Hvorfor tænder jeg så meget på ham trods kæreste?

Vis spørgsmål

Hej med jer. Jeg er en kvinde på 19 år, som har en dejlig kæreste. Vi har været sammen i 2 år, og har bare haft det super sammen, dog med komplikationer undervejs, men det sker jo nok for de fleste. Jeg elsker ham meget højt, men forelskelsen er bare ikke den samme som første gang, hvilket nok er meget naturligt?

Jeg er en sportsdiot, dvs jeg træner op til 5 gange om ugen, som f.eks bodybike. En af instruktørerne er virkelig..lækker, og jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han er 20 år ældre mig. Ja, han er en voksen mand. Men han er så charmerende, og kigger altid frækt på mig. Han er god ved alle og har stor respekt for folk. Det tænder mig helt ufatteligt, det betyder meget for mig, at fyre behandler alle ordentligt, og at der ikke er nogen, der skal ses ned på. Jeg betragter mig selv som en meget pæn slank pige.. Så jeg har været heldig med udseendet.. Og det vil jeg selvfølgelig bevare ;) Jeg ved ikke, om han har det på samme måde, eller om han har opdaget mig? Jeg bemærkede, han kiggede meget på mig, da jeg styrketrænede for mig selv. Ved ikke, om det bare var et kig eller om han bare så efter, hvordan jeg trænede? Jeg tænder vildt meget på ham, og vi er venner på facebook. Hvad skal jeg dog? Har så ondt af min kæreste, for han har kunnet mærke på mig, at jeg hele tiden vil hans hold.. ;/ Han træner også meget selv.

Jeg tænker bare, jeg er ung og har virkelig brug for få dækket mine seksuelle behov på den måde... Skal jeg slå op med min kæreste og nyde mit singleliv? Savner singlelivet rigtig meget. Skal lige siges, at jeg faktisk er lidt af en enspænder. Det har jeg i hvert fald hørt.

Mange venlige hilsner fra Fie.


SVAR:

Kære Fie.

Jeg vil sige, at det er rart at læse om en kvinde, der faktisk synes, at hun er heldig i forhold til sit udseende. Jeg vil skrive nogle ting, som der måske giver mening for dig, måske vil der også være noget af det, som jeg skriver, du ikke lige synes giver mening – måske bliver du provokeret, det er helt ok. Selvom du måske bliver provokeret lidt, så prøv alligevel at overveje det, som jeg skriver. Min hensigt er ikke at provokere dig, men at hjælpe dig lidt videre i dine overvejelser, samt skrive lidt om, hvad jeg tænker.

Det er dit liv og dit valg

Jeg kan ikke fortælle dig, om du skal slå op med din kæreste og nyde dit single-liv, eller om du skal fortsætte med at være i dit parforhold. Uanset hvad du vælger, så tror jeg, det er vigtigt, at du er seriøs omkring de beslutninger, du tager. Din beslutning omkring, om du fortsat ønsker at være sammen med din kæreste eller vælger at leve et single-liv kommer til at påvirke både dig og din kæreste – måske også jeres familier og venner.

Jeg synes, at du gør dig en god overvejelse, når du skriver, at du får ondt af din kæreste. Det viser lidt om, at det er vigtigt, hvordan du videre handler i forhold til følelsen af forelskelse eller fascinationen af din træner.

Forelskelse - en forbigående følelse

Du skriver, at du og din kæreste har været sammen i 2 år. Dermed tænker jeg, det helt naturligt, at den første forelskelse har fortaget sig, da forelskelse er en forbigående følelse. Forelskelse handler egentlig om, at vi tillægger partneren tanker, følelser, intentioner, egenskaber mv, som vi godt kan ønske os, at partneren har. Når vi har kendt hinanden i længere tid, så sker der det, at forelskelsen fortager sig, fordi vi efterhånden lærer vores kæreste at kende, og dermed finder vi ud af, at han måske ikke har helt de egenskaber, som vi først troede. Når forelskelsen har fortaget sig, så er det, at kærligheden kan komme til at blomstre. Men kærlighed til et andet menneske er ikke en følelse, men mere et valg om at ville elske den anden med alle de egenskaber, som kæresten indeholder.

