Hvorfor kan jeg ikke mærke, at jeg elsker hende?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er kæreste med en rigtig dejlig pige, og vi har været sammen i 3½ måned. Før vi blev kærester, kendte vi hinanden i lidt over et år. Jeg holder utrolig meget af hende, og hun betyder meget for mig. Jeg føler ikke, at jeg kan leve uden hende.

Mit problem er, at kort før jul blev jeg i tvivl, om jeg stadig elskede hende. Jeg tænkte over det i flere dage, og efter at have stillet mig selv spørgsmålet flere gange fandt jeg ud af, at jeg elskede hende. Det var en vidunderlig følelse, og de næste par dage skrev jeg sms’er til min kæreste, hvor jeg fortalte hende, hvor meget jeg elskede hende, hvor meget hun betød for mig osv.

Men kort efter jul kunne jeg pludselig ikke mærke, at jeg elskede min kæreste. Jeg spurgte mig selv, om jeg elskede hende, og mit svar var, at det vidste jeg ikke. Hvorfor får jeg det sådan? Hvis jeg finder ud af, at jeg elsker min kæreste, så forsvinder de følelser vel ikke på et par dage?

Jeg er bange for at såre min kæreste ved at fortælle hende igen, at jeg ikke kan mærke mine følelser for hende, fordi jeg har oplevet det før, hvor jeg fortalte hende det. Da jeg fortalte hende det første gang, blev hun bange, hvilket jeg godt kan forstå. Anden gang jeg oplevede det, så fortalte jeg det til hende igen. Der blev hun forvirret.

Jeg holder som sagt meget af min kæreste, men er det det samme som at elske hende?

Jeg håber, I kan hjælpe mig, da jeg er meget fortvivlet og ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for at miste min kæreste, hvis jeg ikke finder ud af, hvorfor jeg nogle gange ikke kan mærke, at jeg elsker hende.

Hilsen P, 26 år


SVAR:

Kære P

Tak for dit brev.

Det allerførste, jeg lægger mærke til, er de mange gode og varme ord, du skriver om din kæreste. Jeg kommer til at tænke på et dejligt varmt brusebad ned over hende fra dig; et varmt brusebad i form af ord:

  • En rigtig dejlig pige
  • Jeg holder utroligt meget af hende
  • Hun betyder meget for mig
  • Jeg kan ikke leve uden hende

At kunne blive i tvivl

Du fortæller, du kan blive i tvivl, om du stadig elsker hende. Først vil jeg fortælle dig, det kan være helt normalt at kunne få det sådan, som du nogle gange kan have det. Jeg vil anerkende dig for, at du ikke er ligeglad med det, men gerne vil undersøge: Hvad er det, der gør, at jeg nogle gange ikke kan mærke, at jeg elsker hende?

At være forelsket

I har været kærester i 3½ måned. Her har du lidt uddrag (undersøgelser gjort af forskere) om det at blive forelsket:

  • Kæresten får en særlig betydning
  • Fanger vores opmærksomhed
  • Kæresten virker fascinerende på os
  • Tankemæssig “besættelse”
  • Vidunderlige følelser (først som det 5. punkt!)
  • Voldsomme følelsesmæssige svingninger (fra højeste lykke til den dybeste ulykke, hvis noget går os imod i kærlighedslivet)

Forståelse for dig selv

Det er dig, der er ekspert på dit liv og ved, hvordan det er at være dig. Men måske kan du genkende nogle af de ovennævnte punkter om det at være forelsket. Jeg vil gerne nævne nogle ting til særlig overvejelse:
Kan du genkende tankemæssig besættelse?
Kan du genkende følelsesmæssige svingninger?
Hvis det er det, du oplever, er det forståeligt, det er udfordrende. Her tror jeg, det er vigtigt, at du er rigtig god ved dig selv og giver dig tid og ro til at finde ud af, hvordan det er at være dig lige for tiden.

Jeg har for kort tid siden læst om 20 års undersøgelser om kærlighed og parforhold. Jeg har lyst til at sende dig et par tanker vedr. denne undersøgelse:

Kærlighed deles op i forskellige typer:

1: Forelskelse
Den næsten fuldstændige besættelse af et andet menneske, hvor den anden bare er alt det, man ønsker sig. Forskningen har vist, at forelskelsen varer 6-12 måneder. Hvis det er denne berusende følelse, man tror, man skal bygge sit parforhold på, så skal man skifte partner 1 gang om året.

2: Romantisk kærlighed
Denne type kærlighed er langtidsholdbar. Nogle par oplever, at det er her, de starter. Ikke i den stormende forelskelse, men i netop den romantiske kærlighed, for den er karakteriseret ved “følelsen af stærk tilknytning og forbundethed med den elskede. Man oplever glæde og tryghed i den elskedes nærvær, og man føler dyb glæde og tilfredshed ved dette samvær næsten uanset, hvad man foretager sig.”

Den romantiske kærlighed sættes der også år på: ca. 4 år.

3: Venskabelig kærlighed
Vægten ligger her på gensidig beundring, tillid og sympati og følelsen af at passe godt sammen og fungere godt sammen. Denne form for kærlighed kan man slide på et helt liv uden at slide den op. Den er som muskler, der bliver stærkere af at blive trænet.

Som du kan se, er der mange nuancer ved kærlighed.

At være usikker

Jeg har lyst til at udfordre dig på det at være usikker. Er der mulighed for at dele sikker/usikker op i to:

Sikker: Jeg ved, det er hende, jeg vil have. Det betyder, det ikke drejer sig om hende. Læs igen brusebadsordene. Til slut skriver du endvidere: Jeg er bange for at miste hende. Jeg lægger også mærke til, at du ikke skriver nogle ting om din kæreste, som du er usikker på.

Usikker: Det lyder til, at der er en usikker side inden i dig. Er du et menneske, der nogle gange kan have svært ved at tage beslutninger? Eller kan du være bange for ikke at gøre det rigtige? Eller kan du tænke, du ikke fortjener en så dejlig pige, som du beskriver? Eller ... Prøv selv at overveje videre.

Kun du kan svare på spørgsmålene. Kan du berolige den usikre side med, at du holder af hende – det ved du med din forstand – og at det er helt normalt at have følelsesmæssige svingninger?

Kommuniker tydeligt til hende

Efter jeg har skrevet det ovenover, tænker jeg på, om det er en mulighed, at du siger til din kæreste, at usikkerheden ikke handler om hende, for du ved, at du elsker hende og vil hende. I stedet er det dine følelser, der kan svinge, og det kan være helt normalt. Måske kan du få hjælp af at gentage nogle af tingene for dig selv ved at læse brevet flere gange.

Jeg ønsker dig det allerbedste.

Klikker du lidt rundt på siden, vil du se, at andre har haft lignende frustrationer. Her er et par eksempler, og du kan selv finde flere:
Elsker jeg ham eller har jeg bare vænnet mig til ham?
Forelsket i ham eller forelsket i forelskelsen?
Hvorfor kan jeg ofte ikke mærke, at jeg elsker min kæreste?

Rigtig mange hilsner
Hanne Esmarch


Hanne Esmarch

Skrevet af:

Hanne Esmarch

Lærer. Familie- og psykoterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK