Er det nødvendigt med P-piller, når vi bruger kondom?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er 15 år - jomfru. Jeg har sådan lidt noget med en fyr, og jeg kan snart mærke, at min første gang er lige om hjørnet. Jeg vil det gerne frivilligt. Men det som holder mig lidt tilbage er: Selvom man har brugt Kondom, skal man så tage p-piller alligevel? Og hvis ikke, hvor stor er risikoen for at blive gravid, selvom man har brugt kondom?

Jeg har ikke lyst til at skulle snakke med mine forældre om det, da jeg helst gerne vil holde min "første gang" skjult for dem, indtil jeg får lidt mere mod til at sige det til dem. Vi er ikke familien, som snakker om sex. Og når vi endelig gør, er det ret akavet og underlig situation. Så derfor håber jeg at få et svar fra jer af.

Mange hilsner

Anonym,15 år

 


SVAR:

Kære pige

Tak for dit spørgsmål.

Kondom er et meget fornuftigt valg af prævention, hvis du ikke er i et fast forhold. Derved undgår du også at blive smittet med kønssygdomme. Hvis kondomet bruges rigtigt og hver gang, er der 97% sikkerhed, for at du ikke bliver gravid.

Hvis du vælger p-piller og anvender dem korrekt, er der 99,5% sikkerhed mod uønsket graviditet. Hvis du husker pillen dagligt, er du derfor bedre beskyttet end med kondom. P-pillerne beskytter dog ikke mod kønssygdomme.

Derfor kan det være en fornuftig ide at anvende begge dele i begyndelsen med en ny partner, indtil han er blevet tjekket for eventuelle kønssygdomme. (Hvis han har været sammen med andre før dig). Derved er I også endnu bedre beskyttede mod graviditet.

For at få p-piller skal du til din læge. Da du er 15 år, behøver du ikke have en forælder med, og de behøver ikke at få det at vide. Men det er en god ide at snakke med fx din mor om din beslutning. Hun vil sikkert gerne kunne støtte og rådgive dig. Du kan bare vente, til du føler dig klar til det.

Du er meget ung og har hele livet foran dig. Jeg håber, du passer på dig selv og din krop. Du skriver, at du har ”noget med en fyr” men kalder ham ikke for din kæreste. Jeg synes, du skal være sikker på jeres relation, før du går i seng med ham. Det er vigtigt, at man er tryg ved hinanden for at nyde sex fuldt ud.

Der er en anden rådgiver, der har givet en pige på din alder nogle overvejelser omkring tidlig seksuel debut. Jeg vil opfordre dig til at læse svaret her:

Nybegynder med sex - gør vi det rigtigt?

Kærlig hilsen Signe


Signe Engholt Andersen

Skrevet af:

Signe Engholt Andersen

læge

adamogeva.dk

Annoncer