Hvornår sker befrugtningen?

Vis spørgsmål

Hvornår kan man blive befrugtet ?

Er det 12-14 dage før ens menstruation? Virkelig vigtigt, at jeg får svar. 

Lene, 11 år


SVAR:

Kære Lene, 11 år

Befrugtningen kan ske, hvis man har samleje lige omkring ægløsningstidspunktet. Tidspunktet kan rykke sig lidt, og det er nødvendigt at sætte krydser i kalenderen for at finde de nøjagtige dage.

Hvornår samleje kan føre til befrugtning

Ægløsningen finder normalt sted 12-14 dage, før menstruationen starter, eller man kan sige 12-14 dage efter menstruationens første dag. Det er jo noget lettere at regne ud.

Ægcellen bevæger sig i løbet af 3-4 dage ned gennem æggelederen til livmoderhulen. I den periode kan befrugtningen – altså sammensmeltningen af æg og sædcelle – finde sted.

Sædcellerne kan leve et par døgn, efter de er kommet ind i skeden under samleje. Nogle mener, at de kan leve helt op til 4-5 døgn. Inden for de døgn kan sædcellerne bevæge sig op gennem livmoderhulen til æggelederne, hvor befrugtningen finder sted, hvis der er en ægcelle på vej.

Derfor må man regne med, at der kan ske befrugtning, hvis man har samleje i perioden fra fire dage før til tre dage efter det tidspunkt, man har beregnet for ægløsning. Ægløsningen kan godt ske lidt før eller lidt senere det beregnede tidspunkt.

Det vil sige, man kan blive gravid i en periode på ca. ni dage fra 18 til ni dage før menstruationen. Det er nærmest nødvendigt at sætte krydser i kalenderen eller skrive ind på sin telefon, når man får sin menstruation. Så kan man regne ud, hvornår den næste menstruation kommer, og hvilke dage man må regne med ægløsningstidspunkt og mulighed for befrugtning.
De 12-14 dage, du nævner, er altså rigtige, men du skal lægge nogle flere dage til i begge ender. Dagene uden for den beregnede befrugtningsperiode kalder man for “sikre perioder”, hvor man kan have samleje uden risiko for befrugtning. Men det giver ingen garanti, for ægløsning kan sagtens ske uden for ens normale rytme.

Hvis du er utryg

Det er det helt faktuelle svar. Men når jeg læser dit spørgsmål, tænker jeg på, om der er noget, der bekymrer dig, eller noget du er bange for?

Mon du tænker på, om du kunne være gravid?

Hvis du er bekymret eller bange, er det vigtigt, at du får snakket med en voksen om dine oplevelser og dine bekymringer. Hvis du ikke synes, der lige er en i nærheden, fx dine forældre, lærer eller klubleder, som du har tillid til og kan tale med, så kan du ringe til Børnetelefonen på tlf. 116 111 eller måske sende en ny mail til os.

Hverken drenge eller piger, der er så unge som dig, er klar til følelsesmæssigt at forstå og tage imod de oplevelser, der kommer ved sex og samleje. Og I er heller ikke klar til at blive mor eller far.

Derfor er det også forbudt ved lov at have sex med børn under 15 år.

Jeg ved ikke, hvad der er din situation, og hvorfor du skriver, at det er vigtigt for dig at vide. Men hvis svaret virker noget overvældende på dig, så vis det til dine forældre eller nogle andre voksne og få en snak om det.

Med kærlig hilsen
Else Vinter Skou


Else Vinter Skou

Skrevet af:

Else Vinter Skou

Læge

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK