Jeg vil gerne stoppe med at onanere

Vis spørgsmål

Hej

Jeg kunne godt tænke mig at stoppe med at onanere.

Jeg gør det normalt ikke mere end en gang om ugen og kun i badet. Inden jeg går i bad, siger jeg til mig selv, at jeg ikke skal gøre det. Men så sker det en til to gange om ugen, at min lyst tager over, og jeg så gør det alligevel. Det er for det meste kun, når jeg har god tid i badet, at lysten når at tage over.

Stopper man af sig selv med at onanere, når man bliver gift?

J, 16 år


SVAR:

Hej J

Først vil jeg gerne sige, at det lader til, din onani er forholdsvis begrænset. Med det mener jeg, at du kun onanerer meget få gange om ugen. Den er også begrænset på den måde, at du gør det enkelt – altså uden at se porno samtidig.

Hvordan du kan stoppe

En begrænset onani-praksis er oftest nemmere at styre, end hvis den har bredt sig. Hvis du ønsker at begrænse den endnu mere, så den helt stopper, kan du prøve følgende: Du er allerede opmærksom på, hvornår fristelsen kommer. Det er, når du er i bad og har god tid. Selv om du på forhånd beslutter, at du ikke vil, kan “lysten tage over”, som du skriver. Det er meget ofte sådan, at det ikke er nok at beslutte sig på forhånd. Måske kan det i stedet fungere for dig at sige til dig selv: “Hvis det smutter igen, så jeg onanerer, så tager jeg kun meget korte bade den næste uge!” Og så naturligvis holde den aftale med dig selv. Det kan måske overvinde din trang. Skulle det gå galt en enkelt gang imellem, tænker jeg ikke, det er nogen katastrofe. Men det er jo op til dig selv og dit ønske.

Nogle gange kan et voldsomt stort fokus på en ting, man vil undgå, faktisk føre til, at man løber lige ind i den. Så prøv i stedet at tænke på at nyde dit bad, lad være at vaske dig for lang tid i skridtet, udsæt kun kortvarigt penis for de varme stråler, eller hvad der nu trigger dig.

Onani efter brylluppet

Nogle stopper med at onanere, når de bliver gift. Andre oplever, at det sker sjældnere, end før de blev gift. Og nogle fortsætter med det mønster, de anlagde længe inden, de blev gift. Man kan altså ikke regne med, at det er lige meget, hvordan jeg forholder mig til min onani, fordi lysten til det nok alligevel forsvinder den dag, jeg bliver gift. Det mønster for onani, man anlægger i pubertet og ungdom, kan man nemt komme til at slås med resten af livet.

Læs mere

Jeg har kun svaret ret kort, fordi vi har nogle gode artikler og svar om det med at onanere, hvor du kan læse meget mere:
Onani
Tak for svar om porno – kan I hjælpe mig fri af onani?
Vil gerne stoppe med onani – har I nogle trick?
Hvordan stopper jeg med at onanere?

Du ønskes held og lykke med dit liv, også på dette område.

Sprint Korsholm


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:

Sprint Aagaard Korsholm

Undervisningskonsulent, præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK