af, hvad er. Det skaber en masse usikkerhed og bekymringer, når én af dem, vi holder af er syge, og vi ikke kan gøre noget for, at de bliver raske igen. Hvad nu, hvis de aldrig bliver raske igen? Bekymringerne kan være mange, og de kan let tage glæden fra alt det andet i éns liv.
Brug for én at dele tankerne med
Går vi alene med vores bekymringer, har de det med at vokse sig større. Og omvendt deler vi vores bekymringer med andre, så er det, som om de bliver mindre. Bare det at få sat ord på frygt, bekymringer og forvirrende tanker kan være en hjælp. Nogle gange er det nok at få skrevet tankerne ned, men tit har vi også brug for at fortælle en anden person mere direkte om vores tanker og bekymringer.
Som du har det lige nu, tror jeg, at det vil være en stor hjælp for dig, hvis du kan finde én, som du kan tale med om dine bekymringer for din mor samt andre ting, der fylder i dine tanker. Måske kan du tale med dine plejeforældre om det? Men det kan også være, at det vil være bedre for dig at tale med én, som ikke er så tæt på dig, så du ikke skal tage hensyn til, om du risikerer at gøre den anden ked af det. Du skriver selv, at du ikke har venner, som du kan dele dine tanker med. På grund af din opvækst er dine tanker og bekymringer nok også noget anderledes end de fleste af dine jævnaldrendes, så jeg tror, det vil være godt for dig at dele dine forvirrende tanker med en voksen, som kan sætte sig ind i din situation og hjælpe dig til at få et bedre overblik over dine tanker.
Måske har du selv en idé til, hvem du har lyst til at tale med. Ellers tror jeg, dine plejeforældre kan hjælpe dig med at finde én at tale med, for de kan garanteret godt forstå, at du har brug for én at tale med. Det behøver ikke nødvendigvis være fx en psykolog eller terapeut, du skal tale med (selvom du sikkert ville få meget ud af det), bare det er en lyttende og forstående voksen, som kan give dig et bedre overblik.
Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig, og at du kan finde én, som du kan tale med om de forvirrende tanker, du har omkring din mor, hendes sygdom mv.
Jette
