Hvordan tager vi som kærestepar på ferie og sover sammen?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva. Vi er et kristent kærestepar, der snart har været sammen i et år og vil nu gerne ta' på en lille ferie sammen ALENE! Vi ønsker ikke sex før ægteskabet og er heller ikke bange for at vi "kommer til det".

Vi er af den holdning, at det kommer man ikke bare til, og i vores bevidsthed ligger det langt fra os at gå hele vejen. Vi er derfor meget trygge ved hinanden og vores seksualitet, og vi ville ikke være bange for at sove sammen. Vi føler, at vores forhold til hinanden og til Gud er en tryg ramme om vores kæresteforhold.

Vores problem er omverdenen! For hvordan vil den reagere på, at vi tog på ferie sammen?! Vi tænker umiddelbart weekendophold eller sommerhus (ikke besøge venner eller familie), og på den måde kan vi næsten ikke undgå at bo under samme tag alene.

Vi ønsker ikke at støde nogen og vil gerne være gode forbilleder, men er også meget træt af sætningen: "Det gør man jo ikke som kristent kærestepar". Og med det mener vi sove under samme tag alene! Findes der en løsning på, hvordan vi kan tage på ferie sammen alene uden venner eller familie og samtidig ikke stiller os selv i dårligt lys, eller giver omverdenen bekymringer?

Håber I kan følge vores tanker og frustrationer.

Mvh. os to


SVAR:

Kære jer to!

Tak for jeres mail! Vigtigt spørgsmål, I her bringer på banen og dejligt, at I ønsker at bringe Guds vejledning med ind over det!

For ca. 2 år siden, stod jeg (vi) præcis I den selv samme situation, så ja, jeg kan sagtens følge jeres tanker og frustrationer!

Vi valgte det samme som jer, at at søge råd hos andre, og der kom det svar, som jeg nu giver til jer!

Jeg kan godt forstå jeres ønske, om at tage på weekendtur sammen, det er dejligt, at kunne være alene sammen en hel weekend og bare nyde hinanden!

I bruger sætningen: ”det gør man ikke som kærestepar”! Jeg kan godt forstå, at I synes, det lyder en smule "kliché- fyldt". Det, som nogle gange går galt I vores kristne sammenhænge, er, at vi glemmer at fortælle os selv og hinanden, hvorfor vi ikke gør det som kærestepar! Det er noget, som vi har hørt masser af gange; men det giver ikke rigtigt mening for os, fordi vi gerne vil have et ordentligt svar om dette!

Hvorfor vil I gerne I sommerhus?

Måske I kunne sætte jer ned og tale om, hvorfor I gerne vil af sted sammen en weekend alene? Det lyder til ud fra brevet, I skriver, at I er gode til at snakke om mange ting!

Et eksempel: Er det for ”at prøve” at ”lege” ægtepar for en weekend! Stå op sammen, spise morgenmad sammen, lave mad sammen, at høre den anden er gået i bad, mens den anden måske sidder og læser i et blad eller ser TV!

Eller ønsker I det, fordi det er der alligevel, så mange andre der gør…også blandt kristne, så det vil I også gerne gøre.

Det gav i hvert fald mening for os at overveje det!

Men, jeg er nødt til at sige, at jeg synes, I skal lade være!

Og I er selv meget godt inde på hvorfor!

Vi er alle forbilleder

Netop omgivelsernes reaktioner og tanker gør det vanskeligt, præcis som I selv nævner. Og det er ikke uden betydning. I er et forbillede, det er vi alle! Og der hvor I selv kan synes, at I har ”styr på det”, så er det ikke nødvendigvis alle, som har det (eller som forstår betydningen af at have "styr på det")! Men det kan være smadder irriterende, at vi skal tage disse hensyn!

Det er klart for jer, at det er ufedt, at skulle tage disse hensyn, når I nu er så afklaret i, at I kan være alene en hel weekend! Men der er mange kærestepar som jer, som ikke er så afklaret på dette, som netop bliver fristet, selvom de også ønsker at leve tæt sammen med Gud!

Konsekvenser af jeres handlinger

Når I ønsker at tage på weekend sammen, så sender I et klart signal om, at det kan man nemt gøre, det er uproblematisk, og dermed kan I være med til at gøre det, som Bibelen kalder ”at bringe andre til fald”. Det kan for nogen få alvorlige konsekvenser, ikke sådan at Guds tilgivelse er udelukket, men personligt og menneskeligt kan det give nogle sår på livet som skam og skyld, som kan blive ved med at forfølge en, selvom Guds nåde er der!

Jamen, kan vi ikke lade være med at fortælle det til nogen? Jo, det bliver så det næste, men I vil begge have en følelse af, at forsøge at holde noget skjult overfor andre og måske også overfor Gud, og dette bringer ikke jeres tanker i ro!

Ansvaret for hinanden

I skriver, I ikke vil være bange for at sove sammen! Det er flot, at I kan gøre dette uden at lade jer friste!

Men, synes I ikke, at det er en for stor fristelse, I bringer hinanden ud i? Jeg tror, uden jeg kan vide det, at det gør jeres forhold efterfølgende sværere, for nu har I ”prøvet det”, altså at sove sammen i samme seng. Den glæde det er, har I måske lyst til at prøve igen, og det kan blive en glidebane! I tager ligesom hul på vaner og stemninger, som I ellers har til gode, til I er blevet gift og er flyttet sammen. Det næste kan også være, at hvis man kan bo sammen en weekend, hvorfor så ikke også droppe den ene husleje og bo sammen, indtil I bli´r gift ? Tal om, hvad de faste rammer og aftaler egentlig betyder for jer? Det er jo også en måde, at I tydeligt viser hinanden igen og igen, at I ønsker, at der er en klar grænse for, hvor langt I vil gå inden jeres bryllup.
I stedet for at tage denne grænse som en irritation, så prøv og tolk den som en gave til hinanden: "Jeg anser dig for så værdifuld i mit liv, at jeg på ingen måde ønsker at gøre ventetiden for vanskelig, eller at friste dig eller såre dig!" Waow.. så er det pludselig hensyn til hinanden, der fylder mest, og ikke bare til andre.

Læs også:

Er det ok at tage på rejse og sove sammen med kæresten?

Jeg er i tvivl, om vi kan overnatte hos hinanden

Kan vi putte og sove sammen?

Men det er fedt, at I tager det ansvar, som I også gør ved at kontakte Adam og Eva.dk!

Hvis I tager det ansvar, at I sammen siger til hinanden: "Vi lader være at sove sammen, ligesom vi er afklaret med det seksuelle!" ja, så vil jeg sige, at det er en sejr, som kærestepar og måske også senere som ægtepar! I kan sige: Vi traf nogle valg, da vi var kærester, som vi efterfølgende kan være stolte af! Det lyder til på jer, at det kan I fint klare!

En mulig løsning

Mit råd er: Hvis I gerne vil have en weekend, uden at være sammen med andre, så prøv at arrangere det et sted, hvor I kender nogle, som har et værelse, hvor en af jer kan sove!

Mange gange, bekymrer vi os mest om det at sove sammen, men seksuelle fristelser kan også foregå på andre tidspunkter af dagen :-) , så værelset kan også være et sted at gå hen, når fristelsen måske bliver for stor!

Jeg håber, at I sammen med Gud og hinanden finder en god ”vej” at gå I jeres spørgsmål!

Lykke til med det!

De kærligste hilsner

Brita Bach Pedersen


Brita Bach Pedersen

Skrevet af:

Brita Bach Pedersen

diakon

adamogeva.dk

Annoncer