Hvordan kan vi få samleje til at lykkes?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige, som er jomfru, selvom jeg er gift. På vores bryllupsnat har vi prøvet at have samleje, men det har bare ikke lykkedes! Vi har prøvet mange gange efter og stadig fungerer det ikke!

Vores problem er, at hans penis ikke vil ind! Han spørger tit, om det er her den skal ind, og jeg siger ja, og vi prøver, men det lykkes bare ikke! Kan I hjælpe mig :(

Hva skal vi gøre!

S.

SVAR:

Kære S!

Tillykke til dig og din mand med, at I har lovet jer til hinanden. I har helt sikkert et godt udgangspunkt for at få et dejligt sexliv sammen. Lige nu oplever I det vist bare frustrerende og lidt svært. Tak fordi I viser os tillid ved at spørge. Jeg vil rigtig gerne dele nogle tanker med dig.

Du skriver ikke hvor længe I har været gift. Mit svar afhænger lidt af det. Hvis I har været gift et par uger eller et par måneder, vil jeg starte med at berolige dig. Det er faktisk normalt, at det kan tage nogle gange, hvor samleje ikke lykkes, og det kan der være mange grunde til.

Tryghed

Er I - især du - helt grundlæggende trygge ved hinanden, og har I begge lyst til sex, når I giver det et forsøg? Gensidig lyst, tid, ro og respekt/omsorg for hinanden lige midt i dobbeltsengen er nogle vigtige ting, som skal til, for at samleje bliver en god oplevelse for jer begge.

Måske har du manglet tid? Mange kvinder har brug for 20-30 minutter med kælen, kyssen og kærtegne af skede, klitoris mv., før de bliver så tændt, at skeden udvider sig og bliver fugtig - og dermed kan manden let trænge ind.

Prøv at læse disse artikler og se, om det kan hjælpe jer:
Sex den første tid - i praksis
Vejen til god sex

Normalt

Jeg tænker, at det du/I oplever kan være helt normalt. Samtidig kan der også være grunde til, at din mand ikke kan trænge ind i dig. Du kan være "for stram" i skeden rent fysisk.

Da du er jomfru, kan du evt selv forsøge at udvide skedeåbningen med to fingre, f.eks. når du er i bad. Du kan også onanere - altså give dig selv udløsning ved at kæle for klitoris og samtidig føre 2-3 fingre ind i skeden, så kønskransen revner (hvis den ikke allerede er det). Dog synes jeg, du skal tænke over, hvordan du - og din mand - vil have det med, at du onanerer.

For nogle par kan det være en hjælp, fordi kvinden dels får mere plads i skeden, dels lærer sig selv at kende og mærker, hvad hun tænder på og nyder. For andre par kan det være ødelæggende, fordi orgasmen/nydelsen bliver løsrevet fra det fællesskab, som I gerne skulle dele den i.

Har du oplevet noget ubehageligt?

Hvis du har været udsat for incest eller en eller anden form for seksuelt overgreb, kan det være med til, at du ikke kan nyde sex og derfor ikke kan slappe af i bækkenbund og skede og give plads for din mand.

Hver tiende kvinde i din alder har været udsat for "uønsket seksuel kontakt", og en "lille" ting, som en mand, der tog på lår/baller og bryster, uden at du ønskede det, kan have sat sig fast i din krop og lært dig, at sex er noget ubehageligt.

Hvis der er sådan noget i din historie, er det vigtigt, at du får fortalt det til din mand, og at du får hjælp hos en psykolog, terapeut eller sexolog. Det er i så fald nødvendigt at få din historie bearbejdet, før du kan få et tilfredsstillende sexliv.

Kan der være en fysisk årsag?

Endelig er der den mulighed, at din kønskrans er sejere end normalt, eller at der er en anden fysisk grund til, at din mand ikke kan trænge ind. Det kan du få tjekket hos din læge.

Hvis du tidligere har fået lavet gynækologiske undersøgelser hos din læge, kan du dog udelukke den mulighed. I så fald ville lægen have fortalt dig, at der var noget i vejen.

Måske hjælper det at tale med andre?

Kender I nogle andre kristne ægtepar med lidt mere erfaring end jer selv, som I kunne tale med? Eller har du måske en gift veninde, som du kan dele dine tanker og oplevelser med, og din mand en tilsvarende ven?

Jeg håber, I får hjælp af dette. Ellers er I meget velkomne til at skrive igen.

vh Ida Rom

Annoncer