Hvorfor lyver jeg og skubber mine nærmeste væk?

Vis spørgsmål

Jeg er en 16-årig normal pige med en travl hverdag. Selvom alt virker perfekt føler jeg et indre ragnarok. Jeg føler mig ikke nær knyttet til nogen som helst, og foretager mig egentlig bare alle disse ting for at have noget at lave og for at vise at jeg er populær. Dette er også grunden til, at de ofte ikke forstår, når jeg lige pludselig skubber dem væk fra mig. Jeg har løjet altid og gør det dagligt. Hmm, men alt i alt ødelægger jeg alting for mig selv. og jeg skubber de næreste væk fra mig. Kan konkludere, at jeg har meget dårlig selvtillid og på en måde prøver at være alt for perfektionistisk. Hvad skal jeg gøre ved det? Søge psykolog? Hvorfor lyver jeg og skubber mine næreste væk? Jeg er et stort spørgsmål og nervevrag ...

(kort resume ved redaktionen)

Læs hele spørgsmålet her:

Hej AdamogEva.dk. Jeg er en 16-årig normal pige, der lige pt. går på et gymnasium. Jeg har en travl hverdag med masser af venner, arbejde, frivilligt arbejde, skole, musik, familie, kæreste osv. Jeg har skam ikke stress, og har et yderst godt liv.

Men så alligevel ikke. For selvom alt virker perfekt (og det er det måske også?) føler jeg et indre ragnarok. Jeg føler mig ikke nær knyttet til nogen som helst, og foretager mig egentlig bare alle disse ting for at have noget at lave og for at vise folk omkring i byen, at jeg har fornuftige ting at tage mig til og er populær. Men folk kan ikke se dette på mit ydre.

Dette er også grunden til, at de ofte ikke forstår, når jeg lige pludselig skubber dem væk fra mig. Nogle gange kan jeg ikke tage denne løgn ud. Jeg er fx i det dejligste forhold med den dejligste dreng lige nu ... men jeg valgte så (af ukendte/fulde årsager) at være ham utro lørdag aften. Jeg har ikke fortalt min kæreste det. Så nu er endnu en løgn sat i værks. Og jeg er begyndt at skubbe ham væk fra mig. Disse små løgne sker overalt i min tilværelse, som forpurrer mit selvværd og i det hele taget mit liv.

Jeg har i princippet altid løget. Det startede med at jeg fortalte i min SFO, at jeg havde fået en kiks af en pædagog til min mor, fordi jeg havde fundet en musling. Bare for at få lidt opmærksomhed, tror jeg. Og derfra er det bare blevet værre. Fortæller mindst 5 små (men alligevel utroligt onde) løgne om dagen. Og en gang imellem kommer de store frem, som ødelægger mit liv gang på gang. For jeg bliver jo taget i det en gang imellem! .... det værste er, at det ikke stopper mig. Jeg kan slet ikke stoppe.

Føler mig ikke interessant, hvis ikke de små løgne kommer frem. For jeg er i princippet en lille grå, grim mus uden noget liv. Alle de andre har meget mere liv! Jeg kan slet ikke følge med! Så jo, på en måde er jeg vel lidt stresset?

Hmm, men alt i alt ødelægger jeg alting for mig selv. Kunne skrive meget mere om mit liv, hvori min mors og fars sygdomme, vores nutidige dårlige økonomi på grund af en forsikringssag med vores hus (skimmelsvamp - deraf sygdommen), mobning og udstødelse af klassen som barn, min lillesøsters sociale problemer, skår i mine forældres forhold og en manglende, beskyttende hånd om mig, når jeg havde/har det dårligst.

Kan konkludere, at jeg har meget dårlig selvtillid og på en måde prøver at være alt for perfektionistisk - jeg skal leve op til så meget (min mor flippet fx ud, hvis jeg ikke får 12/10 i nærmest alt)!

Men mit spørgsmål er, hvad skal jeg gøre ved det? Søge psykolog? Hvorfor lyver jeg og skubber mine næreste væk? Jeg er et stort spørgsmål og nervevrag ...

Mvh Mulle.

P.S. Jeg er udmærket klar over, at det hele er en stor klagesang... men kan ikke snakke med nogen om det overhovedet. Jeg mangler bare en, jeg kan buse ud med alt det her til, uden at være belastende og også skubbe denne person væk. Håber ikke at jeg spilder jeres tid for meget :-)


SVAR:

Kære Mulle

Du beskriver, hvordan du ikke føler dig tæt knyttet til andre, men i stedet skubber andre væk fra dig ved hjælp af små og store løgne, samtidig med at du forsøger at leve op til andres forventninger til dig. Alt dette resulterer i, det du selv beskriver som, et indre ragnarok.

