Hvorfor kan jeg ikke få et forhold til at lykkes?

Vis spørgsmål

Jeg håber ikke I springer dette brev over, da jeg er et stykke over alderen som jeres side er beregnet for. Men jeg skriver da jeg har stor respekt for adamogeva.dk og synes I bringer mange gode svar, og da det er vigtigt for mig at få svar fra andre kristne, modsat at skrive til en "almindelig" brevkasse.

Min kæreste har lige brudt med mig, efter kun 2 måneders forhold. Det virkede ellers så rigtig for os begge. Men pludselig synes hun, at det er gået for stærkt, og hun er usikker. Jeg forstår det ikke. Min historie er, at jeg har haft en del forhold, og det går altid i stykker.

Jeg spørger mig selv: Hvad gør jeg galt? Hvad er Guds plan, og hvad skal jeg tro på? Inderst inde har jeg nok en fornemmelse af, at jeg bare ikke har mødt den rette endnu, og at det blot er min tålmodighed der kommer på prøve, men frygten for at blive gammel alene trænger sig mere og mere på.

Håber I kan give mig nogle råd..

vh "Mummitrolden" 33 år

(kort resumé ved redaktionen)

Læs hele spørgsmålet:

Jeg håber ikke I springer dette brev over, da jeg er et stykke over alderen som jeres side er beregnet for. Men jeg skriver da jeg har stor respekt for adamogeva.dk og synes I bringer mange gode svar, og da det er vigtigt for mig at få svar fra andre kristne, modsat at skrive til en "almindelig" brevkasse

Mit problem er ikke så let defineret, da der er flere aspekter i det.

For godt en måned siden slog min kæreste gennem sølle 2 måneder op med mig, efter at være flyttet til den by jeg bor i. Vi havde en dejlig tid sammen og jeg var så forelsket som aldrig før i mit liv. Det samme sagde hun til mig. Hun udtrykte klart overfor venner og familie at hun mente hun havde fundet den helt rette. Vi har begge været sammen med flere ikke-kristne, og havde længe bedt om at møde en kristen der ville være den rette. Det hele virkede så supergodt, som om en masse brikker i det store puslespil faldt på plads for både hende (som er 6 år yngre end mig) og mig. Men noget gik skævt og hun gav en masse forklaringer om, at visse ting var gået for stærkt og at hun ikke var sikker på det var Guds vilje vi skulle være sammen. Samt at hun pt. er meget forvirret over hvad hun skal/vil med sit liv i fremtiden. Mht. det seksuelle gik vi et godt stykke af vejen nogle få gange, men ikke til samleje. Vi har begge to tidligere været i forhold hvor vi ikke har formået at være a

fholdende, og havde derfor mere eller mindre aftalt at vi ville vente så vidt muligt, både for at lære hinanden godt at kende først, og for at vise overfor Gud at vi magtede at vente.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg har meget svært ved den seksuelle afholdenhed, og savner denne del af kærligheden helt ekstremt. Det er 4 år siden jeg sidst havde reel sex, og selvom jeg ikke var gift og desværre i det lange løb ikke kunne se det ske med min daværende kæreste (som jeg var sammen med i 3 år), har jeg utrolig svært ved at føle nogen skam over det. Ofte har jeg tænkt, at hvis nu jeg bare skulle leve mit liv alene, var det da godt at jeg nåede at opleve sex. Det er til stadighed noget af det mest fantastiske jeg har oplevet, og tanken om ikke at skulle opleve det eller i det hele taget den store kærlighed igen, skærer mig i hjertet.

Jeg har siden mit 3 år lange forhold, som også er det hidtil længste, haft et forhold pr. år, hvoraf min nu seneste ex er den 4., og alle disse forhold har kun varet i få måneder.

Jeg spørger mig selv: Hvad gør jeg galt? Hvad er Guds plan, og hvad skal jeg tro på? Inderst inde har jeg nok en fornemmelse af, at jeg bare ikke har mødt den rette endnu, og at det blot er min tålmodighed der kommer på prøve, men frygten for at blive gammel alene trænger sig mere og mere på. Og som 33-årig vil langt de fleste vel gerne være etableret med ægteskab og børn.

Hvad jeg umiddelbart vil med dette brev, er vel mest at få råd om hvad jeg kan gøre for at blive glad, få fred og stole på Guds velsignelser. Jeg vil så gerne være tilfreds med tilværelsen og i stand til at glædes over single-tilværelsen, mens den står på. Jeg er (som enhver der læser dette nok for længst har opdaget) ikke typen der har det fint med at være single, og selv om jeg har et godt liv, har jeg ikke skyggen af lyst til at leve et liv uden en partner og uden børn.

Det skal siges at jeg aldrig havde en kæreste før jeg var 23, og i mange år gik jeg i frygt for aldrig at få nogen, hvilket Gud ske lov blev til skamme. Min selvtillid har desuden ikke just været den største, og jeg arbejder den dag i dag på at få den højnet.

Jeg har indset at visse processer i miv liv går meget langsomt, og måske derfor er jeg ikke nået længere end jeg er.

Jeg går på universitet og satser på at være helt færdig med mit studie om et års tid, så der er meget nyt der skal tages stilling til om ikke så forfærdelig lang tid.

Håber I kan give mig et eller flere gode råd.

Venligst Mumitrolden.

33 år


SVAR:

Kære Mumitrold

Tak for dit spørgsmål til Adam og Eva. Det er dejligt at høre, at Adam og Eva også bruges af personer over 30!

Det er et svært spørgsmål, du stiller, og du er ikke alene om at stille det. De fleste, som har været i parforhold, der er gået i stykker, forsøger bagefter at analysere og forstå, hvorfor noget gik galt. Man føler, at man kan som regel bruge svaret til at forsone sig med det skete og komme videre i livet. Problemet er bare at man ikke altid kan få et svar, som man oplever som fyldestgørende. Du er selv inde på det i din egen oplevelse, hvor du fornemmer at noget i dig siger, at svaret måske ligger i, at du ikke har mødt den rigtige endnu, og at det kan være så enkelt som det.

Jeg kan derfor ikke svare dig på, hvorfor dine forhold er gået i stykker. Så klog er ingen af os på hinandens liv. Men jeg kan komme med nogle overvejelser, som du måske kan bruge i processen videre.

Drevet af desperation

Prøv først at se på, hvad det er, der driver dig. Du beskriver selv nogle underliggende kræfter: lysten til sex, frygten for ikke at få et sexliv, frygten for at blive gammel, for ikke at få børn, ulyst til at være alene mm.

Det er meget stærke længsler, og i sig selv er der ikke noget problematisk i det. Men hvis desperationen over det liv, man har, bliver drivkraften, så kommer det mere eller mindre direkte formuleret til udtryk, når man møder et menneske, som er en potentiel partner. Man står i fare for at ”gribe ud efter den anden”, som var den anden en redningsplanke. Og man kan forsøge at fastholde den anden med en krampagtighed, som kan virke kvælende for den frihed, som gerne skulle være i kærligheden.

Den anden skal ikke være den, som skal redde dit liv. Det er ikke en frelser, du leder efter. (Frelseren har du fundet allerede som kristen!!)

Den kvinde, du skal giftes med, skal ikke være din personlige frelser fra ensomhed, fra et sexløst liv, fra et lavt selvværd, fra social skam over at være single. Det er alt for meget at lægge på et andet menneske. Hvis forventningerne til den anden er så store, så vil de fleste bakke bagud, fordi man føler sig overvældet af krav og forventninger.

Jeg siger ikke, at det er tilfældet for dig. Men det er vigtigt, at den anden bliver holdt med åbne hænder. Og oplever frihed til ikke at skulle møde nogen behov. Den andens længsel er at blive elsket, set og hørt for det vedkommende er, i frihed.

Det er derfor væsentlig at overveje, hvad man forventer. Hvad er den andens opgave i et parforhold? Den andens opgave er først og fremmest at være et menneske, som mødes og elskes og som får friheden til at elske tilbage, ikke som et krav, men som en fri gave. Et medmenneske, en man vandrer sammen med. Det er en kunst at kunne elske den anden uden krav til at den anden så skal kvittere og betale tilbage. Det er kærlighed og ikke købmandsforretning.

Selvtilliden

Selvtilliden skal derfor heller ikke bygges på, hvem man er i et forhold til, og om man er i et forhold. Grundlaget for selvtillid finder vi i en kristen sammenhæng et andet sted, nemlig i Kristus og i hans kærlighed til os. Mange tror, at selvtillid bygger på, at andre bekræfter en. Så kan man løbe rundt og fiske efter bekræftelse alle mulige steder, og når den så kommer, så preller det alligevel af som vand på en gås, fordi man ikke kan tage imod det, eller spekulerer på, om man havde appelleret for meget for at få bekræftelse. Det duer ikke at appellere, når det handler om kærlighed.

At hvile i sig selv og at hvile i Gud. Det hænger for mig sammen, kristent set. Brug tid på at lytte til Guds bekræftende tiltale. Tag de indre dårlige selvbilleder med ind i bønnens samtale med Gud, og spørg Gud om, hvorvidt han mener det samme eller har noget andet at sige.

Selvtillid hænger også sammen med, at man vover at være den, man nu engang er, og vedgår sig virkeligheden. Så bliver man sværere at rokke.

Drømmen om den eneste ene

Jeg ved ikke, om du har drømmen om den eneste ene? Selv tror jeg, at den eneste ene er noget, man bliver. Det er ikke sådan, at der kun er en, som matcher dig. Men når du og hun vælger hinanden, så bliver I hinandens eneste ene og har en opgave i at vokse ind i det. Der er en frihed til at vælge et andet menneske, så længe det sker med respekt og ordentlighed, så man ikke bruger og forsynder sig mod andre undervejs.

Hvad skal da være på plads for at et andet menneske skal blive den eneste ene? Der skal være en tiltrækning, så man længes efter den anden fysisk, kropsligt, seksuelt. Du skal have en lyst til at forenes med den anden seksuelt og kropsligt. Kunne se dig selv sove ved siden af den anden, kunne lide den andens lugte, dufte osv. Der skal være en fornemmelse af, at du kan lide at være sammen med den anden i en offentlig sammenhæng, sådan at du ikke skammer dig over det, den anden er, eller skal forsvare den anden. Du skal altså kunne leve med den måde, den anden opfører sig på, spiser på, er vært på, begår sig mellem andre osv.osv. Og så skal du dele det samme værdisæt som den anden. Det kommer til udtryk fx i forholdet til tro og kirke, i forholdet til, hvordan man vil opdrage børn osv osv.

Når nogen af disse grundlæggende ting er på plads, så kan der blive rum for noget, som kan holde i mange år.

Forelskelsens dynamikker

I forelskelsen er man ikke helt sig selv. Det er vidunderligt at være forelsket, men der er også et element af ”galskab” over det. Det betyder, at man ikke helt har sin sædvanlige evne til at tænke og bedømme ting på plads. Ofte kommer forskelle ikke helt til udtryk, fordi man kan tale hinanden efter munden uden helt at vide det. Man nedtoner visse sider og forstørrer andre. man hører det, man gerne vil høre og overhører andet. Forelskelsen er vigtig, fordi den overvinder nogle forhindringer og gør at man kan holde ud. Men som regel vil jeg foreslå folk, at man skal give hinanden masser af tid. Også til at forelskelsen kan kølne, så man kan tænke lidt mere rationelt over tingene, og få tid til at lære hinanden ordentligt at kende, så man ved, hvad man går ind i, når man binder sig mere til hinanden. Så giv tid. Nyd forelskelsen, når den kommer, men giv tid til at lære hinanden ordenligt at kende.

De seksuelle grænser og den seksuelle afholdenhed

Der er grunde til, at det er godt at holde gode grænser i et forhold. Et forhold handler til en vis grad om, at man tillader et andet menneske at træde ind over nogle af ens grænser og ind i ens intimsfære. Det bygger på tillid til den anden, på kendskab og på forpligtetheden overfor det, man får betroet. Når man går hele vejen også seksuelt i løbet af ganske kort tid, så træder man gigantiske skridt ind i et andet menneskes intimssfære – også før tillid og kendskab er etableret. Når kirken sætter en ramme for intimiteten med ægteskabet, så er det for menneskets og kærlighedens beskyttelses skyld. Når folk siger, at noget er gået for hurtigt, så kan det være fordi, man føler grænser overskredet før man var helt parat til det. Man kan ikke nå at følge med.

Ved at vente med det seksuelle, og ved at aftale med hinanden, hvor grænsen nu går, står man selvfølgelig i fare for at kvæle noget spontanitet. Men man giver også beskyttelse. Og først og fremmest, så giver man mulighed for, at andre sider af personligheden kan komme til udtryk. Når først det seksuelle er introduceret, så er man tilbøjelig til at gå direkte efter målet, i stedet for at nyde alle de ting, som kunne være undervejs mod målet. Sætter man gode grænser, så kan selv det at holde i hånd blive dybt og meningsfyldt og et udtryk for nærvær. Man lærer nogle nuancer også i det sanselige at kende. Og først og fremmest så giver det tid for nærvær på andre måder. I den samtale eller i den stilhed, hvor man fornemmer noget om, hvem den anden er.

Se evt. nogle af de andre besvarelser her på siden om seksuelle grænse, afholdenhed etc. Du finder dem f.eks ved at gå ind i vores leksikon og klikke på "afholdenhed"

Guds plan

Bliv ved med at bede om, at Gud må lede dig i dit liv med kærligheden. Søg ham – i sidste ende er han selve kærlighedens kilde, og den som kan følges med os på de steder, hvor ingen andre kan være med. Og find evt. en samtale partner, en åndelig vejleder fx som kan hjælpe dig i de processer, som du erkender i dit liv, går langsomt. Det kan være en hjælp til, at de måske ikke går helt i stå.

Jeg vil ønske dig Guds fred og alt godt i din vandring videre og i din gode længsel efter at finde en ægtefælle.

Ole

 


Ole Backer Mogensen

Skrevet af:

Ole Backer Mogensen

Sognepræst

adamogeva.dk

Annoncer