Hvorfor skal det være så frustrerende at være single i en menighed?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige i starten af 20-erne. Jeg synes det er utrolig frustrerende at være single i min menighed. Jeg er enig i det, I skriver her på siden om det, at være single - at man er hel, selvom man er single, og at man ikke behøver at blive gift, for at man opnår "meningen med livet".

Men det føles lige modsat i mange kristne fællesskaber. Så snart man taler med en af det andet køn, kommer tøseflokken (som vel at mærke selv alle har kærester på) hen og begynder at kommentere det. Så bliver man selv forvirret; "er der nu noget om det? Han er da også lidt sød..."

Eller en taler kan fremhæve "jer ægtepar i menigheden" som nogen, der virkelig ligger inde med "guldet", også selvom det slet ikke var hans pointe i prædikenen.

Alle folks forventninger til, at man skal finde en kæreste, gør mig depri, for jeg ser intet sted i Bibelen løfter om, at alle skal blive gift eller lignende. Paulus siger jo endda, at han hellere ser, at man forbliver ugift.

Hvorfor er det sådan, at alle de gifte bare får lov at se ned på os singler, og man kan nærmest se i deres øjne: "du skal se, når du en gang bliver gift, skal du nok falde til ro"?

Hvorfor skal det være sådan?

Jeg får nærmest selv et billede af, at alle mine problemer bliver løst af at få en kæreste. Savnet af en kæreste bliver endnu større, og man føler sig lidt som en "spøjs" type i fællesskabet.

Kan I ikke bare alle sammen holde op med at forvente at alle singler i sidste ende finder sammen to og to som et smukt puslespil?

Når jeg skriver I, så laver jeg kun den samme "skæren over en kam" som gifte folk laver, når de lægger op til, at alle skal giftes. Så folk som ikke falder ind under denne kategori: Undskyld.

Det jeg vel egentlig ønsker, er at blive set på med respekt - SELVOM jeg er single. Selvom jeg er ung, og selvom jeg er urolig og rastløs osv... og at svaret på rastløsheden ikke bliver "ægteskab"!

Måske er det lidt et forkert forum, men jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal gøre af min frustration... for det er jo lidt et pinligt emne at bringe mundtligt på bane.

Singlepigen


SVAR:

Hej Single-pige

Tak for din henvendelse – rigtig dejligt at du får lyst til at reagere på det, du møder i dit fællesskab som single.

Jeg forstår på din henvendelse, at du oplever et pres, en forventning og frustration ved at være single, og at du mærker andres forventninger eller holdninger til det.

Det kender jeg udmærket, da jeg selv er single. Jeg har måske ikke mulighed for at give dig nogle svar, du kan fyre af, når gifte folk er optaget af, om du har en kæreste eller ej. Men jeg vil gerne kommentere på dine overvejelser og måske sætte nogle nye i gang hos dig.

Det er naturligt at have venner af begge køn

Det er jo en kendsgerning, at vi er skabt til at være optaget og tiltrukket af det modsatte køn – det oplever de fleste. Men derfor behøver al din kontakt med fyre ikke handle om at finde ud af, om de er kærestepotentiale – og særligt behøver andre ikke at gå så meget op i det.

Man kan nemt blive forvirret og få en følelse af, at al kontakt med mænd handler om at få en kæreste. Det bliver man ikke mindre kærestetrængende af – tværtimod!

Andres forventninger kan let blive en belastning

Normerne i vores samfund og i vores kristne fællesskab er jo sådan, at man skal finde sig en kæreste, blive gift og få børn. Både fordi de fleste af os gerne vil det, og fordi ”de andre” gør det.

Udfordringen i vores fællesskab er at rumme, at det kommer til at ske meget forskelligt for os – nogle bliver måske gift meget tidligt, og så har folk en mening om det.

Andre af os får måske aldrig en kæreste, eller får en kæreste senere end de fleste – og det har folk måske en mening om. Oftest forstår de ikke, hvorfor det ikke er sket endnu, og så spørger de gerne til det.

Fællesskabet bør rumme at vi er i forskellige livssituationer

Problemet kan være, at man kan komme til at føle sig unormal og få en følelse af, at man først er normal, når man har fundet sig en kæreste. Der er nemlig ingen lovning på, at vi alle skal finde en kæreste, men det må vi som single ikke overveje som en mulighed, da det virker, som om vi har givet op.

Nogle af os har måske brug for at forholde os til, at vi måske ikke får en kæreste, men derfor behøver vores liv ikke at være meningsløst eller spildt.

Som single skal du have lov til at glæde dig over dit liv, og sørge over det, du er ked af, du ikke har og længes efter. Du skal have lov til at have håb og drømme uanset om de handler om mand og børn, vinde i lotto, få en fed bil eller en hest – eller hvad du nu drømmer om.

Der skal være plads til alle følelserne

Når mange kommenterer på, at du er single, men ikke siger noget til fx barnløse ægtepar, så handler det om, at mange tænker, at du som single altid selv kan gøre noget ved din civilstatus, men at barnløse ægtepar har brug for hjælp, og derfor står mere magtesløse overfor deres savn.

Men derfor kan det jo godt være svært at være single og savne en kæreste, selv om man ”kan gøre noget ved det.”

Det er ikke altid så enkelt – en af mine veninder sagde engang, at det nærmest var et mirakel, når to mennesker blev kærester. Tænk, at to mennesker bliver forelsket i hinanden på samme tid, formår at fortælle det til hinanden og ender med at blive kæreste. Det er ikke en selvfølge, selv om det for mange er gået ret nemt.

Livet er ikke bare lige enkelt for alle

Nogle er måske single, fordi de er generte, bange, har lavt selvværd, er blevet såret før eller ikke ønsker at binde sig endnu – men det snakker vi sjældent om, fordi det bliver noget mere personligt, og ikke noget man underholder med under kaffen.

Vores problemer bliver ikke løst, fordi vi får en kæreste – spørg bare dem, som har en kæreste eller er gift! Men vi passer nok bedre ind i normerne, som der er i det kristne fællesskab, og dermed løses problemet med følelsen af at være udenfor eller føle sig unormal.

Vov at fortæl, hvad tingene gør ved dig - forvent forståelse

Når du oplever, at folk forholder sig til, du er single, så kan du overveje at melde åbent ud, om hvad det egentlig gør ved dig.

Måske vil du opleve at blive hørt, og måske vil du møde uforståenhed, men du har altid lov til at sige fra, når du ikke ønsker, at folk skal blande sig. Det kan bare være så svært, når man mest af alt har brug for at møde forståelse.

Jeg håber, du har følt dig hørt her og at der var plads til, du kunne få luft for dine frustrationer.

Del med dine bedste venner

Overvej om ikke du skal åbne lidt mere op overfor venner eller andre, som det vil være naturligt at snakke med, om hvordan du oplever det at være single.

Min erfaring viser mig, at mine gifte veninder godt kan holde til at høre, hvad der fylder i mig som single, og at jo mere ærlig jeg er omkring det, jo bedre kan de forholde sig til, hvorfor det nogle gange er svært for mig.

Mest af alt vil jeg råde dig til at være ærlig overfor Gud – han vil så gerne høre, hvad du er fyldt af, også selvom man kan have svært ved at forestille sig, han ved, hvad det vil sige at være single.

Jesus rejste rundt og mødte mennesker med Guds ord, mens andre på hans alder blev gift og fik børn. Gad vide hvordan han havde det med det?

Håber du har oplevet det som noget godt at aflevere din frustration her.

Go’ fornøjelse med at være single og være i det på den fede måde.

Kærlig hilsen

Camilla


Camilla Gaarsdahl Bak

Skrevet af:

Camilla Gaarsdahl Bak

undervisende sygeplejerske

adamogeva.dk

Annoncer