Hvordan slippe af med dårlig selvtillid og triste tanker?

Vis spørgsmål

Hej :) Jeg er en pige på 18 år. Bor sammen med min mor, hendes kæreste, min lillebror og min handicappede storesøster i kørestol.

I folkekolen blev jeg mobbet meget fra 2. til 8./9. klasse. Jeg har haft og har meget svært ved at finde en god ven og beholde de venner, jeg har. Har det, som om jeg kommer til at skubbe dem væk. Og tror dette skyldes, at min selvtillid og selværd er ret dårligt. Jeg tænker tit negative tanker og har mange humørsvingninger, fra lige pludselig at være glad til pludselig at kunne bryde ud i gråd. Har haft en lille smule selvmordstanker, desuden haft/har problemer med mad (sulter mig selv, og jeg ved godt, at jeg egentlig ikke er tyk, men føler alligevel, at jeg er).

Jeg har en kæreste, som er rigtig sød, har ikke været sammen med ham så længe, men han er den eneste af de tre, jeg har haft, som behandler mig godt.

Dyrker også masser af motion, går til cykling, både landevej og bane. Men her er min selvtillid også dårlig!

Og så føler jeg, at ingen forstår mig, men det har nok noget at gøre med, at jeg ikke fortæller de her ting; synes det er lidt pinligt at have disse tanker om mig selv, men alligevel vil jeg gerne kunne snakke med en om det.

Så jeg håber at kunne få nogle gode råd om, hvad jeg skal gøre for at kunne blive glad!

Mvh Cathrine, 18 år


SVAR:

Kære Cathrine

Som jeg læser dit brev, får jeg et billede af en meget, meget ensom ung kvinde, der har så meget brug for, at nogen ser hende, lytter til hende og snakker med hende om alt det, som tilværelsen byder på. Og tilværelsen har allerede budt dig på lidt af hvert, og alt for meget af den tunge slags! Både har du i mange år oplevet det grusomme at blive mobbet, og du har ikke har haft nære venner, har en far som er ... hvor?? Og med en “papfar” i huset, en storesøster, der er kørestolsbruger, og en lillebror, der sikkert også har brug for opmærksomhed fra omgivelserne, er det måske ikke lige dig, dine nærmeste ser og først nærer omsorg for. Måske netop, som du skriver, fordi de ikke ved, hvor ondt du har det inden i, for du har indtil nu holdt det for dig selv. Måske synes du også, andre har mere brug for omsorgen, end du har? Måske “råber de andre højere” end du?

Umenneskeligt at gå alene med så megen smerte

Selv om det lyder til, du har fundet god hjælp i fysisk aktivitet, så er det meget forståeligt, at du bærer på meget smerte og sorg – som ingen kender til før nu – og det er bare rigtigt godt, du har skrevet til AdamogEva.dk og fortalt om det. Du har ikke høje tanker om dig selv – tænker endda ind imellem på, at det vist er lige meget, om du er her eller ej, har triste tanker og “straffer dig selv” ved at nægte din krop mad, selv om du ved, den har brug for det.

Midt i alt det er det rigtig dejligt at høre, at du har en sød kæreste, som behandler dig godt, for også her har du oplevet det modsatte.

Jeg kan ikke læse ud af dit brev, om du overhovedet kender nogle voksne, som du har tillid til, og som du kan fortælle om alt det, du her skriver om?

Du skriver, at du håber at kunne få nogle gode råd om, hvad du skal gøre for at kunne blive glad, og det vil jeg rigtig gerne give dig.

Du må finde et menneske, der kan lytte

Ud over din kæreste er det virkelig vigtigt, at du finder et menneske, som ser dig, hører dig og tager dig alvorligt. En, der ikke bagatelliserer eller snakker dig væk fra din smerte; en, der kan lytte og spørge, bære med på dine svære følelser – også når de er omskiftelige. Du har brug for en, der kan gennemskue det sammensatte billede, som du giver af dig og dit liv, en som kan guide dig videre, så du kan få håb og glæde tilbage i dit liv, som du ønsker det.

Hvem kan hjælpe dig med det? Hvis du ikke kender en voksen, som kan det, vil jeg råde dig til at gå til din læge og fortælle, hvordan du har det. Han/hun vil kunne henvise dig til den hjælp, du har brug for fra en psukolog eller psykoterapeut. Din læge kan evt. også i en periode give dig noget medicin, som gør dine triste tanker mindre, så du får kræfter til at tale om det, der er svært. Måske er der et Center for selvmordsforebyggelse eller et Center for spiseforstyrrelser (søg på nettet) i nærheden af, hvor du bor.

Det er en styrke at kunne bede om hjælp

Du skriver, at du synes, det er lidt pinligt at have disse tanker om dig selv, men alligevel er du motiveret og vil gerne kunne snakke med en om det. Og det er rigtig godt. Nu handler det om at finde den rette person til det, og det vil jeg ønske, du får både held og hjælp til.

Hvis det af en eller anden grund ikke lykkes – så skriv bare igen – for du SKAL have hjælp. Det er ikke pinligt at søge hjælp, når man har brug for det, og det har du.

Jeg håber, du finder en, der forstår, hvor svært du har det.

Mange tanker og med kærlig hilsen
Else Ø. Andersen


Else Ø. Andersen

Skrevet af:

Else Ø. Andersen

Familie- og psykoterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK