Hvordan kommer jeg over min eks. ?

Vis spørgsmål

Kære "Adam og Eva."

Jeg er i den situation, at jeg er blevet meget frustreret over mine følelser for min eks-kæreste.

Historien er den, at han flyttede fra mig i sommers (vi havde været sammen 1 år). Men i efteråret har vi set hinanden, og var begyndt at blive kærester igen. Nu er det bare sådan, at han nu 3 uger efter vi sidst var sammen, har fået en ny kæreste. Mine følelser er stadigvæk stærke for ham, og jeg ved ikke, hvordan jeg kan komme videre. Jeg får en masse støtte af nogle gode venner/veninder, men jeg støder dem fra mig, og jeg er bange for, at jeg er ved at ryge ned i en depression, da jeg også har meget dystre tanker.

Vi skiltes egentlig som venner, men han vil ikke snakke/skrive med mig, og nu er han sammen med en pige, som han har lært at kende gennem mig - jeg har dog ikke kontakt med hende mere.

Hvordan kommer jeg bedst over ham? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg stadigvæk er forelsket i ham og elsker ham. Han er den bedste kæreste og elsker, jeg nogensinde har mødt og for første gang var jeg klar til at binde mig.

Skal jeg bare vente til jeg ikke har flere tårer og at tiden går??

vh Hanne, 29 år


SVAR:

Kære Hanne!

Du har jo faktisk selv svaret på dit spørgsmål.

Lige nu kan ikke gøre andet end at acceptere, at din ex-kæreste er i et andet forhold, og at han ikke ønsker at have kontakt med dig lige nu.

Det er rigtig hårdt at være ulykkeligt forelsket. Det koster mange tårer og fylder rigtig meget – i en periode. Men som du nok godt ved inderst inde – en dag vil du igen se solen skinne og høre fuglene synge og opleve, at du er glad og at livet igen er godt. Du har nok ikke lyst til at høre det lige nu og dine følelser vil ikke tro det, men din forstand ved det. Ellers havde du ikke skrevet den sidste sætning.

Glæd dig over venskab og omsorg

Prøv at vise dine gode venner og veninder dit spørgsmål. Du skriver, at du får en masse god støtte. Prøv at være glad for det, og fortæl dem, at du sætter pris på det, selvom du har mange dystre og tunge tanker lige nu. Bed dem om at presse dig lidt til at lave noget sammen med dem, så du får en lille pause fra tankerne eller find måske bare én ven, som du kan fortælle alt det, der kører rundt i hovedet på dig. Én der kan lytte, og som ikke giver så mange gode råd om, hvordan du skal komme videre.

Hvis du har brug for en læge

Hvis du bliver ved med at være trist og isolere dig, må du tale med din læge, så hun/han kan vurdere, om du har en depression. Men ud fra det du skriver, synes jeg, det lyder som en kæreste-sorg, med den smerte og tungsind der følger med. Det er en sund reaktion, men derfor er den alligevel barsk at gennemleve.

Tænk fremad

Kærlighedens veje er mange og underlige – måske bliver det jer to igen engang, måske ikke. Det kan kun stå åbent lige nu.

Når du er kommet lidt længere i sorg-processen, kan du prøve at finde ud af, hvordan du kan arbejde på at styrke og opretholde et godt forhold. Måske er der ting du ved, var en svaghed i jeres forhold. På den måde er du måske lidt klogere og bedre rustet til næste gang du møder ”den eneste ene”.

Læs nogle af artiklerne her på hjemmesiden eller lån nogle gode bøger om emnet. Smerte, sorg og tab rører ved dybderne i os, og nogen gange dukker der noget frem som er vigtigt for os. Så det er sundt at sørge og græde - til behovet ikke er så stort længere.

Jeg ønsker dig alt godt fremover.

Lisbeth Boeskov Kristensen


Lisbeth Boeskov Kristensen

Skrevet af:

Lisbeth Boeskov Kristensen

sundhedsplejerske

adamogeva.dk

Annoncer