Læs også disse artikler:

Den eneste ene

Forelsket - en fantastisk følelse

Kærlighed og forelskelse

Træf en beslutning ud fra konsekvenstænkning

Hvis du spørger dine omgivelser efter, hvad de vil sige til, hvis du indleder et forhold til en mand på 40 år, så ville de fleste sikkert synes, at der er lidt for stor aldersforskel på jer. I din beskrivelse af din træner, kan jeg primært læse om din fascination af ham. Jeg tænker, at du nøje skal overveje, hvad det egentlig er, som du tænder på ved din træner? Er det udelukkende en fascination eller forelskelse? På grund af den store aldersforskel vil I være to meget forskellige steder i jeres liv, derfor vil det være svært at opbygge et forhold, hvor der er ligevægt. – eks. Med livserfaring (meget af hans livserfaring og modenhed, har du ikke haft mulighed for at få pga. din alder). Det kan let blive kompliceret at tage fælles beslutninger, da I ikke har det samme erfaringsgrundlag.

 

Hvis du skal overveje, om du kan tænke dig at have et forhold til din træner, så tænker jeg, at du skal tage udgangspunkt i konsekvenserne for et evt. forhold frem for at tage udgangspunkt i din fascination/forelskelse. Din fascination/forelskelse vil fortage sig efter noget tid, hvis du lærer træneren ordentlig at kende, derfor vil en fascination ikke være et særlig godt grundlag at tage en beslutning på i dit tilfælde.

Dækning af seksuelle behov

Jeg kan læse, at du skriver, du er ung og har virkelig har brug for at få dækket dine seksuelle behov på den måde...Hvilken måde er det mon, du mener? Tænker du mon, at en mand på 40 år kan dække dine seksuelle behov på en anden måde end din nuværende kæreste? Måske tænker du, at en ældre mand har mere seksuel erfaring, som du kan drage nytte af? Jeg tænker, at det ikke nødvendigvis er godt at have for meget fokus på det seksuelle i et parforhold i din alder. Et parforhold handler om meget mere end det seksuelle. Hvis alt andet i et parforhold fungerer ex. Kommunikation, forståelse, samvær, omsorg, nærhed mv. så vil det seksuelle også let kunne komme til at fungere. Det kræver måske lidt arbejde fra både dig og din partner. Jeg tror ikke rigtigt på, at dækningen af dine seksuelle behov bliver bedre eller lettere, fordi du finder en anden – nærmere tværtimod.

Læs mere her: Vejen til god sex

Bestem hvad du vil tænke på

Et råd til dig er ikke at dyrke din fascination af din træner. Ex. Lad være med at opsøge hans hold, søge hans øjenkontakt osv. Hvis du hele tiden dyrker dine tanker og fascination af din træner, så bliver det sværere for dig at tage en beslutning, samt finde ud af, hvad du egentlig vil. Du skal bestemme dig for, hvad du har lyst til at bruge din tid, energi og tanker på – ønsker du egentlig at bruge så meget tanke-virksomhed på træneren, som det let kan blive kompliceret at indlede et forhold med?

Savnet af single-liv

Hvis du savner dit single-liv, så skal du overveje, om du egentlig er for ung til at være i et fast parforhold. Der sker stadig en del udvikling med din personlighed og dit følelsesliv, derfor er det vigtigt, at denne udvikling ikke bliver bremset. Når du lever i et fast parforhold, kan det nogle gange være svært at finde sig selv og lære sig selv helt at kende, fordi du i et parforhold bliver nødt til at indgå forskellige kompromiser, for at få jeres parforhold til at fungere.

Hvis du vælger at slå op med din kæreste, fordi du savner dit single-liv, så tænker jeg, det er vigtigt, at du bruger tiden som single på en god måde, og ikke skynder dig at finde en ny kæreste ex. opsøger den 40 årige træner.

Held og lykke fremover i dit liv og med dine valg.

Kh.

Linda Valbjørn


Linda Valbjørn

Skrevet af:

Linda Valbjørn

psyko- og familieterapeut, pædagog

adamogeva.dk

Annoncer