Hvordan taber jeg mig?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er 171 cm høj og vejer ca. 80 kg. Jeg har over de sidste tre år taget 15-17 kg på. Jeg har svært ved at holde fast i en vane og har flere gange tabt 5-10 kg, men efterfølgende bare taget det hele på plus et par ekstra kilo.

Jeg vil rigtig gerne få en ny livsstil, som jeg kan holde fast i sammen med nogle sunde motionsvaner. Men hvordan gør jeg det samtidig med, at jeg stadig får lov at være ung sammen med mine venner?

Jeg håber, I kan hjælpe mig.

Hilsen M, 18 år 


SVAR:

Kære M

Tak for dit spørgsmål. Jeg synes, det er rigtig flot, at du selv tager det op. Har du mon tabt dig uden hjælp de tidligere gange? Du lyder super motiveret, og det er en rigtig god start.

Teenagepiger tager på

Jeg vil begynde med at sige, det ikke er unormalt, at piger i teenageårene pludselig tager nogle ekstra kilo på. Det skyldes de hormoner, der pludselig frigives og sørger for, at pigekroppen bliver til en kvindekrop og klar til at få børn. Det har indflydelse på vækst af knoglemasse, muskel- og fedtvæv.
Det er godt og fornuftigt, du er opmærksom på, at du har taget mange kilo på de sidste par år. Hvad har du forsøgt indtil videre? At ændre kost og motion? Det lyder sådan, og det lyder til, du virkelig er interesseret i at komme i gang igen.

Måske kan du få noget ud af at læse svaret Ked af min vægt, har I nogle gode kostråd?

Motion er rigtig godt

Hvis du kan overskue det, er det godt at tage fat i både kosten og især motionen. Når man har lidt ekstra kilo, kan det være hårdt for ens led at komme i gang. Cykling eller svømning er mest skånsomt. Jeg kan anbefale at få motion ind som en del af hverdagen; noget der planlægges efter.
Jeg synes, det er svært at lave en plan for dig via brevkassen. Jeg tror, du ville have godt af at få lagt et program, som du udarbejder sammen med eventuelt en diætist og/eller fysioterapeut. Måske din egen læge kan lægge et program og se dig til opfølgning. Hvor jeg arbejder, kan vi lave henvendelser til forebyggelsescentre. Jeg vil anbefale dig at få en tid hos din egen læge angående en snak og måske en henvisning.

Jeg ved godt, jeg nok ikke har givet dig præcis det, du ønsker, eller nøglen til, hvordan du holder vægten nede, men håber jeg har motiveret dig til at søge din læge og spørge, hvilke muligheder han/hun eventuelt kan henvise til.

Du er altid velkommen til at skrive igen.

Venlig hilsen
Heidi Fhær Larsen


Heidi Fhær Larsen

Skrevet af:

Heidi Fhær Larsen

Læge

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK