Hvorfor er jeg så bekymret og bange?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg begyndte at tage p-piller i begyndelsen af oktober på den første dag af min menstruation. Min menstruation varede, som den plejer, fire dage og stilnede derefter af. På den femte dag af min menstruation var det stort set stoppet, og derfor valgte jeg at have sex med min kæreste. Det medførte en forholdsvis kraftig blødning. I dagene efter, vi havde haft sex, blev jeg ved med at have en let brunlig blødning, som nu er blevet en mere rødlig (altså med frisk blod) blødning. Vi brugte kondom, hvilket vi også har gjort hver gang førhen.

Da jeg kun har været seksuelt sammen med ham, og han kun med en udover mig, tvivler jeg på, at jeg har en kønssygdom. Da jeg var nede ved lægen og få udskrevet en recept på p-piller, blev jeg tjekket for klamydia, men testen var negativ. Burde jeg være bekymret eller opsøge en læge?

Derudover har jeg læst på indlægssedlen til mine p-piller (Rigevidon), at 1 ud af 100 får bivirkninger som fx kræft. Denne information gjorde mig rigtig rigtig bekymret. Burde man blive tjekket for brystkræft eller andre kræfttyper, inden man begynder på p-piller? Jeg føler nogle gange, at jeg kan mærke en knude i brystet som gør ondt, men er i tvivl, om det er mit ribben eller noget andet måske.

Som følge heraf har jeg været frustreret og ked af det, men jeg er i tvivl, om jeg overreagerer. Er der noget psykisk galt med mig, hvis jeg er så bekymret og bange for det? Nogle gange kan mine bekymringer påvirke min dag, men også min søvn. Jeg har også rigtig tit mareridt, som holder mig vågen. Da jeg har meget travlt i min hverdag og tager afsted tidlig morgen og kommer sent hjem, kan en forstyrret eller dårlig søvn påvirke mig i flere uger efter. Mit humør er derfor svingende og uforudsigeligt, hvor jeg bliver rigtig ked af det bagefter. Det gør mig træt, nedkørt, sur og stresset, hvilket er rigtig hårdt i længden.

Derudover er jeg også ked af, at jeg hverken har tid eller overskud til at hjælpe eller lytte til mine veninder, familie og ikke mindst kæresten. Desværre har jeg ikke mulighed for at lave om på mit skema, da jeg sidder i en situation, hvor det bare ikke er muligt, hvis jeg skal opnå den fremtid, jeg ønsker.

En bekymring jeg også har er, hvis jeg ikke opnår den fremtid, jeg gerne vil have, hvis jeg bliver alvorligt syg eller andet. Jeg har på ingen måde lyst til at være skyld i, at nogen mister et familiemedlem. Min kæreste har mistet sin far, og han skal ikke også miste sin kæreste. Jeg går med en uforklarlig stor skyldfølelse, som føles som en byrde på mine skuldre. Alligevel føler jeg mig umådeligt egoistisk; det hele er helt ubærligt. Lige nu er jeg et sted, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal gøre andet end at gå rundt og være ked af det indeni.

Jeg håber, at I kan give mig et svar om, hvad jeg skal gøre, fordi jeg kan fornemme, at det ikke er sundt at blive ved på denne måde.

Med venlig hilsen

E, 17 år

SVAR:

Kære E

Tak for din henvendelse til AdamogEva.dk. Vi vil gerne svare på alle de spørgsmål, livet byder, og til tider er de ikke helt enkle. Først vil jeg gerne svare på dine konkrete spørgsmål.

Blødning er normal

Den blødning, du oplever, lyder helt normal. Det er naturligt, der kommer et lille ophold i menstruationsblødningen, og det er nok tilfældigt, du blødte mere, efter du havde været sammen med din kæreste. Den mørke/brune blødning er også helt normal. Det er gammelt blod, som man kan opleve sidst på blødningsperioden. Hvis du derimod oplever blødning efter samleje, uden det er i forbindelse med menstruation, bør du opsøge din læge.

Der er stor sandsynlighed for, at du kommer til at opleve blødningsforstyrrelser i den kommende tid pga. p-pillerne. Kroppen skal lige vænne sig til at blive kontrolleret af p-pillernes hormoner frem for dine egne. Du har valgt at tage p-piller og det er der altid en risiko forbundet med, men din læge har valgt de p-piller, som han/hun mener er bedst for dig. Du kan læse mere om risiko ved p-piller på sundhed.dk og i vores artikel Info om p-piller.

Undersøgelse af brystet

I forhold til din bekymring om brystkræft synes jeg, du skal gå til din læge for at finde ud af, hvad det er, du mærker. Du kan ved samme lejlighed bede din læge vise dig, hvordan du undersøger dine bryster selv. Det er nemlig vigtigt, du ved, hvordan du gør, så du kan undersøge dem en gang imellem. Fordelen ved at undersøge sig selv er, at du derved kommer til at kende dit brystvæv og derfor kan mærke, hvis der kommer forandringer.

Træt og nedkørt

Ud over dine fysiske bekymringer nævner du, at du er træt, nedkørt, har svingende humør, er sur og stresset. Du slutter af med at skrive, at du er ked af det inden i, og at du er bekymret over, om det er sundt at leve sådan.

Jeg tænker, din refleksion er rigtig god. Det er ikke sundt at leve sådan! I mine ører lyder det til, at du har lavet dig et alt for stramt skema, og det reagerer din krop og dine følelser nu på. Du pålægger dig selv urimeligt stort ansvar og skyldfølelse, og hvis du ikke får hjælp til at få styr på det, er jeg bange for, at netop det kommer til at spænde ben for, at du opnår den fremtid, du ønsker dig. Derfor synes jeg, du også skal tale med din læge om det og blive testet for, om du er på vej ind i stress eller en depression. Det kan nemlig behandles, og jo tidligere i forløbet, behandlingen kommer i gang, jo hurtigere kan du komme til kræfter igen.

Find en at tale med

Hvor er din kæreste i alle dine tanker? Har I mon været sammen længe? I har i hvert fald valgt at have sex og derved valgt at dele det mest intime, så jeg håber for dig, at han er den fyr, du ønsker at dele alt med.

Ud over din kæreste vil jeg anbefale dig at finde en, som du har tillid til. En som måske er lidt længere i livet end dig, og som du kan dele dine tanker med. Du har brug for at gøre et lille detektivarbejde for at finde ud af, hvor skoen egentlig trykker, eller hvor den trykker hårdest. En gang imellem kan det være meget gavnligt at se sit liv igennem og finde ud af, hvor der skal justeres lidt. Det arbejde er lidt for stort for en brevkasse som AdamogEva.dk, men du er altid velkommen med flere spørgsmål, hvis du tænker, vi kan hjælpe dig.

Jeg håber for dig, at du kan bruge mine svar og overvejelser og ikke mindst, at du finder en person, som du kan tale med, så du finder en kurs i dit liv, som du er glad for.

Mange hilsner og tanker
Helle Gottenborg Olesen

Annoncer