Hvordan kommer jeg videre, når hun fandt en ny?

Vis spørgsmål

Jeg var sammen med en pige i 1½ år. Vi havde det fantastisk og snakkede om alt og intet - det perfekte forhold. Der var bare det problem, at hun virkede til at flirte lidt med en anden dreng. Det kunne jeg ikke li, at hun gjorde, men hun blev bare sur og sagde, at de bare var gamle venner. I dag er hun sammen med ham, de kom sammen 1 måned efter, vi stoppede med at flirte. (Hun var usikker, efter hun slog op, så vi næsten gjorde som om, vi var kærester, i ½ år efter, hun slog op)

Jeg er så frustreret. Selv om det er ved at være ½ år siden, vi flirtede, tænker jeg tit på hende. Jeg troede virkelig, at det skulle være os... Jeg havde det som om, at det var en gave fra Gud. Jeg har aldrig lukket mig selv så meget op til nogen før, som jeg gjorde ved hende, og det samme gælder nok den anden vej. Der er så meget at sige, men jeg vil ikke gøre spørgsmålet for langt. Hvordan kan jeg komme videre? Vi er i samme vennekreds, så jeg bliver tit mindet om hende.

Det endte med, at hun ikke troede, jeg elskede hende mere, men ved ikke om det bare var en undskyldning for at kunne komme ud af forholdet og over til en ny fyr. Jeg havde også hjulpet hende rigtig meget, jeg fik hende til at stoppe med cutting osv.. Som sagt er der meget, der kan skrives. 

Ham den ked, 17 år


SVAR:

Kære du

Tak for dit spørgsmål til os her på AdamogEva, og tak fordi du deler din kærestesorg med både os og alle, der læser din historie. Der er rigtig mange, som deler din situation med hensyn til kæresteforhold, som efter et stykke tid går i stykker. Nogle kommer forholdsvis hurtig over det, og andre som dig oplever, at det gør rigtig ondt også efter længere tid. Nogle få kommer sig reelt aldrig over det, og den følelse kan vi alle blive ramt af, når vi står midt i denne smerte, men der er hjælp at hente til at komme igennem et brudt parforhold.

Jeg vil give dig et par gode råd, som jeg håber, du har frimodighed til at gå videre med. Lige nu er det dig, der er ramt, og du har brug for at finde ud af hvilken hjælp, som ”passer” på netop dig.

Der er en vej gennem de svære følelser

Først af alt kan jeg godt forstå, at det gør rigtig ondt. Det virker som om, din kæreste ikke rigtig har haft modet til at fortælle dig, at I ikke skulle være sammen mere. I har, som du nævner, haft et rigtig stærkt forhold, da I var sammen, og det virker som om, at du har været en stor støtte for hende i hendes liv. Den ”sårethed”, som du oplever, er fuldt forståelig, da du har en følelse af, at hun ikke har været helt ærlig over for dig. Derfor bliver følelsen dobbelt, da der ikke kun er følelsen af et brudt forhold bag men også følelsen af mistillid i forhold til, hvad hun har sagt og gjort mod dig. Et er, at hun ikke syntes, I skulle være sammen, samtidig ligger også måden, hun har gjort det forbi på, som en stor smerte.

Lad ikke følelserne tage magten

Det sker for os alle, at følelserne tager magten, det kan være de gode såvel som de negative følelser. Det er der som sådan ikke noget galt med, men der opstår problemer, når de får fuldkommen taleret ind i vores liv, og disse tanker alene sætter dagsorden for, hvordan vi har det. Eller sagt på en lidt anden måde: Når det kun er de stærke følelser, der styrer os, kan vi alle have en tendens til at få alt til at se sort ud. Og det, tror jeg, sjældent er rigtigt. Det er meget sjældent, at alt på samme tid i ens liv går i sort. Jeg er dog lige så sikker på, at vi alle i perioder skal have hjælp til at se, at det netop ikke kun er sådan, som vi oplever det, der er det sande billede. 

Find en at tale med

Det kan være en hjælp at få delt disse tanker med en anden person, så du ikke oplever, at du skal prøve på at klare det selv. Det er faktisk en rigtigt god øvelse for os drenge, at begynde at sætte ord på nogle af de svære ting, som vi oplever i livet. Det går man ikke i stykker af at kunne, faktisk er det en kæmpe hjælp, som jeg tror, du også kunne benytte dig af. Derfor håber jeg, at du har frimodighed til at finde en eller to personer, som du kan lukke ind i det svære, du har oplevet og stadigvæk står i. Det kan være en god ven eller en lidt ældre person.

Kærestesorg kan fylde alt 

En af de ting, som volder os alle smerte, er sorg. Lige nu oplever du en sorg i dit liv, som du har over at have mistet din kæreste. Den må gerne fylde, men det må bestemt ikke tage alt dit fokus.

Det kan hjælpe at flytte focus og bruge vennerne

Du skal finde de gode relationer frem og skabe nogle gode hyggelige ting sammen med dine venner. Få lavet nogle gode aftaler og hold dig selv i gang på den gode måde. Flygt ikke fra smerten, men lad den få plads en gang i mellem, men ikke hele tiden. Planlæg dine dage på en god måde, så du ikke ”bare lader tiden stå stille og sumper rundt” for dig selv. Det kommer der ikke noget godt ud af. Planlæg noget med energi, dyrk helt konkret noget sport, hold dig i gang.

Jeg er med på at kærestesorg skal have sin tid, og det gør ondt, men der er gået ½ år nu, og hun har stadig en stor plads i dit liv, hvilket jeg godt kan sætte mig ind i, men en af måderne, hvorpå du kan komme dig selv til hjælp, er at skabe god struktur i din hverdag. Planlæg gode dage med gode venner, planlæg gode aktiviteter og få noget godt ud af dagene, det er helt sikkert muligt. Og jeg mener virkelig gode/hyggelige/fede aktiviteter sammen med dine venner.

Fortæl gerne nogle af dem, at du har brug for, at de i den næste tid er med til få taget kontakt til dig, så du ikke sidder for meget for dig selv. Venner har vi brug for både i gode og lette tider, og dem har vi også, når livet gør ondt og er svært. Du er helt sikkert også god at være sammen med, selv om du lige nu oplever, at du er nede og har svært ved komme igennem din kærestesorg.

Der er håb

Jeg er sikker på, du nok skal komme igennem det. Lige nu er det en hård tid, og det er ok, men husk der kommer gode dage også for dig. Håber at du har overskud til at gå i gang med det gode arbejde, som handler om at komme videre.

Du kan evt. læse mere i vores tema Kærestesorg, hvor du bl.a. kan finde svar til andre, der har oplevet kærestesorg og brud, ligesom du selv. 

Jeg vil ønske dig alt godt fremover.

Kærlig hilsen Ulrik Buch


Ulrik Fogh Buch

Skrevet af:

Ulrik Fogh Buch

Højskolelærer og konfliktcoach

adamogeva.dk

Annoncer