Hvorfor bliver jeg ikke forelsket?

Vis spørgsmål

Hey! Er det unormalt, at jeg i en alder af 19 år ikke har prøvet at være rigtig forelsket endnu? - Jeg har ofte været "betaget" af ældre fyre, men aldrig rigtig forelsket. Jeg har heller aldrig haft en kæreste ...

Det er ikke, fordi jeg er specielt utålmodig, men jeg synes bare ikke, jeg møder så mange andre piger, der har det på samme måde.

Thanks.

'Sandie'


SVAR:

Hej Sandie!

Jeg kan godt forstå, du spekulerer over, om det er unormalt ikke at have prøvet at være forelsket i en alder af 19 år. De fleste har nok prøvet det én eller flere gange i den alder.

Du skriver, at du har været ”betaget af” ældre fyre, men aldrig rigtig forelsket. Måske ville nogle kalde det, du kalder ”betaget af” for forelskelse? Hvornår er der egentlig tale om en forelskelse?

Beskrivelse af forelskelse

I vores leksikon-afsnit på AdamogEva.dk står der dette om forelskelse:

”Forelskelse er, når man føler sig meget tiltrukket af et andet menneske.

Som forelsket kan man være rundtosset og glad og varm indeni, når man tænker på den, man er forelsket i. Man kan føle sig stærk og parat til at klare det hele. Man er måske lidt ufornuftig, svæver ligesom af sted, og verden er dejlig.

Fysisk medfører forelskelse, at der frigives et kemisk stof i kroppen (endorfin). Det er et smertestillende stresshormon. Det kan gøre, at man føler sig ”høj” eller lidt speedet.”

Når man er forelsket, kan man opleve, at man har svært ved at være naturlig, tungen slår knuder. eller man bliver meget genert, hvis man møder den, man er forelsket i. Humøret kan skifte hurtigere, end det plejer, og maven kan skiftevis føles tung og let, når man tænker på ham/hende.

Forelskelse i forskellige ”grader

 

Graden af forelskelse kan svinge fra en let ”betagelse” til en altopslugende forelskelse, der virker som en slags ”sindssyge” eller besættelse.

Jeg vil tro, at du har oplevet nogle lidt lettere forelskelser uden at gøre noget særligt for at ”at dyrke” dem. Hvis du havde dyrket den betagelse mere, så ville du sikkert have oplevet at få stærkere og stærkere følelser. Men måske har du i situationen været optaget af andre – for dig – vigtigere ting, eller du har på forhånd tænkt, at et forhold ville være urealistisk, fordi de fyre, du nævner, var noget ældre end dig.

Frugtbar tålmodighed

Det er godt, at du ikke er utålmodig – din tid skal nok komme, og indtil da kan du øve dig i at være en god ven. Det er rigtig godt at have fokus på. En god ven er bl.a. god til at lytte, til at dele følelser og rar at være sammen med. De samme egenskaber, som vil gøre dig til en god partner engang. Man kan let komme til at såre andre – og sig selv – hvis man for utålmodigt forsøger at presse nogle følelser frem. Når du møder én, du ikke kan slå ud af hovedet, og begynder at forestille dig som ”den rigtige” for dig, så skal forelskelsen nok komme helt af sig selv.

Held og lykke med det.

Og nyd du livet nu – med den frihed, du har.

Lisbeth


Lisbeth Boeskov Kristensen

Skrevet af:

Lisbeth Boeskov Kristensen

Sundhedsplejerske

adamogeva.dk

Annoncer