I tvivl efter sex - gravid eller andet?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg har været sammen med en fyr i går nat og han kom ikke i mig. Jeg er på P-piller og tager dem hver dag. Men er alligevel bange for, at jeg er blevet gravid, da det svier, når jeg tisser. Skal tisse oftere, end jeg plejer og det er som om, jeg ikke kan tisse færdig, selvom han ikke kom, kommer der stadig få sædceller ud?

Selvom sex ikke er nyt for mig, er det stadig som om, jeg er jomfru, det gør ondt tit og revner nogen gange. Hvad er der galt med mig?:(

Pige, 16 år


SVAR:

Kære pige

Ikke tegn på graviditet

Du spørger om graviditet og er bange for, at du er blevet gravid, fordi du nu dagen efter sex skal tisse oftere, end du plejer. Jeg kan sige med ret stor sikkerhed, at du ikke er gravid, ud fra det du beskriver.

Det er de færreste kvinder, som allerede dagen efter samleje kan mærke, at de er blevet gravide. Når ægget bliver befrugtet sker det altid indenfor 24 timer efter ægløsningen, og dette vil finde sted ude i spidsen af æggelederne. Efter ægløsningen bruger ægget, befrugtet eller ej, de næste dage på at bevæge sig gennem æggelederen til livmoderen. Hvis ægget ikke er befrugtet, udstødes det sammen med det øverste væv i livmoderen. Det er menstruationen. Hvis ægget derimod blev befrugtet, vil fosteret inde i ægget sætte sig fast i livmoderen.

Når ægget bliver befrugtet, begynder det at producere graviditetshormoner – dog i meget begrænsede mængder. Det er først, når fosteret inde i ægget sætter sig fast i livmoderen, at den egentlige produktion af graviditetshormoner starter. Graviditetshormonerne er de stoffer, som kroppen reagerer på, når den gravide kvinde får kvalme, ømme bryster eller skal tisse oftere end normalt. Derfor tror jeg heller ikke, at du er gravid, det ville være ALT for tidligt at mærke symptomer.

Tegn på blærebetændelse

Udover at du skal tisse hele tiden, som rigtig nok er en af de ting, som kvinder kan opleve i begyndelsen af en graviditet, så nævner du også, at det svier, når du tisser, og at det er som om, du ikke kan tisse færdig. De kendetegn tyder ikke på en graviditet, men i stedet på, at du har fået en blærebetændelse.

Der findes mange grunde til blærebetændelse. Den hyppigste er forkert toilette. Dette ses især hos kvinder og piger. Kvinder har nemlig et kort urinrør, som ligger tæt på endetarmsåbningen. Derfor skal kvinder også tørre sig fra skridtet og bagud mod endetarmsåbningen - ikke omvendt. På den måde undgår vi at føre bakterier fra tarmen hen til urinrøret. Det kan også skyldes, at du under samleje har fået bakterier op i urinrøret.

Sex og tryghed

Bag dine spørgsmål fornemmer jeg en vis frygt og usikkerhed omkring sex, graviditet og muligvis også sexsygdomme, hvilket er helt forståligt. Du er 16 år og ikke klar til at være mor. Derfor vil det også de kommende år være en af de ting, som du gruer for i forbindelse med sex.

Du skriver, at du bruger p-piller og tager dem hver dag. Dette skulle give dig en stor sikkerhed imod at blive gravid, men kun hvis du husker at tage pillerne hver dag. Jeg vil nu alligevel anbefale dig, at du og din partner ALTID bruger kondomer. De giver en dobbelt sikkerhed overfor graviditet – hvilket jeg synes er MEGET vigtigt, specielt hvis du ikke er parat til at skulle have et barn. Her er det bedre at sikre sig for meget, end at have en ups’er.

Du har nemlig ret i, at selvom manden ikke kommer oppe i kvinden, vil der være mulighed for sædafgang, og at svømmerne finder frem til ægget. Selvom det hovedsagligt er, når manden kommer, at sæden kommer ud af hans penis, så findes der præsperm. Dette er sædceller, som kommer ud, inden manden når klimaks. Det betyder, at du godt ville kunne blive gravid under de rigtige omstændigheder.

Kondom er også det eneste, de beskytter dig mod kønssygdomme.

Når sex gør ondt

Du spørger også om, hvad der er i galt med dig, nu hvor det ofte gør ondt at have sex, og du revner. Der kan være meget svært på stående fod at svare på, men jeg vil prøve at forsøge.

Det kan gøre meget ondt og du kan ligefrem få revner, hvis ikke du er ’tændt’ og våd, når du har sex. Når manden penis gnider/trykker mod skedeindgangen, kan det gøre ondt. Her kan du prøve med et længere forspil eller være mere aktiv i forspillet, så du bliver mere våd. Derudover kan glidecreme hjælpe.

En anden mulighed er, at du uden at opdage det, har fået svamp i skeden. Svamp gør skeden mere øm og giver en mørkerød farve. Derudover bliver slimhinden mere sart og vil kunne revne. Her vil du have brug for medicinsk behandling, som skal ordineres fra lægen.

En sidste mulighed, som jeg vil nævne for dig, er, at nogle bare har det sådan og at det kan være meget svært at identificere problemet og gøre noget ved det. Der findes specialister i ’sygdommen’, som kan hjælpe. Det er dog kun få, som har det sådan.

Læs mere i disse svar:

Hvordan undgår jeg smerte og opnår mere nydelse ved sex?

Hvorfor har min kæreste ondt, når vi prøver sex?

Under alle omstændigheder synes jeg, at hvis det ikke er pga. tørhed i skeden, at du har smerter og revner, skal du kontakte din læge. Gud har skabt sex til at være godt, trygt og fantastisk. Når du så i stedet gang på gang oplever, at sex hverken er godt eller dejligt, men i stedet er smertefuldt, vendes verden på hovedet og de negative følelser kan sidde i dig lang tid fremover.

Derfor skal du heller ikke udskyde at tage til lægen, fordi ’det nok holder op’ eller ’det er flovt at tale med ham/hende om sex’. Jo, tidligere en læge kan hjælpe jo bedre. Desuden er læger uddannede og professionelle. De er vant til at tale om sex.

Lidt til overvejelse

Du skriver, at du var sammen med en fyr, du skriver ikke om det er en, du er kæreste med og hvordan I har det med hinanden. Sex er meget andet end den fysiske akt. Sex og følelser hører sammen og det kan også betyde noget for, hvordan du oplever det.

Læs mere om sex i disse artikler:

Sex og følelser

Vejen til god sex

Værd at vente på

Jeg ønsker dig alt held og lykke i fremtiden og skriv endeligt igen, hvis du har flere spørgsmål.

Birthe Marie Rasmussen


Birthe Marie Rasmussen

Skrevet af:

Birthe Marie Rasmussen

Jordemoder

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK