Hvordan kommer jeg fri af mit sexbegær?

Vis spørgsmål

Hej med jer

Jeg sidder i en meget ulykkelig sitiation, for jeg føler at jeg er fanget af begær. Jeg har været i et længere parforhold fra 1985 til 1998 og er blevet far til to dejlige børn. Jeg har ikke kunnet holde på nogen kvinder siden, ja det har max været 3 måneder det kunne blive til.

Mit problem er, at jeg har et stort behov for sex, og for at få en fornemmelse af at være sammen med en kvinde, er jeg meget stærkt tiltrukket af at gå i dameundertøj og onanerer meget tit i det. Jeg bliver ked af det bagefter, og hader mig selv for, at jeg ikke kan have et normalt forhold til en kvinde. Jeg har prøvet at gå til en kristen sexuelrådgiver, men vedkommne synes ikke at problemet er så stort som jeg gør det til, der er blevet bedt for det, men jeg føler ikke at der sker nogen forskel. Er det syndigt at gøre disse ting, når jeg alligevel er single.

Håber at I kan give mig et svar på denne belastende fristelse.

Med venlig hilsen

den ulykkelige, 42 år


SVAR:

Kære "den ulykkelige",

Allerførst vil jeg takke dig for den tillid du viser ved at sende spørgsmålet hertil. Herefter må jeg straks skynde mig at sige, at hvis du rigtig skal have hjælp, er en brevkasse nok ikke sagen. Af flere grunde, som svaret her formentlig vil uddybe.

Din historie

Du skriver ikke, hvorfor det langvarige parforhold gik i stykker. Jeg gætter på, at det har betydning for, hvorfor du ikke har kunnet knytte dig til andre kvinder. Alene det, at der kan være langt imellem "den eneste ene" har vel betydning. Desuden kan der være konkrete hændelser, og andet som har sat sig spor i din historie, og kan have betydning. At det også kan skyldes det med sex (og ikke mindst det konkrete udtryk, det får hos dig), må vi heller ikke overse.

Vær forsigtig med at dømme

Og så til det "egentlige": Først og fremmest så er det rigtigt nok, at det ikke er normalt at onanere iklædt dameundertøj. Vel, der er (måske ikke få), der gør det alligevel, men det ændrer ikke på, at det er perverst. Imidlertid vil jeg minde dig (og hvem der ellers måtte læse med) om, at man skal være forsigtig med at dømme, ikke mindst når det gælder det seksuelle. Man skal også være forsigtig med at dømme sig selv. Vi mennesker tænder på forskellige ting, og man kan anlægge den betragtning, at det alene er statistik, som er afgørende for, hvad der er perverst.

Synd eller ikke synd

Du spørger, om det er syndigt, og det spørgsmål opfatter jeg som vigtigt for dig, fordi du ikke ønsker, at din adfærd skal være afsporet i forhold til det, der kan være Guds vej for dig i livet. Mit svar er, at onani ikke er synd i sig selv, men almindeligvis knyttet til synd i form af porno o.lign. (se andre svar her på siden: ) Hvorvidt det er synd, hvis vi betragter det at være iklædt kvindeundertøj isoleret, skal jeg afholde mig fra at udtale mig kategorisk om; jeg kan dog ikke rigtig se, hvori det syndige består. Jeg kan ikke lige se, hvilket bud du overtræder, eller hvem du generer (medmindre du gør en evt. kæreste/kone ked af det). Dog vil jeg sige, at din samvittighed dømmer dig, du er ikke tryg og stolt ved det, og samvittigheden er vanskelig at løbe fra. Sådan som jeg læser Bibelen og forstår livet i almindelighed, så er - medmindre Gud direkte har forbudt noget - alting rent for den rene. Det betyder også, at hvis det får dig til at føle dig skyldig, ja, så er din adfærd med til at afspore dit liv, og du har et problem. Du udtrykker det også selv, som at du føler dig "fanget" i et begær, så jeg er enig med dit i, at du har du har et prblem og må tage det seriøst.

Tro på en lys fremtid

Jeg gentager: Det her er indviklet, og skal du have et ordentligt svar, er en brevkasse ikke den rigtige "måde" at få det på. Jeg tror ikke, at dit problem udelukkende er åndeligt. Det vil sige, at det handler ikke kun for dig om at få styr på, hvad der er rigtig eller forkert. Du har brug for at arbejde med de ting, der er gået skævt for dig, og finde en måde at leve på – som du selv kan være stolt og glad over. Det tror jeg ikke, en brevkasse kan give dig et svar på, da må du søge hjælp hos en terapuet eller psykolog, som du kan have tillid til.

Hvad din åndelige usikkerhed angår, vil jeg opfordre dig til at snakke med en præst eller en anden kristen, du har tillid til. Jeg vil dog her til sidst henlede opmærksomheden på, at al synd er sonet. Det betyder, at hvis du bekender dine synder for Gud, så tilgiver han dig. Husker du David? Han forførte Batseba og slog efterfølgende hendes mand ihjel. Da profeten Natan lang tid senere konfronterede ham hermed, erkendte David, at han havde syndet - og straks, bemærk det, straks siger Natan, at så har Gud tilgivet ham. Så kære "ulykkelige": Gud, der tilgav David hans enorme forbrydelse, vil også tilgive dig. Og den tilgivelse holder nu, i døden, i dommen og i evigheden.

Alle bedste ønsker fra

Thomas, psykiatri læge


Thomas Teglgaard

Skrevet af:

Thomas Teglgaard

Læge

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK