Hvorfor bløder jeg ved p-pilleskift og smertefuldt samleje?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 18, jeg har 2 spørgsmål.

1. Hvordan kan det være, at jeg har blødt i nu 16 dage, hvor jeg normalt bruger 7 dage på menses, har dog skiftet pille for 3. gang, da den første gav mig så mange smerter, at jeg ikke kunne røre mig i 5 dage.

Lægen fandt så på en P-pille, der hedder Jasminelle, før havde jeg Lindynette (noget i den stil). Nu er jeg på noget, der hedder Cerazette. Da jeg sluttede Jasminelle, hvor jeg åbenbart havde fået menses med i 7 dage, begyndte jeg på Cerazette, og på selv samme dag begyndte jeg at bløde igen, og er nu i alt på min 15. dag dvs. torsdag før påskeferien (april) 2012 til nu torsdag d. 19 april.

Lægen sagde bare, at der vil gå 2-3 måneder, før jeg ved, om de er ok eller ej, det gør mere ondt end der kommer noget ud, i starten var det det rene blodbad, nu er det bare en halvtyk streg.

2. Hvordan kan min skede være så stram, selvom jeg har haft sex flere gange i 6 måneder, og i går selvom jeg havde menses, prøvede vi; men det gjorde så ondt i starten, i midten og da jeg kom under samleje (har kæreste på første år dvs. snart 12 måneder nu, han er god til at respektere mig, og vi taler sammen, måske mere end vi burde). Så jeg tror ikke, det er psykologi, der spiller ind.

På forhånd tak. PS. jeg smådrypper hver gang efter samleje, men det gør ikke ondt normalt - kun lige den her.

C 18 år

SVAR:

Kære C

Kroppen tager tid om at vænne sig til nyt hormonpræparat

Du har netop skiftet type af hormon-prævention, og i den forbindelse kan man godt opleve blødningsuregelmæssigheder og pletblødninger. Man kan forvente pletblødninger de første 3 måneder efter opstart af p-piller eller minipiller. Det tager tid for kroppen at indstille sig på, at det nu er pillerne, der skal styre menstruationen.

Mini-piller kan give flere pletblødninger end P-piller

Du skriver, at du nu får Cerazette. Det er en mini-pille og ikke en p-pille. De to andre, du har prøvet, var p-piller. Minipillen indeholder kun hormonet gestagen (p-piller indeholder også Østrogen). Minipiller giver ofte lidt mere pletblødning end p-piller, og det tager lidt længere tid at indstille sig på dem, da de indeholder færre hormoner end p-pillerne. De skal også tages alle dage uden pause og helst på samme tidspunkt hver dag. Læs mere om det i vores artikel Prævention.

Den blødning, du nu oplever, lyder som lidt pletblødninger. Det skal gerne aftage i løbet af den første måned, du er på minipillerne. Du kan dog ikke forvente, at du bliver helt fri for små pletblødninger, før der er gået et par måneder. Nogle oplever pletblødninger i længere tid, andre oplever, at deres menstruation næsten forsvinder.

Snak med egen læge

Det er derfor, at din læge har sagt, at du skal give dem nogle måneder for at se effekten på din menstruation. Det fremgår ikke af dit brev, hvorfor du skiftede fra Jasminelle til Cerazette. Derfor synes jeg, du skal snakke med din egen læge om det, hvis du er meget plaget af pletblødningerne, så I sammen kan finde en anden prævention til dig.

Blødning ved samleje skal tages alvorligt

Sidst i din mail skriver du, at det drypper lidt efter samleje. Er det blod, det drypper med? Hvis det ligner de pletblødninger, du ellers oplever for tiden, og kun har været der de sidste par uger, hvor du er begyndt på minipiller, er det fredeligt.

Men hvis du gennem længere tid har oplevet, at der kommer en smule blod efter samleje, og du ellers ikke har haft pletblødninger (før opstart på minipiller), skal du gå til din læge og få lavet en gynækologisk undersøgelse. I værste fald kan det være et tegn på begyndende celleforandringer ved livmoderhalsen (forstadie til livmoderhalskræft).

Smerter ved samleje

Dit andet spørgsmål er om smerter i skeden ved samleje. Du skriver, at din skede er stram, og det gør ondt under samleje.

Der er flere kvinder, der oplever det samme som dig. Der kan være flere årsager til problemet. Bl.a vulvodyni og vaginisme. Jeg vil derfor henvise dig til tidligere svar på samme problem: Fysiske og psykiske smerter ved sex - hvordan få det normalt igen?

Derudover vil jeg opfordre dig til at læse artiklen Vejen til god sex.

Kærlig hilsen
Signe

Annoncer