Lavt selvværd

Når jeg læser din beskrivelse af dig selv og dit liv, synes jeg, det lyder til, at du har et meget lavt selvværd. Og jeg fornemmer også, at du selv er klar over det.

Når man har svært ved at holde af sig selv, bliver det svært at åbne sig for andre, fordi man frygter, at de ikke kan lide én, som den man er. Lavt selvværd kan også resultere i, at man skubber andre væk fra sig, for når man skubber andre væk, risikerer man ikke selv at blive fravalgt. Så for at undgå den smerte, som er forbundet med at blive valgt fra, undgår man i stedet at åbne sig og knytte sig til andre.

Problemet er bare, at når man skubber andre (fx sin kæreste) væk fra sig, er man med sine handlinger med til at bekræfte sit eget syn på sig selv og sit liv. Når man skubber andre væk, bliver man jo aldrig tæt knyttet til nogen. Og når man ikke er knyttet til nogen, kan man let tænke og føle, at det må være fordi, ingen synes om én.

Lyder det som noget, du kan genkende?

Den eneste måde, hvorpå du kan bryde en negativ spiral, som den jeg har beskrevet her, er ved bevidst at vælge at tænke og handle anderledes. Og det er desværre ikke så let. Men øvelse gør mester, så det bedste, du kan gøre, et at øve dig i at tænke, at du er en dejlig pige, som andre gerne vil være sammen med, samtidig med, at du arbejder på at være mere åben og ikke gemme dig bag løgne.

Det vil ikke altid lykkes for dig, så vær forberedt på nederlag undervejs og beslut dig på forhånd for, at de ikke må få dig til at føle dig værdiløs. Alle fejler, så når du fejler, betyder det ikke, at du er en fiasko, men bare at du er som alle andre.

Du spørger om du skal opsøge en psykolog. Jeg tror det kunne være rigtig godt for dig, at tale med en voksen om alle disse ting. En du har tillid til eller du kan opsøge en psykolog eller psykoterapeut, hvis du har mulighed for det..

Forsøg at blive den bedst mulige udgave af dig selv

Du lyder som en meget aktiv pige, men samtidig får jeg indtryk af, at alle de mange ting, du er optaget af, egentlig ikke betyder så meget for dig. Jeg får derfor lyst til at spørge, om der slet ikke er noget af alt det, du laver, som du holder af at lave?

For selvfølgelig skal vi nogle gange gøre noget, selvom vi ikke har lyst, men ikke mindst i forhold til fritidsaktiviteter skal det gerne være lysten, der driver værket. Så prøv at vælge dine fritidsaktiviteter med hjertet, også selvom det måske betyder, at du får lidt mindre at se til. For bare de mange aktiviteter, du har gang i nu, kan være med til at skubbe andre væk, da det for andre kan være svært at se, hvordan du skal få tid til dem.

Du føler, at du og dit liv virker trist og ligegyldigt, når du sammenligner dig med andre. Det er vanskeligt at sammenligne sig med andre uden at tænke enten for positivt eller for negativt om sig selv. Jeg tror faktisk, at mange af dine jævnaldrende vil føle, at deres liv er trist og ligegyldigt i forhold til dit og alle de aktiviteter, som du har gang i.

Men uanset hvad, så er det ikke så vigtigt, hvordan du og dit liv er i sammenligning med andres. Det vigtigste er, om du selv er tilfreds med dit liv, og om du selv føler, at du bruger dit liv på noget værdifuldt. Vi har alle forskellige evner og muligheder, og det bedste, vi hver især kan gøre, er at forsøge at blive den bedst mulige udgave af os selv.

Så lyt lidt mere til, hvad du selv har lyst til, når du vælger, hvad dit liv skal fyldes med.

Jo mere ægte du er i dine valg af aktiviteter og i dine samtaler med andre, jo mere vil andre også nyde at være sammen med dig, for vi foretrækker alle (ikke mindst i det lange løb) at være sammen med andre, som er ægte.

Så vov at være den, du er.

Jette


Jette Bak Pedersen

Skrevet af:

Jette Bak Pedersen

Psykolog

adamogeva.dk

Annoncer