Hvordan kan jeg styre mine følelser af at være anderledes?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 14. Jeg har lige for tiden følelser for en dreng i min klasse, men jeg har svært ved at finde ud af, hvad han virkelig synes om mig? Men hver gang jeg har været forelsket, har jeg ikke kunne tolke det.

Jeg føler mig meget anderledes med min krop i forhold til andre piger på min alder. Jeg vil ikke vise min krop for nogen over hovedet! Men jeg tænker meget på at være sammen med drenge seksuelt, for når man har et virkeligt seriøst forhold med en, man virkelig elsker! så sker det jo på et tidspunkt, at man har sex.

Jeg prøver virkelig altid at holde mine følelser inde, men det er virkeligt bare svært, for jeg vil virkelig gerne have en kæreste, men i et seriøst forhold. Og det siger jeg hele tiden til mig selv, at jeg aldrig vil kunne få, fordi jeg virkelig ser så anderledes ud.

Please hjælp ! Hvad kan jeg gøre ?

Den utrygge, 14 år


SVAR:

Hej dig, som føler dig utryg

Dejligt at du skriver til os. Du fortæller om, hvad der fylder dig for tiden, og der er rigtig mange emner på spil.

Jeg vil forsøge at dele mit svar op, så du forhåbentlig får svar på de mange spørgsmål og følelser, som du er fyldt af.

Forelsket – men er det gengældt?

Du skriver, at du har følelser for en dreng i din klasse, og er i tvivl om, hvad han føler for dig. Det kan ind imellem være svært at skulle gå og gætte på, hvad han ligger i det, han siger og gør.

Derfor vil jeg opfordre dig til at snakke med ham, og forsøge at være mere sammen med ham, så I lærer hinanden bedre at kende. På den måde finder du også ud af, om dine følelser varer ved, og på et tidspunkt bliver det måske naturligt at fortælle ham, hvad du føler for ham, og spørge om, hvad han føler for dig.

Jeg ved godt, at det kan være svært at stille sig i sådan en sårbar situation, men jeg synes, det er forsøget værd. Det er i hvert fald den eneste måde, du finder ud af, hvilke følelser han har for dig.

Læs også dette svar til en dreng i en lignende situation og de henvisninger, der er i svaret

Er forelsket i en pige som er "hot" og det er jeg nok ikke! Hvad gør jeg?

Dig og din krop

Jeg får et indtryk af, at du oplever at have en anderledes krop, som du ikke vil vise til nogen. Det er ikke rart at føle sig anderledes, og man kan komme til at skamme sig over, at man ikke er lige som de andre.

Men du skal vide, at der er rigtig mange piger og drenge, som har det svært med, at deres krop ikke ser ud, som de ønsker det. Vi har høje forventninger til os selv, og kan få en oplevelse af, at vi først er noget værd, når vi er perfekte.

Men der er jo ikke nogen, som er helt ens og perfekte. Vi er alle sammen skabt forskellige, og oplever fordele og ulemper ved det.

Samtidig oplever du sikkert også, at din krop udvikler sig, fordi du er i puberteten – det er helt normalt. Alle kommer i puberteten, det er bare forskelligt, hvornår og hvordan det foregår.

Hvis du har et anstrengt forhold til din krop, vil det også blive svært for dig engang at lade en kæreste komme tæt på og røre ved dig.

Jeg vil gerne opfordre dig til at turde stole på, at du er helt ok, og at du ikke har noget at skamme dig over. Måske kunne det være godt at finde en lidt ældre pige eller kvinde, som du har tillid til, og kan snakke med.

I snakken med hende vil du sikkert opleve, at du ikke er den eneste, som tænker og føler som du gør.

Hvem er jeg

Er der nogen der kan li mig?

Tænke på og have lyst til sex

En del af det at have en seksualitet er faktisk også, at vi har lyst til sex og tænker på det, selvom vi ikke lige har mulighed for at have sex.

Så det er helt normalt, at du tænker på det – men du kan måske opleve, at det er svært at finde nogen og snakke med det om, fordi der er mange, som har svært ved at fortælle, hvad de tænker om sex.

Samtidig tror jeg også, at jo mere vi oplever det forkert og forbudt at tænke på sex, jo mere gør vi det.

Jo mindre vi tror, vi en dag kommer til at have sex med en vi elsker, jo mere tænker vi over det.

Jo mere du siger til dig selv, at du aldrig får en kæreste, jo mere kommer du til at savne en og være optaget af det.

Jeg ved ikke, hvad der gør, at du oplever dig så anderledes, og gør det svært for dig at tro på, at du får en kæreste, men hvor vil jeg ønske, at du kan vende din negative tankegang og tro på, at det også sker for dig.

Når du holder dine følelser inde, bliver det svært at være dig, og det kommer til at fylde endnu mere.

Så giv slip og indrøm overfor dig selv, at du har lyst til at få en kæreste og have sex engang. Et kæresteforhold er ikke kun afhængig af, hvordan man ser ud, men også hvordan man oplever at være sammen med hinanden, snakke og lytte.

Kærester og sex

Som du skriver, så oplever man i et seriøst forhold, hvor man kender hinanden godt og er tæt på hinanden, at så har man også lyst til sex med hinanden.

Jeg vil rigtig gerne opfordre dig til at vente med at have sex med ham, du elsker, før du er sikker på, at det er ham, du vil være sammen med resten af livet og giftes med.

Så skaber I en god ramme for jeres sexliv, hvor I kan være trygge og turde være jer selv, være nøgne og ærlige overfor hinanden.

Sex og følelser

Pas godt på dit sexliv

Jeg håber, at du tør give slip på kontrollen af dine følelser og være ærlig overfor dig selv. Så tror jeg, det kan blive lidt nemmere at være dig

Kærlig hilsen

Camilla


Camilla Gaarsdahl Bak

Skrevet af:

Camilla Gaarsdahl Bak

undervisende sygeplejerske

adamogeva.dk

Annoncer