Hvordan undgår jeg for tidlig udløsning?

Vis spørgsmål

Jeg er forholdsvis nygift. Min kone og jeg har det godt sammen på rigtig mange måder. Seksuelt har vi dog nogen problemer. Jeg bliver ofte færdig lynhurtigt, og så er det svært at tilfredsstille min kone bagefter. Har I et godt råd til, hvad vi / jeg skal gøre. Gerne rigtig praktisk og konkret.


SVAR:

Kære ven

Jeg kan sagtens forstå din/jeres frustration, og det er godt, I søger hjælp. Dit "problem" kan skyldes forskellige ting, men her er nogle generelle råd.

For hurtig færdig

Langt de fleste gange er der ikke noget fysisk galt med manden, men i begyndelsen af et seksuelt forhold er for tidlig udløsning så almindeligt, at det nærmest kan betragtes som normalt. Efterhånden som det seksuelle samliv udvikles, plejer de fleste mænd at få kontrol over sædafgangen. For tidlig udløsning er dog formodentlig nok det almindeligste seksuelle problem hos mænd. I begyndelsen af et seksuelt forhold behøver man ikke at blive urolig over problemet, da det meget ofte løser sig af sig selv. Men du gør helt rigtigt i nu at søge hjælp, for jeres seksuelle frustrationer kan godt komme til at påvirke jeres ellers gode og tillidsfulde forhold.

Øvelse der gi’r kontrol

Hvis problemet bliver ved, bør man tale med sin partner om det og forsøge at arrangere sig, så man kan være afslappede før og så uforstyrrede som muligt under samlejet. Det kan være en idé at afholde sig fra samleje et stykke tid og i stedet udvikle andre former for kærtegn og kropskontakt og nyde hinandens nærhed. Når manden i denne sammenhæng nærmer sig orgasme, kan den forsinkes ved, at man klemmer hårdt rundt om penis op til glans i cirka 15 sekunder. På denne måde forsvinder også erektionen. Denne øvelse bør gentages regelmæssigt for at få stadig større kontrol over udløsningsmekanismen. Efter et stykke tid kan parret atter begynde at have samleje. Øvelsen plejer at give gode resultater og kan gentages efter behov.

Med henblik på at afhjælpe problemet med for tidlig sædafgang, bliver der produceret kondomer med en bedøvende creme, som nedsætter følsomheden i penis, men jeg har ikke tilstrækkelig viden om dem til at kunne anbefale dem.

Selvhjælpsbøger

Der findes også flere selvhjælpsbøger om emnet, som kan gå mere i dybden. Det mærkelige ved sex er, at mange forventer at det "nok skal gå" og ikke søger hverken viden eller inspiration. Men jeg tror, at alle par vil lære noget om sig selv og sin partner, hvis man læser om det og sætter sig ind i, hvordan kroppen fungerer. Det er vigtigt for jer begge to at arbejde med det. Jeg vil også anbefale jer sammen at læse vores artikel Vejen til god sex.

De bedste ønsker
Roland


Roland Knudsen

Skrevet af:

Roland Knudsen

læge

adamogeva.dk

Annoncer